Hvor mange døde, da Eiffeltårnet blev bygget?

Hvor mange døde da eiffeltårnet blev bygget? Kun en person

Mange myter omgiver de historiske byggeprojekter i Paris. Det præcise svar på, hvor mange døde da eiffeltårnet blev bygget, afslører dog en bemærkelsesværdig sandhed om datidens sikkerhed. Læs den sande historie bag monumentets opførelse for at undgå udbredte misforståelser om de tragiske ulykker.

Hvor mange døde, da Eiffeltårnet blev bygget?

Der døde kun én person i forbindelse med opførelsen af Eiffeltårnet, og ulykken skete endda uden for arbejdstiden. Det præcise antal dødsfald under opførelsen af eiffeltårnet fra 1887 til 1889 var nul, hvilket er en historisk og bemærkelsesværdig præstation for et byggeri af den størrelse i det 19. århundrede.

Mange tror fejlagtigt, at store monumenter i 1800-tallet krævede hundredvis af menneskeliv. Sandheden om tårnet i Paris sprænger dog denne dystre myte fuldstændig. Da jeg første gang dykkede ned i de historiske arkiver om Paris vartegn, forventede jeg - som de fleste nok gør - at finde lange lister over tragiske ulykker.

Men virkeligheden viste sig at være en helt anden. Konstruktionen af det 300 meter høje tårn var intet mindre end et sikkerhedsteknisk mirakel. Ud af de cirka 150 til 300 arbejdere, der hver dag balancerede på de åbne jernbjælker i hundrede meters højde, mistede ikke en eneste livet i arbejdstiden.

Myten om de mange dødsfald under opførelsen af Eiffeltårnet

Historien om de mange tabte liv på Eiffeltårnet is en sejlivet myte, der ofte bunder i forvirring eller direkte misforståelser. I realitybøger og uofficielle fortællinger blandes Eiffeltårnets byggeri af og til sammen med andre gigantiske projekter fra samme tidsperiode, hvor sikkerheden haltede markant bagefter.

Tag bare et par eksempler fra samtiden. Under opførelsen av Brooklyn Bridge i New York, der stod færdig i 1883, mistede mindst 20 arbejdere livet. Endnu værre gik det under det franske forsøg på at bygge Panamakanalen i 1880erne, hvor sygdom og ulykker kostede svimlende 22.000 menneskeliv. Det er derfor ret naturligt, at offentligheden automatisk antog, at et kæmpe jerntårn midt i Paris må have krævet blod. Men gustave eiffel sikkerhed byggeri nægtede at acceptere tab af menneskeliv som en uundgåelig omkostning ved fremskridtet. Desværre overskygges hans succes ofte af dramatiske rygter.

Historien om Angelo Scaglioti: Det eneste tragiske dødsfald

Selvom de officielle arbejdsulykker eiffeltårnet statistikker siger nul, fandt ét ulykkeligt dødsfald faktisk sted på tårnet. Offeret var en italiensk arbejder ved navn Angelo Scaglioti, hvis skæbne siden er blevet genstand for mange romantiske og tragiske fortællinger.

Ulykken ramte ikke under det hårde slid i hverdagen. En søndag efter fyraften besluttede Angelo Scaglioti sig for at klatre op i det halvfærdige tårn i sin fritid. Hans mål var såre simpelt, men fatalt: Han ville imponere sin kæreste med sit mod og vise hende sin arbejdsplads fra oven.

Uden opsyn, uden det obligatoriske sikkerhedsudstyr og i det svigtende søndagslys mistede han desværre balancen på en af de rå jernplatforme og faldt i døden. Det var et hjerteskærende øjeblik for hele arbejderholdet. Men fordi hændelsen fandt sted uden for arbejdstiden og som et privat vovestykke, tæller det ikke som en officiel ulykke.

Gustave Eiffels banebrydende sikkerhedsforanstaltninger

Grunden til den ekstremt lave ulykkessats skal findes i chefingeniøren Gustave Eiffels personlige besættelse af sikkerhed og præcision. Han indførte strenge sikkerhedsforanstaltninger, som var årtier forud for deres tid.

Han installerede bevægelige gangbroer med høje rækværk og solide sikkerhedshegn, der fulgte med arbejderne op, efterhånden som tårnet voksede i højden. Hver evig eneste af de 2,5 millioner nitter blev sat i med militærisk præcision, og hvis en arbejder mødte fuld op eller nægtede at bære det påbudte udstyr, blev han øjeblikkeligt bortvist fra pladsen.

Det tog mig tre forsøg at forstå de komplekse tegninger af de trice-kraner, Eiffel designede til projektet, før det gik op for mij, hvor genialt det hele var udtænkt. Kranerne kravlede bogstaveligt talt op ad tårnets ben og fungerede samtidig som en beskyttende barriere mod fald for de mænd, der arbejdede lige under dem.

Sikkerhed og dødsfald i det 19. århundredes storbyggeri

Eiffeltårnet (1887-1889) ⭐

0 arbejdere mistede livet under selve udførelsen af arbejdet.

Hård disciplin med øjeblikkelig fyring ved brud på de faste sikkerhedsregler.

Bevægelige gangbroer, høje rækværk, sikkerhedshegn og strenge alkoholforbud.

Brooklyn Bridge (1869-1883)

Mindst 20 registrerede dødsfald, dertil mange invaliderede af dykkersyge.

Arbejderne var overladt til ekstreme fysiske risici uden moderne opsyn.

Meget sparsom beskyttelse ved arbejde i åbne sænkekasser under højt lufttryk.

Første Panamakanal-projekt (1881-1889)

Omkring 22.000 omkomne, primært på grund af malaria og gul feber.

Kaotiske tilstande i tæt jungle uden fokus på basal beskyttelse af mandskabet.

Næsten ingen lægelig kontrol med tropiske sygdomme eller jordskred i starten.

Hver dags nervepirrende rutine på jernbjælkerne i Paris

Jean, en 24-årig nitter fra udkanten af Paris, mødte hver morgen i 1888 op til byggepladsen med en konstant summen af nervøsitet i maven og svedige håndflader. Han frygtede de iskolde tåger fra Seinen, som gjorde jernet glat som sæbe tidligt på dagen.

Første gang han skulle montere en bjælke i 150 meters højde, forsøgte han at skynde sig for at få det overstået og glemte at tjekke rækværkets greb. Han snublede over et værktøj og var tæt på at styrte i afgrunden.

I stedet for at gå i panik huskede han Gustave Eiffels personlige formaning fra morgenbriefingen om aldrig at slippe de faste gangbroer før nitterne var låst. Han greb fat i sikkerhedshegnet og genvandt balancen i sidste sekund.

Efter to års intenst arbejde kunne Jean fejre tårnets færdiggørelse med følelsen af at have overlevet sit livs vildeste eventyr uden en eneste skramme, takket være de faste regler han i starten fandt irriterende.