Hvornår er man uhelbredelig syg af kræft?

Hvornår er man… uhelbredelig? Det spørgsmål har jeg selv tumlet med, i uger, måneder… år. Det føles så ubærligt abstrakt, så enormt, at det nærmest bliver meningsløst. Uhelbredelig. Ordet er et slag i ansigtet, en kold kendsgerning der slet ikke passer ind i den verden, man troede man kendte.

Man siger, at man er uhelbredelig syg af kræft, når… nå ja, når behandlingen ikke længere bider. Når det hele, alt det man har kæmpet for, alt det man har gennemgået af kemo, stråling, operationer… når det ikke længere hjælper. Det er som at se det hele glide væk, som sand mellem fingrene. Husk den der kemo? Den, der gjorde mig så syg, at jeg slet ikke kunne bevæge mig? Det var for at bekæmpe det. Men hvad hvis kampen er tabt?

Ofte, siger de, ser man det i slutstadiet. Det er så koldt et udtryk, “slutstadiet”. Jeg forestiller mig min bedstemor, hun var sådan tynd, nærmest gennemsigtig i slutningen. Kakeksi, hedder det vist. Afmagring, tab af muskelmasse… alt tørrer ud. Jeg husker lugten af sygehuset, og den konstante følelse af at være på lånt tid. Og væskemangel… bare at tænke på det, så føles min egen mund tør.

Jeg kan ikke sætte tal på, hvor mange det rammer. Jeg orker ikke. Tallene, de er ligeså kolde og ubegribelige som alt det andet. Men én ting er sikker: Det er en forfærdelig, grusom virkelighed. En virkelighed man absolut ikke ønsker at stå midt i, og dog, sker det alt for ofte. Og spørgsmålet om hvornår… det forbliver et åbent sår, for hver enkelt person der kæmper.