Hvornår dør Solen?

Hvornår dør Solen? Hold da op, det spørgsmål, det får mig altid til at stoppe op. Det føles så uvirkeligt, ved du? Vores sol, den der varmer os, giver os lys, giver os liv… en dag bare… slukker. Om 7,5 milliarder år, siger de. Syv og en halv milliarder. Kan man overhovedet fatte det?

Jeg tænker tit på det, når jeg sidder ude og ser solnedgangen. De der fantastiske farver, den der rolige, næsten hellige følelse… og så ved man, at det her – alt dette – bare er en lille, lille prik i et ufatteligt langt tidsrum. Hundredvis af millioner af år, hvor den langsomt dør. Langsomt mister sin masse. Som en gammel, kær ven, der langsomt svinder hen. En tanke, der gør mig både fascineret og lidt… sørgmodig. Ja, sørgmodig er det rigtige ord.

Min bedstefar plejede at fortælle historier om stjernerne, når jeg var lille. Han fortalte om deres liv og død, og hvordan de var født af støv og gas. Han sagde, at vores sol er en stjerne, ligesom alle de andre, og at den også har en begyndelse og en ende. Jeg husker, at jeg tænkte: “Men bedstefar, Solen kan da ikke dø!” Men han smilede bare og sagde: “Alt dør, min ven, alt dør.” Han havde ret, selvfølgelig.

Eleven milliarder år, det er alt. Solens levetid. Eleven milliarder år af lys, varme, liv. Og så… ingenting. Et tomt, koldt rum. Det er et vildt perspektiv, ik? Det får én til at føle sig så… ubetydelig, på en måde. Men også… smukt? Ja, måske er det ordet. Fordi vores korte liv, vores små øjeblikke, de bliver jo så meget mere intense, når man ser det i det store, kosmiske perspektiv. Det får én til at værdsætte alt det smukke, det simple, det nære… måske. Eller noget i den stil. Det er bare… vildt at tænke på.