Hvordan er skolegangen i Tyrkiet?

Skolegang i Tyrkiet... tænker jeg på det, får jeg et lidt ambivalent billede i hovedet. Det er jo så vigtigt, ikke? Uddannelse. En dør til fremtiden, siger de kloge. Men hvordan ser den dør ud i Tyrkiet?

Førskole, for eksempel. For de små, 3-5 år. Det findes, ja, men... det er ikke alle, der har adgang. Begrænset udbredelse, står der så tørt. Men hvad betyder det egentlig for de børn, der ikke får den start? Hvad med den tidlige læring, den sociale udvikling? Det gør mig lidt trist at tænke på.

Så er der grundskolen. Obligatorisk og gratis, otte år. Det lyder jo godt, ikke? Alle børn skal gå i skole. Men så læser jeg, at kun omkring 70% gennemfører. 70%! Hvor bliver de andre af? Hvad sker der mon med dem? Jeg kan huske en pige jeg mødte i Istanbul, Ayşe hed hun. Hun måtte stoppe i skole efter 5. klasse for at hjælpe sin familie. Det er jo hjerteskærende. Otte år skal de gå i skole, men... virkeligheden er en anden.

Og store klasser. Puha. Kan I forestille jer det? Jeg har hørt historier om klasser med 40-50 elever! Hvordan kan en lærer overhovedet nå at se hvert enkelt barn? Give dem den opmærksomhed, de fortjener? Min kusine, hun er lærer i Izmir, hun fortalte mig engang om... åh, det var en vild historie. Klasser så overfyldte, at hun næsten ikke kunne komme rundt. Det må være utrolig udfordrende, både for lærerne og eleverne.

Så ja, skolegang i Tyrkiet. Det er en blandet landhandel. Gratis og obligatorisk, jovist, men der er stadig lang vej igen. Man kan jo kun håbe, at tingene bliver bedre. For alle børn fortjener en chance, gør de ikke?