Kan man rose børn for meget?

Kan man rose børn for meget? Risikoen ved overdreven ros

At anerkende sine børn er naturligt, men måden vi gør det på har stor betydning for deres trivsel. Læs med her for at forstå balancen og se, hvornår kan man rose børn for meget og undgå at skabe et utilsigtet præstationspres.

Kan man rose børn for meget?

Ja, man kan godt rose børn for meget, og overdreven ros kan faktisk miste sin værdi og virke usand over for barnet. Når rosen gives ukritisk eller i tide og utide, risikerer den at modvirke sit egentlige formål, som jo er at styrke barnets sunde udvikling og selvtillid. Nøglen ligger i at finde en gylden middelvej mellem at anerkende barnets indsats og undgå at overøse det med tomme gloser.

Hvorfor kan for meget ros skade barnets selvværd?

Når forældre roser konstant for alt, hvad barnet foretager sig, udvaner det ordenes betydning. Hvis et barn får at vide, at det er fantastisk bare for at tegne en simpel streg, holder rosen op med at have en reel substans. Barnet kan begynde at mærke, at der gives for meget ros, hvilket på sikt kan underminere den tillid, det har til voksenpersoners feedback.

Jeg husker, da jeg selv startede med at rose min nevø for hver eneste lille ting, han gjorde - lige fra at binde snørebånd til at holde på en blyant. Efter et stykke tid kiggede han blot op og sagde: Du siger jo bare det hele tiden. Det var et øjenåbnende øjeblik, der lærte mig, at ægte nærvær og ros og anerkendelse børn imellem slår automatisk ros.

Faren ved præstationspres og ydre motivation

En aden ulempe ved overdreven ros er, at den ofte knytter sig til personlige egenskaber eller faste resultater frem for selve indsatsen. Børn risikerer at blive bange for at fejle, fordi de er vant til at blive defineret som dygtige eller klare. Det skaber et uhensigtsmæssigt præstationspres, hvor de kun føler sig værdifulde, når de lykkes med noget.

Når rosen bliver for fokuseret på resultatet, flytter det barnets fokus fra den indre glæde ved at lære til det ydre behov for konstant godkendelse. Det svækker den iboende motivation.

Forskellen på overfladisk ros og reel anerkendelse

Der er en markant forskel på at kaste om sig med standardkommentarer som hvor er du dygtig og så at udøve nærværende anerkendelse. Reel anerkendelse handler om at beskrive det, man ser, frem for at fælde en generel dom over barnets personlighed.

Når vi skifter fokus fra at rose personen til at sætte ord på processen, hjælper vi barnet med at forstå sin egen indsats. Det er her, den gode dialog opstår.

Sådan ændrer du sproget i hverdagen

I stedet for at sige hvor er du klog, kan man med fordel overveje, hvordan roser man sit barn bedst muligt. Man kan sige: Jeg kan se, at du har brugt lang tid på at få de brikker til at passe sammen. Det flytter fokus hen på vedholdenhed og koncentration. Beskrivende sprog: Sæt ord på det, barnet gør, uden at vurdere det. Fokus på processen: Ros indsatsen og vejen dertil frem for det endelige resultat. Spørgsmål frem for dom: Spørg hvordan bar du dig ad med det? for at lade barnet reflektere selv.

Konklusion: Find balancen i opdragelsen

At undgå for meget ros betyder ikke, at man skal være kold og ukærlig over for sit barn. Tværtimod handler det om at give opmærksomhed, der er ærlig, specifik og nærværende. Når vi doserer rosen med omtanke, giver vi børnene de bedste forudsætninger for at udvikle et stærkt og modstandsdygtigt selvværd, der ikke vælter ved den første modgang.

Sammenligning af ros-typer i opdragelsen

Overdreven og tom ros

Mister værdien og skaber usikkerhed eller præstationspres

Gør barnet afhængigt af ydre bekræftelse

Generelle personlige egenskaber (du er den bedste til alt)

Procesorienteret anerkendelse (Anbefalet) ⭐

Styrker robusthed og troen på egne evner

Opbygger indre motivation og lysten til at prøve igen

Konkret indsats, vedholdenhed og fremgang

Manglende respons

Giver en følelse af usynlighed og manglende interesse

Hæmmer lysten til at dele oplevelser med voksne

Ingen reaktion på barnets bedrifter

Læserekord og tillid hos familien Hansen

Line, mor til otteårige Mikkel i Odense, oplevede at hendes søn stoppede med at læse bøger, fordi hun hele tiden sagde, at han var et geni til det.

Mikkel blev bange for at vælge svære bøger, da han frygtede ikke at leve op til at være 'geni'. Hver gang han mødte et svært ord, lukkede han bogen i frustration.

Line ændrede strategi og begyndte at sige: 'Jeg kan se, at du kæmpede med det ord dér, men du gav ikke op.' Hun fokuserede på kampen frem for titlen.

Efter fire uger turde Mikkel kaste sig over tykkere bøger igen, fordi han vidste, at fejlene var en del af processen og ikke betød, at han var mindre klog.