Hvad leger en 11-årig med?

11 år... Suk. Husker I den alder? Den der akavede mellemfase, hvor man ligesom er for stor til LEGO (eller er man?), men for lille til, ja, hvad egentlig? Jeg kan i hvert fald huske det så tydeligt. Man ville jo gerne være cool. Lidt mystisk. Som om man lige var trådt ud af en fransk film. Men indeni boblede legebarnet stadig. Jeg ville stadig bygge huler, bare af puder og tæpper i stuen, og forestille mig, at jeg var en opdagelsesrejsende i Amazonas. Eller en spion med en tophemmelig mission (som oftest involverede at finde den fjernbetjening, min lillebror havde gemt).

Det, jeg husker bedst, var den der trang til at skabe. Jeg var vild med at tegne, husker jeg. Timevis kunne jeg sidde med mine farveblyanter og tegne fantasivæsner og eventyrlige landskaber. Det var ikke bare leg, det var… Jeg ved ikke. En måde at udtrykke mig på. At bygge min egen verden. Og det med at bygge, det var stadig en ting. Bare ikke med de der store, klodsede LEGO-klodser mere. Nu var det mere de små, avancerede sæt, der kunne blive til rumfartøjer eller komplekse robotter. Jeg tror, jeg brugte en hel sommerferie på at bygge et Eiffeltårn af tusindvis af små bitte LEGO-klodser. Det var næsten meditativt.

Og bøger! Åh, de bøger. Jeg slugte dem råt. Husker I den der følelse af at blive suget ind i en anden verden? At glemme alt omkring sig og bare være der, midt i eventyret? Jeg kunne forsvinde i timevis med en god fantasybog. Jeg tror, at jeg læste hele "Ringenes Herre" trilogien tre gange den sommer. Tre gange! Det siger vist lidt om, hvor vigtigt det eskapistiske element var for mig dengang.

Så hvad leger en 11-årig med? Jeg tror ikke, det handler så meget om legetøj, men mere om… engagement. Om at finde noget, der fanger ens fantasi og lader en udforske, skabe og drømme. Om at bygge sin egen verden, om det så er med LEGO, farveblyanter eller ord på en side. Og hey, hvem siger, at man nogensinde skal stoppe med at lege? Jeg leger i hvert fald stadig. Bare på en lidt anden måde. ;)