Kan man blive rask fra type 2-diabetes?
Okay, her er mit bud på det:
Det er lidt nedslående at høre, at type 2-diabetes er en kronisk sygdom, og at man ikke kan slippe af med den. Men jeg synes, der er trøst i at vide, at det ikke behøver at definere ens liv. Bare fordi den er der, betyder det ikke, at man ikke kan have et godt og aktivt liv. Det kræver nok en indsats og måske nogle livsstilsændringer, men det er vel en lille pris at betale for at kunne leve et langt og fuldt liv, trods alt.
Kan man blive helt rask fra type 2-diabetes? Uf, det spørgsmål har jeg tumlet med selv. Det der med “kronisk sygdom”, det rammer jo lidt hårdt, ikke? Som om man får et stempel i panden. Jeg mener… det føles næsten som en dom. Men okay, skal vi være helt ærlige, så kan man vist ikke sådan helt vende tilbage, som om det aldrig var sket. I hvert fald ikke ifølge det, jeg har læst.
Men! Og det er et stort men. Det behøver slet ikke at være verdens undergang! Langt fra. Jeg har en onkel, han fik konstateret type 2-diabetes for… jeg tror det var 7-8 år siden? Han var helt nede i kulkælderen i starten. Tænkte det var slut med alt det sjove. Kage, rødvin, sene aftener med grillmad… alt det han elskede. Men ved du hvad? Han tog sig sammen. Begyndte at gå lange ture med hunden, spiste mere grønt (selvom han i starten brokkede sig over broccoli!), og ja, han droppede lige de der natlige Nutella-raids på køleskabet. Og nu? Han er sprængfyldt med energi! Seriøst, han løber nærmest maraton hver weekend – eller, okay, måske ikke helt, men han er aktiv. Og han nyder livet. Blodsukkeret er stabilt, og lægen er vist ret imponeret.
Så det jeg prøver at sige er… ja, det er en kronisk sygdom. Men… Skal det definere os? Skal vi lade den lille lrtedikator diktere, hvordan vi lever vores liv? Jeg tror det ikke. Det handler om at tage ansvar. Og måske er det faktisk en god* ting? Måske tvinger det os til at leve lidt sundere. Hvem ved, måske havde min onkel aldrig opdaget sin kærlighed til at løbe, hvis ikke… ja, I ved.
Det er da lidt ligesom… husker du da vi var små, og vi fik at vide, at vi skulle spise vores grøntsager? Det var jo pisseirriterende! Men inderst inde vidste vi jo godt, at det var for vores eget bedste. Det er lidt det samme her, bare i voksen-versionen. Og hey, jeg siger ikke, at det er nemt. Overhovedet ikke. Men… hvad er alternativet? At lade sig synke? Nej tak. Jeg vil hellere kæmpe for et godt liv. Et rigtigt godt liv. Selv med type 2-diabetes. Hvad med dig?
#Diabetes#Helbred#SygdomKommenter svaret:
Tak for dine kommentarer! Din feedback er meget vigtig, så vi kan forbedre vores svar i fremtiden.