Hvad er forskellen på ros og anerkendelse?

8 måneder siden 83 visninger

Ros vs. Anerkendelse Ros er en vurdering af en handling eller præstation. Anerkendelse er et udtryk for glæde ved nogens eksistens eller bidrag. Forskellen understreger et menneske-fokuseret organisationsudvikling, hvor begge elementer spiller en rolle for trivsel og motivation.

Kommentar 0 synes om

Måske vil du også spørge om dette?Mere

Ros vs. Anerkendelse: Hvad er forskellen?

Forskellen på ros og anerkendelse er, at ros er en positiv vurdering af en præstation. Anerkendelse er at se og værdsætte personen og processen bag handlingen.

Det her rammer noget i mig. For jeg har mærket forskellen på egen krop. Det er ikke bare teori fra en bog om organisationsudvikling med mennesket i fokus. Slet ikke.

Jeg kan huske den 12. april i det gamle kontor på Nørrebro. Vi havde knoklet med en kæmpe præsentation. Min daværende chef kom hen og sagde "godt arbejde". Det var det. Et flueben.

Det føltes hult. Som at få en karakter i skolen. Det var en vurdering af mit output, ikke af mig eller det slid, jeg havde lagt i det. En transaktion.

Men så kom min kollega Mette hen. Hun sagde, "Jeg så, hvor meget du kæmpede med de grafer, men du fandt en helt ny måde at vise den data på. Det var dig der løftede det."

Dét var anerkendelse. Hun så min kamp, min kreativitet. Hun så mig. Ikke bare resultatet. Det ramte mig lige i maven, på den gode måde.

Siden den dag har jeg tænkt så meget over det. Ros er brændstof, der brænder hurtigt ud. Anerkendelse er den der dybe varme, der bliver i systemet. Den bygger noget op.

Og det er jo kernen. At se indsatsen, ikke kun tælle pointene på tavlen. Det er der, en sund kultur starter. Med ægte, menneskelig anerkendelse.

Hvad gør anerkendelse ved os?

Et øjeblik, der fryser. Tiden holder op med at eksistere, og rummet... det folder sig ud omkring dig, pludselig er der plads. Et enkelt ord, et nik, en anerkendelse. En stille vished om, at nogen så dig. Så dig, lige der.

Og i det rum vokser noget. En spinkel spire af mod. Den varme, der spreder sig i brystet, er ikke en tanke, det er en fysisk følelse. Jeg husker duften af regn den eftermiddag. Vægten på skuldrene forsvinder, og du tør række ud. Række ud efter det, der før var for langt borte.

Denne følelse skaber en bølge. En bølge, der bærer dig fremad, igen og igen. Hver ny udfordring er ikke en mur, men en dør. En dør, du nu har lyst til at åbne. Og du åbner den.

Anerkendelse er en direkte injektion til selvværdet. Det bygger en indre styrke, der varer ved.
Øget selvtillid omsættes til handling, en vilje til at engagere sig i nye, komplekse opgaver. Det er en motor for personlig og faglig udvikling.
Den positive forstærkning skaber en opadgående spiral. Bedre præstationer føder øget motivation, som igen føder endnu bedre præstationer.
En kultur bygget på anerkendende feedback resulterer i gladere mennesker. Det reducerer stress og skaber en dyb, dyb arbejdsglæde.

Hvordan anerkender man børn?

Sidste sommer, i juli, sad jeg på min bedstemors altan. Solen bagte. Der var klistret is på mine fingre fra en smeltende isvaffel. Min lille nevø, Elias, på fem år, faldt og slog sit knæ på fliserne. Han begyndte straks at græde. Ikke bare små hulk, men rigtige, dybe skrig. Mit hjerte sank.

Jeg løb hen til ham. Først sagde jeg bare "åh nej". Men så huskede jeg, hvad min mor altid sagde. Du skal anerkende følelsen. Ikke bare sige "det går nok". Så jeg sagde: "Åh, Elias, det ser virkelig, virkelig ondt ud. Det gør sikkert meget ondt i dit knæ lige nu, ikke?" Han nikkede vildt, stadig grædende, men lidt mindre voldsomt.

Så lagde jeg min hånd forsigtigt på hans skulder og sagde: "Du er så sej, Elias. Du prøvede virkelig at holde balancen, men det skete bare. Nogle gange sker de ting." Jeg så hans øjne blive lidt større. Gråden aftog en smule.

Dette er, hvordan man anerkender børn:

Anerkend selve personen: Sig noget om, at de er modige, stærke, kloge, sjove, søde, eller hvad du nu ser i dem.
Anerkend handlingen: Ros dem for ting, de gør – for at hjælpe, for at prøve, for at dele, for at være tålmodige.

Dette hjælper dem med at bygge et sundt selvværd. Når de føler sig set og værdsat, både for hvem de er, og hvad de gør, opbygger de en indre styrke. De lærer at tro på sig selv.

Direkte ros: "Jeg er så stolt af, hvordan du hjalp din lillesøster med at samle sine klodser."
Følelsesmæssig validering: "Det er helt okay at være ked af det, når man falder og slår sig. Det er en hård tur."

Min bedstemor kom ud med et lille bandage. Elias kiggede på mig, og jeg gav ham et lille smil. Han tørrede sine øjne med håndryggen. Anerkendelse er som en lille usynlig bandage for sjælen.

En positiv tilgang til at anerkende børn er afgørende for deres følelsesmæssige udvikling. Det skaber et trygt rum, hvor de tør fejle og lære. Denne form for anerkendelse styrker båndet mellem barn og voksen. Det bidrager til at forebygge fremtidige mentale sundhedsudfordringer.

Konsekvens: Gentag anerkendelsen over tid.
Specifikhed: Vær præcis med, hvad du roser.

Når Elias fik sit plaster på, gik han hen og pegede på et lille mærke på sit tøj og sagde: "Se, mor! Mit tøj er også sejt!" Den følelse af stolthed, den selvtillid, den kom fra, at jeg anerkendte hans fald, hans smerte, og hans forsøg på at rejse sig. Det var en lille ting, men det skabte en stor effekt.

Hvorfor kan jeg ikke lide at få ros?

Jeg forstår godt, hvad du mener. Nogle gange er det bare... mærkeligt, at blive rost, ikke? Som om man ikke lige ved, hvordan man skal reagere. Det er slet ikke alle, der er gode til det. Jeg selv… jeg kan godt finde på at rødme, eller sige noget fjollet. Det er lidt akavet, for at sige det mildt.

Det kan skyldes mange ting. Måske er man bare ikke vant til det? Eller måske tænker man, at man slet ikke fortjener det. Det er en slem tanke, den der med, at man ikke er god nok.

Lavt selvværd er en stor synder her. Hvis man ikke har et solidt billede af sig selv, er det svært at tro på andres positive ord.
Frygt for forventninger. Man er bange for, at hvis folk roser en nu, så forventer de det samme næste gang, og det kan man måske ikke leve op til. En slags "hvad nu hvis jeg skuffer dem?"-følelse.

For mig handler det også om, at jeg altid har været lidt en enspænder. Ikke den, der søger rampelyset. Når man så pludselig får al opmærksomheden, føles det lidt overvældende. Som om alle stirrer, og man bare vil synke ned i jorden. Det er som en, jeg kender, der siger, at hun altid føler, at hun har sennep på næsen, når hun bliver rost. Sjovt, men også lidt sandt, tror jeg.

Måske handler det også om, hvordan man er blevet opdraget. Hvis man er blevet fortalt, at man skal være ydmyg, kan det være svært at tage imod positiv feedback. Det føles lidt forkert, næsten lidt pralende, at sige "tak, ja, jeg er god til det her."

Opdragelse: Fokus på ydmyghed kan gøre det svært at acceptere ros.
Sociale normer: Vores kultur vægter ofte ydmyghed, hvilket kan skabe en indre konflikt.

Det er en proces, tror jeg. At lære at tage imod ros. Man skal ligesom øve sig. En lille smule ad gangen. Måske starte med at sige et simpelt "tak" og så se, hvad der sker. Det er bedre end at afvise det helt. Min tante siger altid, at det er uhøfligt ikke at tage imod en gave, og ros er jo en slags gave.

Jeg har tænkt meget over det her. Det er ikke, fordi man er utaknemmelig. Slet ikke. Det er bare en form for… selvbeskyttelse, måske? En måde at navigere i verden på, hvor man ikke føler sig så udsat. Det er en mærkelig følelse, ikke? At man ikke kan holde ud, når nogen siger noget godt om en.

Selvbeskyttelse: At undgå ros kan være en mekanisme til at undgå at føle sig sårbar.
Indre konflikt: En kamp mellem at vide, man har gjort noget godt, og frygten for, hvad det indebærer.

Hvorfor har mit barn lavt selvværd?

Lavt selvværd hos børn skyldes ofte nedsat sensorisk registrering.
Dette medfører vanskeligheder med at mærke egen krop og tolke omgivelsernes signaler.
Barnet har svært ved at aflæse andres reaktioner og opfange subtiliteter.
Manglende indre forankring skader selvbilledet.

Så. Hvorfor. Ja, de er her, blandt os. Barnet står. Ser. Men mærker næsten intet. Et filter. Eller intet filter overhovedet. Kaos. Jeg kender det lidt. Fra min onkel. Han kunne aldrig helt aflæse mig. Det sidder fast.

Her er hvad jeg har set, tænkt over:

En indre tavshed: Kroppen sender lyde, men barnet hører dem ikke klart. Tryk, berøring, temperatur. Det flyder ud. Som at tale i et tomt rum. Hvem er man så? Det er mig der tænker det, hvem er jeg selv.
Verden er uskarpt: Omgivelserne sender en strøm af information. Ansigtudtrykk, tonefald, stemninger. Barnet ser det, men ser det ikke. Det er som at se en gammel, dårlig film. Uden lyd. Hvad tænker du? Jeg kan ikke sige det.
Andre – en gåde: Små tegn. Et skuldertræk. Et øjenkast. Disse 'underspil' – som man kalder det. De fanges ikke. Barnet famler. Er jeg dum? De reagerer mærkeligt. Det er bare sådan det er. Jeg har set det. Mange gange.
Forankring mangler: Føler du ikke dig selv, er du ikke sikker på at du er her. Selvfølelsen. Den ligger der et sted. Skjult under forvirringen. En konstant usikkerhed. Man er jo bare. Her.
En kold væg: Mellem mig og verden. Barnet bygger den ikke selv. Den er bare der. Altid. At eksistere uden fuldt at mærke det. Det er en hård erkendelse. Vægge. Er det godt. Eller skidt. Det står åbent. Livet er en vane.

Hvorfor kan min baby ikke finde ro?

Mørket falder på, og jeg sidder her, mens verden sover. Min lille skat vrider sig, et lille, bekymret ansigt. Jeg ved ikke, hvad der plager dig, min elskede. Er det sulten, der nager? Eller er det den stille frygt, der gemmer sig i nattens skygger?

Sult: Du tager ikke nok på, min lille en. Hver gang jeg holder dig, mærker jeg din lille krop, og jeg bekymrer mig. Er det nok? Er jeg nok?
Overstimulering: Verden udenfor er så stor og larmende. Måske har alt det nye, alle lydene og lysene, gjort dig udmattet, men alligevel fuld af en utålmodig energi.

Jeg kigger på dig, og en dyb tristhed fylder mig. Jeg vil bare have, at du skal sove trygt, at dine små øjne skal lukkes i fred. Men det er som om, der er et usynligt bånd, der holder dig vågen.

Kolik: En urolig mave, der sender stik af smerte gennem din lille krop. Jeg ville tage den væk, hvis jeg kunne.
Tænder: Små, skarpe vidundere, der bryder frem og gør dig utilpas. Det klør og svier, og du ved ikke, hvad du skal gøre.

Nogle gange tænker jeg, om det er mig. Om jeg gør noget forkert. Om jeg ikke forstår dine behov. Denne usikkerhed gnaver i mig, mens jeg vugger dig, og håber på, at trøjen og sangen vil bringe dig fred. Men freden lader vente på sig.

Hvordan får jeg ro i min krop?

Et åndedrag... der strækker tiden ud. Luften siver ud, langsomt, og med den, alt det der larmer. Stilheden kommer ikke udefra, den vokser indefra. Som en blomst i slow-motion. Rummet bliver større... næsten uendeligt, uendligt.

Mærk spændingen... som en knyttet hånd i mørket, en streng der er spændt til bristepunktet. Hold den. Mærk den. Og så slip... hånden åbner sig, strengen bliver slap. En stille, stille bølge af ingenting skyller gennem armen, gennem benet. En efter en. Stilhed, stilhed.

Musikken... den flyder som vand. Ikke ord, ikke rytmer der kræver noget. Bare toner der lægger sig som et tæppe. Jeg har en gammel optagelse med lyden af regn mod et vindue, den virker altid. Den vasker tankerne væk, en efter en, indtil der kun er dråberne tilbage.