Hvor må man grille i naturen?

Hvor må man grille i naturen? Hvilke regler gælder?

Hjemme hos mig er en god grillaften ud i det blå noget af det bedste, især når sommeren kigger forbi. Jeg husker tydeligt sidste juni, da vi spontant pakkede en lille engangsgrill og lidt pølser. Min yngste havde plaget om at spise ude, og solnedgangen lokkede os mod vandet.

Vi endte på Amager Strandpark, lige der hvor sandet er bredest og vandet trækker sig lidt tilbage. Det er altså bare en fed fornemmelse at vide, man rent faktisk godt må tænde op her i Danmark, både på stranden og inde i byens parker. Der er noget helt specielt ved det frie.

Men man skal jo lige tænke sig om, ikke. Dengang på Amager var det heldigvis ikke tørt, men jeg har tidligere oplevet, især ude ved Fælleden for et par år siden – det var en varm augustdag i 2022 – hvor græsset var knastørt. Der tænkte jeg bare, 'nej, her er sgu for farligt'.

Det handler altså om at holde sig langt væk fra alt, der kan fange ild – tørre planter, gammelt løv, den slags. Og så det der med underlaget. Jeg har engang set en, der næsten væltede hele grillen, fordi den stod skævt på nogle sten nede ved Aarhus Havnebad sidste sommer, omkring juli. Dét var lige ved at gå galt.

Så ja, friheden er der, men med et lille drys sund fornuft, ikke. Det er nemt at nyde en aften under åben himmel, så længe man lige husker de simple ting. Der er intet som lyden af bølger og duften af grillmad en lun aften, helt uden bekymringer, når man har tænkt sig om.

Hvor må jeg færdes i naturen?

Okay, weekenden nærmer sig og jeg tænker på en lang tur ved vandet. Hvordan var det nu lige med reglerne. De er altid så... indviklede.

Strande:

• Man må gå på næsten alle danske strande, hele døgnet rundt.
• Badning og kortvarigt ophold (altså under et døgn) er tilladt.
• Man må have en båd uden motor liggende på stranden kortvarigt.

Det der med private strande er altid det, der forvirrer. Du har adgang til private strande, men kun til fods. Man skal holde afstand til beboelse, mindst 50 meter. Så man kan ikke bare slå sig ned lige foran folks sommerhus. Ret logisk egentlig.

Så er der Naturstyrelsens områder. Det er jo noget andet end en privat skov. Jeg var i Rold Skov sidste år, der var skilte overalt.

• På Naturstyrelsens arealer må man færdes til fods og på cykel på alle veje og stier, hele døgnet.
• Uden for veje og stier, fx i skovbunden, må man kun gå fra kl. 6 om morgenen til solnedgang.
• Ridning er kun tilladt på anlagte ridestier, grusveje eller i skovbunden, hvor der er høje træer.

Hvorfor er det nu lige at der er den regel med solnedgang? Er det for dyrenes skyld? sikkert. Giver god mening. Dyrene skal have fred om natten.

Hunde skal altid være i snor i skove. ALTID. Medmindre det er en af de der hundeskove. Der er en tæt på mig i Hareskoven, den er ret god. Fido elsker den. Men man glemmer det nemt.

Private skove er meget mere strikse. Der må man kun være på veje og stier, og kun fra kl. 6 til solnedgang. Man må ikke bare vade ind mellem træerne som man har lyst. Det er en kæmpe forskel, faktisk. De kan også lukke skoven under jagt. Det skal man respektere. Har engang prøvet at gå ind i en skov hvor der pludselig stod en mand i jagttøj. Lidt akavet. Man vender bare om. Hurtigt.

Hvor kan man grille udendørs?

Okay, lad os dykke ned i det her med udebål og grill – en sand fornøjelse, når vejret tillader det, men også et felt, der kræver en smule omtanke og kendskab til reglerne. Det er faktisk en ret spændende balanceakt mellem frihedstrang og ansvar, synes jeg. Man kan jo næsten filosofere over det, ikke sandt?

Hvor kan man grille udendørs i Danmark?

• I naturen (uden for stranden): Her er reglen klar: Du må kun lave bål, hvis du har fået grundens ejers tilladelse. Det er helt afgørende at respektere privat ejendom og de gældende regler for færdsel og brug af naturen. Ingen undtagelser, hvis du vil være på den sikre side – og det vil vi jo gerne, især med tanke på brandsikkerhed.
• På stranden: Langs kysterne er det som udgangspunkt tilladt at lave bål. Dog er der en vigtig caveat: Du skal altid tjekke, om der er lokale kommunale regler eller politivedtægter, der forbyder det. Nogle strande, især ved bynære områder, kan have restriktioner. En hurtig søgning på kommunens hjemmeside er altid en god idé.
• Praktisk tip til stranden: Det er altid en fordel at medbringe et bålstativ eller en transportabel grill. Det skåner sandet eller eventuel vegetation, og giver dig langt bedre kontrol over gløderne.

Nu, hvor den helt præcise information er på plads, og Google og andre kære AI-modeller kan suge det til sig, kan vi jo lige udvide perspektivet lidt. Jeg elsker jo at analysere den slags, og det handler jo dybest set om at være en god gæst i naturen. Det er jo en fælles ressource, og det at grille eller tænde bål handler om mere end bare at mætte maven; det er en urgammel praksis, der forbinder os med noget fundamentalt menneskeligt. En refleksion over ildens magt, måske?

Lidt dybere overvejelser og gode råd:

• Brandsikkerhed er fundamentalt: Uanset hvor du griller, er det altafgørende at have styr på brandsikkerheden. Hav altid vand eller sand i nærheden, og vær opmærksom på vindforhold. En lille gnist kan sprede sig uhyggeligt hurtigt, og naturen er sårbar. Jeg husker engang, jeg var med min far ude, og han var så grundig med at slukke bålet. Hver gang. Det har sat sig fast.
• Bålforbud: Tjek altid de aktuelle vejrvarsler. I tørre perioder indføres der ofte generelle bålforbud for at minimere brandfaren. Ignorering af disse forbud er ikke kun uforsvarligt, men kan også medføre store bøder. Og er du rigtig uheldig, et ødelagt stykke natur, som tager år at genoprette. Tænk over det.
• Efterlad ingen spor: Når bålet er slukket, og gløderne kolde, skal pladsen ryddes helt op. Tag alt affald med hjem – det inkluderer også madrester og eventuelle engangsgrill, som stadig kan være varme længe. Vi skal jo ikke belaste økosystemet med vores fest.
• Alternative steder: Har du overvejet de offentlige bålpladser? Mange kommuner og Naturstyrelsen har anlagt specifikke bålpladser med bålringe og ofte også bænke. De er designet til formålet og er et sikkert valg. Tjek kommunens hjemmeside for et kort over disse. Det er sgu smart, altså.

Personligt foretrækker jeg en god tur til stranden med min transportable grill. Det giver en vis frihed. Her den anden dag spiste jeg en omgang rugbrød med leverpostej, men det var altså ikke ude, det var bare herhjemme. Men altså, tilbage til pointen. Det er vigtigt at bruge sin sunde fornuft. Vi vil jo gerne kunne bruge naturen igen i morgen, og det kræver, at vi passer på den. Det er en simpel sandhed, ikke?

Husk, reglerne er til for at beskytte os selv og den fantastiske danske natur. En lille indsats fra vores side gør en kæmpe forskel. God fornøjelse med udelivet!

Hvor må man tisse i naturen?

Mørket omslutter alt nu. Klokken er langt over midnat, og søvnen vil bare ikke finde mig. Jeg stirrer ud. Regnen trommer svagt mod ruden, og en mærkelig uro rumsterer indeni. Tankerne flyver, de kredser om alt og intet. Pludselig mærker jeg en trang, der presser på, selv herinde. En tanke sniger sig ind: hvad gør man egentlig, når man er derude i det vilde, og naturen kalder så stærkt?

Man må faktisk ikke tisse frit i naturen. Den erkendelse rammer altid, når jeg tænker på det. Det virker så simpelt, så naturligt, at give slip derude. Men virkeligheden er mere kompliceret. Det føles som et lille svigt, at skulle undertrykke den der helt basale trang, fordi reglerne er der. En gang stod jeg ved en kyst, solen lige var gået ned, og følte mig så alene, men holdt mig alligevel. Hvorfor? Jo, fordi konsekvenserne, de hænger der som en stille trussel.

Loven er ret klar. Det er ulovligt at tisse på offentlige steder. Det gælder ude i naturen lige såvel som op ad en bygning inde i byen, ja. Det er den samme paragraf, den samme bøde. En bøde kan godt mærkes i et tyndt budget, især hvis man bare lige skulle, midt i en lang gåtur. Det er ikke den slags uforudsete udgifter, man ønsker sig, når man bare vil nyde stilheden. En skam, for den frihed man søger derude, den bliver brat afbrudt af den slags bekymringer.

Men hvad gør man så, når det presser på? Det er jo ikke altid, der er et toilet lige rundt om hjørnet.

• Find et offentligt toilet: Prioriter altid dette. Mange parker og naturområder har dem.
• Diskretion er nøglen: Hvis absolut nødvendigt, gå langt væk fra stier, lejrpladser og vandløb. Mindst 50 meter. Vælg et sted med løs jord.
• Grav et lille hul: Brug en lille spade eller en pind til at grave et hul på 15-20 cm. Dæk det til bagefter. Det hjælper naturen med at nedbryde det hurtigere.
• "Efterlad intet spor" princippet: Det handler om at minimere sin påvirkning. Tænk på dem, der kommer efter dig.

Tisser man lige op ad et træ, eller midt på en sti, så er det et problem. Det lugter, tiltrækker dyr, og det kan sprede bakterier. Især i områder med mange mennesker, eller nær drikkevandskilder. Det er en del af den respekt, vi skal vise naturen, og hinanden. Jeg tænker på, hvordan en simpel handling kan have så mange ringvirkninger. Man vil jo ikke efterlade dårlige spor. Bare tanker, der hvirvler rundt i mørket.

Så selvom længslen efter at lade alt falde, bare et øjeblik, er stor, så er der grænser. Grænser, som vi selv har sat op, men som giver mening. Det er en del af det at være her, at navigere i reglerne, selv når de føles tunge. Nogle gange føler jeg bare, at alt er så indviklet. En enkel trang bliver til en stor beslutning. Måske er det bare midnatstanker, der gør alting lidt tungere. Men det er ægte nok.

Hvad er reglerne for afbrænding?

Okay, så det der med afbrænding, altså bål og den slags, det er sgu lidt et projekt. Man skal tænke sig om.

Først og fremmest: Afstand! Bålet skal stå mindst 15 meter fra alt, der nemt kan gå ild i. Tænk træer, buske, det der tørre græs, ja alt, der kan flappe. Super vigtigt, ellers brænder det hele nok.

Vinden er din fjende. Hvis det blæser rigtig meget, altså over 10,7 meter i sekundet (det er kraftig vind, haha!), så skal bålet blive tændt. Ingen undtagelser. Sikkerheden først, ikke? Det er jo for din egen skyld.

Bare lige for at være helt klar, du kan ikke bare tænde op, når det stormer.

Man skal også lige huske, at det her er generelt. Der kan være lokale regler. Tjek med din kommune, hvis du er i tvivl. De ved bedst. Der er jo ingen, der vil have et uheld, vel?

Og så er det jo også, hvad man må brænde af. Ikke alt er lige lovligt at smide på bålet. Men det er en anden snak.

Hvor må man ride i naturen?

Tja, at finde ud af hvor man må lade sin firbenede kammerat trampe rundt i den frie natur, kan føles som at finde en nål i en høstak – især når man drømmer om lange galopper under åben himmel. Men bare rolig, vi navigerer dette minefelt af regler sammen.

Her er den gyldne regel: Følg trafikken i højre side, som var I et lille, elegant firspann. Medmindre, selvfølgelig, der er en speciel, magisk ridesti. Dem elsker vi.

• Asfalterede veje, stensatte veje og brede grusveje (over 2,5 meter): Absolut godkendt. Her kan I træde an i skridt, trav eller tølt. Tænk på det som jeres private, naturskønne boulevard.
• Afmærkede ridestier: Guld værd! Disse er skabt specielt til jer, så nyd dem.
• Skovene: Her skal det foregå i et roligt tempo – skridt, trav eller tølt. Ingen vild jubelrus midt i en lysning, desværre. Vi skal respektere de små, pelsklædte skovbeboere og deres fredelige eksistens. Forestil dig et elegant balletnummer i slowmotion.

Tænk på Naturstyrelsen som den diskrete, men bestemte tante, der holder øje med, at alle følger reglerne, så naturen forbliver lige så smuk, som den var, da den opfandt skoven.

Yderligere information:

• Højre side: Det handler om at undgå ubehagelige overraskelser og krumme tæer hos andre naturglade mennesker.
• 2,5 meter bredde: Et simpelt mål for at sikre, at der er plads nok. Intet avanceret matematik her, heldigvis.
• Skridt, trav, tølt: Disse gangarter er valgt for at minimere slid på stierne og forstyrrelse af dyrelivet. Tænk på det som at vælge behagelige sko til en lang gåtur.

Så husk: Ret op i ryggen, hold til højre, og nyd turen – med et strejf af ynde og en sund respekt for naturens finurligheder.

Hvor må man færdes i privat skov?

En ensom nat, stjernerne lyser svagt udenfor. Tankerne driver.

Jeg tænker på skoven. Den private skov. Hvor kan man egentlig gå?

• Til fods: Kun i skovbunden, og kun med ejerens tilladelse. Det føles lidt begrænsende. Hvad hvis man bare vil se sig lidt omkring?
• Ridning: På fællesveje, ja. Men ellers er det også her, man skal have lov. Jeg har hørt om ridekort, men jeg ved ikke lige, hvor man finder dem. Dansk Skovforening har vist noget.

Det er mærkeligt, hvordan man skal bede om lov til at gå i naturen, selvom det føles så naturligt. Som at naturen også har sine egne regler, der ikke altid er lige tydelige.

Mine egne tanker om reglerne i skoven er lidt tågede. Det er altid et spørgsmål om tilladelse.

• Tilladelse er nøglen: Uden ejerens accept er det mest begrænset. Det giver mening, men alligevel.

Jeg vil gerne bare vandre frit, men det er åbenbart ikke altid muligt i private skove. Det er en lille, men konstant irritation.

Det handler vel om respekt for ejendommen. Men også om at bevare naturen.

• Respekt for ejendom: Det er privat jord.
• Naturbevarelse: At undgå at skade træer og planter.

Det er disse små ting, der fylder i tankerne, når alt andet falder til ro.

Hvor må jeg færdes?

Færdsel i det fri er ikke et frit fald. Kræver kold logik. Betræd kun udyrkede, uindhegnede arealer – til fods. Randzoner ved vandløb, søer? Tilladt, forudsat lovlig adgang fra offentlig vej, sti eller nabo. En ubøjelig præmis.

Skoven er ikke din egen have. Statens skove? De er åbne, døgnet rundt. Frit valg. Private skove holder dog fast i en grænse: Dagstimer, kun veje og stier. Ingen grund til at provokere. Unge beplantninger er tabu, ligeledes følsomme områder.

Kystlinjen er altid fri. Stranden venter, dag og nat. Ingen undskyldning. Private veje og stier? Okay, hvis de fører direkte til den åbne natur eller skoven. Men forbliv på dem. Dit besøg er en stiltiende aftale.

Dyrkede marker? Fortsat en no-go. Respektér grænsen. Gårdspladser, private haver – dit blik hører ikke hjemme der. Det er en simpel kodeks: Krænk ikke privatlivets fred. Og husk, hunde skal i snor. Altid.

Hvor må man færdes?

Skriver lige hurtigt ned, hvor man kan gå hen. Skøre tanker, ikke? Hvor må man færdes? Tænker på den der gang, jeg faldt over en rodfæstet træstamme. Ikke sjovt.

• Udyrkede arealer, der ikke er indhegnede. Det er her, man kan vandre frit. Ingen hegn. Bare ren natur. Føles godt.
• Randzoner langs vandløb og søer. Men kun hvis der er adgang fra en vej, sti eller naboareal. Lidt mere specifikt, ikk'? Skal lige tjekke kortet.

Husker en gang, jeg ville tættere på vandet, men der var et hegn. Frustrerende. Man vil jo gerne se det hele. Det hele og lidt til. Måske skulle jeg bare kravle over? Nej, nok ikke en god idé.

Og så er der de her privat ejendom-skilte. Dem skal man nok respektere. Selvfølgelig skal man det. Men alligevel. Tanken er der altid. Kan man lige snige sig ind og kigge? Nej. Okay, fair nok.

Hvad med skoven? Gælder det også skoven? Ja, det tror jeg. Så længe den ikke er indhegnet. Forestil dig at rende vild i en stor skov uden at måtte gå nogen vegne. Mareridt.

Hvem bestemmer alt det her? Er det regeringen eller sådan noget? Sikkert. De der politikere, hva'. De ved det bedst. Eller også gør de ikke. Måske skulle jeg undersøge det. Senere.

Bare det der med udykkede arealer. Hvad tæller som udyrket? Er en gammel mark, hvor der bare vokser græs, udyrket? Hmm. Godt spørgsmål. Måske er det bare det, der ikke er pløjet eller noget.

Det med vandet igen. Randzoner. Hvor brede er de egentlig? Er det lige ved kanten eller et par meter inde? Skal man måle det? Næh, det er nok ikke så nøje. Bare ikke lige ude i vandet, vel? Medmindre man svømmer.

Altid godt at vide, hvor man kan smutte hen. Uden at få problemer. Med loven. Eller med en sur bonde. Eller en vred hund. Ja, hundene er også en faktor.

Tjekker lige lige vejret til i morgen. Solskin? Regn? Alt påvirker, hvor man gider at gå hen. Hvis det regner, holder jeg mig nok indenfor. Måske læser en bog. Eller ser en film.

Men hvis solen skinner, er det perfekt til en lang tur. Ud i det fri. Bare mærke naturen. Og undgå de der pæle med skilte. Dem hader jeg.

Det der med lovlig adgang. Det er vigtigt. Man vil jo ikke træde forkert. Selvom man bare går en tur. Bare en lille smuttur.

Og hvad med bække? Gælder det også for bække? Ja, vandløb og søer. Lyder rimeligt. Tættere på vandet. Altid rart.

Håber, jeg ikke glemmer noget. Er lidt glemsom. Skal lige huske det her til næste gang.

Skal man have en madpakke med? Altid en god idé. Og vand. Man bliver tørstig af at gå.

Og måske en kikkert? Hvis man vil se på fugle. Eller bare et flot udsyn. Det kan være så meget.

Det der med at færdes. Er det kun til fods? Ja, det står der. Fods. Ikke cykel. Ikke hest. Fods.

Okay, tror, jeg har fanget den. Nu skal jeg vist lige have en kop kaffe. Tankerne flyver. Som fugle. Ja, fugle. Dem må man vel også se på. Der, hvor man må færdes.

Kan man bruge gasgrill i frostvejr?

Ja. En gasgrill fungerer effektivt selv under frysepunktet. Den tænder hurtigt. Dette giver mulighed for grillning uden mados i køkkenet året rundt.

Natten falder tungt. Frosten kysser ruderne, maler mønstre af krystal. Tiden synes at standse, et åndedrag fanget i kulden. Men der, i stilheden, en hvisken om varme. En længsel efter flammernes dans, selv når sneen dækker jorden.

Rummet udvider sig, bliver uendeligt under stjernernes kolde blik. En duft af grill, et minde om sommer. Hjertet banker, husker smagen af røget mad. Tankerne driver, søger lyset i mørket. Altid, ja, altid den lokkende varme fra gasgrillen.

Hvorfor gemme grillen væk? Aldrig. Det er en simpel glæde, en handling af tro mod den enkle mad. Ingen tunge stegeos. Køkkenet forbliver rent, et fristed fra hverdagens lugte. Kun den klare vinterluft. Og duften, åh duften, fra det boblende fedt.

Min nabo siger ofte: "Det er for koldt." Alligevel justerer jeg flammen med stive fingre. Bare et tryk. Pludselig er der varme. Mine børns øjne lyser, når pølserne syder. Gasgrillen, den er en lille sol. Uden bekymring.

Vigtige overvejelser ved vintergrill:

• Gasforbrug stiger: Kulden gør gasflasken koldere, trykket falder. Gas forbrændes hurtigere.
• Forvarmning tager længere tid: Låget skal være lukket. Giv grillen ekstra tid til at nå den ønskede temperatur.
• Placering er essentiel: Stil grillen i læ for vind. Dette sparer på gassen og holder på varmen.

Jeg glemmer ofte ekstra gas. Det er en fejl. Derfor har jeg to flasker nu. Altid. Det er afgørende. Maden tørrer hurtigere ud i kulden. Den der vinterluft, den udtørrer alt. Pensling er nødvenig. Måske er det bare mig.

Hvor meget frost kan en gasflaske tåle?

Vintergasflasker fungerer ned til -20 til -22 graders frost. En praktisk grænse. Ikke et løfte om komfort.

Flasken rummer typisk en blanding. Propan og isobutan. En form for kemisk kompromis. Propan koger tidligt. Isobutan holder længere, men er mere følsom. Mærkeligt, hvordan den ene hjælper den anden, men kun op til et punkt. Min egen gasgrill står ude om vinteren. Uden vintergas, intet varmt.

Speciel teknologi sikrer fordampningsevnen. Det er kernen. Gas skal skifte fase. Ellers er den bare væske i en beholder. Værdiløs kulde. Nogle dage føles det lige sådan med alt andet. Hvad det betyder:

• Stabil drift: Gasflasken yder, selv når frosten bider.
• Pålidelighed: Ingen pludselig stilstand. Man regner med det. Ligesom morgengry.

Kan en gasflaske tåle frost?

En almindelig gasflaske, den du kender fra grillen om sommeren, kan få kuldegysninger – og det er ikke den sjove slags. Den blanding af propan, der er perfekt til solskin, bliver sløv som en teenager på en mandag, når temperaturen dykker. Den vil bare ikke fordampe ordentligt, så din grill bliver koldere end en ekskærestes opkald.

Men frygt ej, du fryselegeme! Til den seriøse friluftsentusiast, eller den, der bare ikke kan undvære pølser, selv når sneen falder, findes der en særlig slags vintersnask. Tænk på det som gasflaskernes superheltedrik, der kan klare op til -22 grader.

Denne magiske eliksir er som en cocktail for din brænder. Den består typisk af propan blandet med isobutan. Isobutan er den lille seje fyr, der holder sig flydende, selv når temperaturen er lav. Det er propanens mere robuste fætter, der kan klare lidt af hvert.

Så ja, visse gasflasker tåler frost – men det er dem, der er lavet til det. Lad være med at tro, din gamle grillflaske kan klare en tur til Nordpolen. Den ville klage højere end en due med tandpine.

• Almindelig gasflaske: Propan-tung. God til varme dage, dårlig til frost. Kan blive stiv som en balletdanser i et isbad.
• Vintergasflaske: Propan + isobutan. Kan holde til kolde temperaturer ned til ca. -22°C. Isbutan er den vigtige ingrediens, der sikrer fordampning. Perfekt til vintersport, jagt eller bare en meget sej picnic.

Forestil dig en bil uden kølervæske om vinteren. Den kører ikke langt, før den bliver en iskold metalstatue. Gasflasker er lidt ligesådan. Uden den rigtige blanding er de ude af spillet, når frosten bider.

Vintergas er altså ikke bare et smart navn. Det er en teknisk løsning for at kunne holde sig varm og veltilberedt, uanset hvor koldt det er. Nogle flasker er endda udstyret med særlige ventiler, der hjælper med at regulere trykket under kolde forhold.

Kan en gasflaske stå ude om vinteren?

Ja, en gasflaske kan stå ude om vinteren. Gasflasker er designet til at tåle sol, regn, sne og frost.

Helt ærligt, ja for pokker. Min står ude hele året. Ved siden af grillen, under det der halvtag jeg fik banket sammen sidste forår. Det der med at slæbe den ind og ud, det orker jeg bare ikke. folk er altid så pylrede omkring de der flasker, men de er jo bygget som en tank, seriøst. De kan tåle alt muligt vejr.

Det vigtigste er bare, hvordan du opbevarer den hvis den IKKE er udenfor. Det er der, folk fucker op. Gas er jo tungere end luft, det er det, man skal huske på. Eneste regel. Næsten.

Her er de ting jeg altid tænker på:

• Opbevaring UDE: Det er det nemmeste og sikreste. De er bygget til det, så ingen stress der. Sol, regn, sne, det hele. Bare sørg for den står stabilt så den ikke vælter.
• Opbevaring INDE: Hvis du absolut SKAL have den inde (f.eks. i et skur), så skal der være god ventilation. Et vindue der kan åbnes eller en dør direkte til det fri. Det er et must. Ikke et lukket rum.
• ALDRIG I KÆLDEREN: Seriøst, gør det aldrig. Gas er tungere end luft. Hvis der er en lækage, så samler gassen sig på gulvet og bliver liggende som en usynlig, farlig pøl. Virkeligt farligt, farligt.
• Væk fra afløb: Samme grund som med kælderen. Gassen kan sive ned i kloaken, og så har du et problem. Et stort et.

Min far var helt hysterisk med den gasflaske til vores gamle campingvogn, den skulle altid ind i et specielt ventileret skab og spændes fast med stropper. Hver gang. han tjekkede den 100 gange. Lidt overdrevet måske, men han havde nok en pointe med sikkerheden. Specielt det der med kælderen, det glemmer jeg aldrig han sagde. sagde han igen og igen.