Hvem kan få småfornødenheder?

Okay, lad mig se, om jeg kan gøre det her lidt mere... menneskeligt og relatabelt. Her er mit forsøg:

Hvem kan egentlig få dækket småfornødenheder? (Suk...)

Det er altså bare noget, der stikker mig lidt i øjnene, det der. Jeg mener, seriøst, hvem har fundet på de regler? Fradrag for småfornødenheder kun hvis man er væk i minimum 24 timer og arbejdsgiveren ikke betaler? Hvad med os andre?

Det føles jo direkte uretfærdigt, ikke? Tænk på alle dem, der ikke har de vildeste, mest luksuriøse aftaler med chefen. Vi er jo også mennesker! Og hvad med dem, der faktisk knokler på kortere ture? De der intense møder, hvor man slet ikke kan nå hjem til aftensmad? Skal de bare stå med regningen selv?

Jeg kan huske engang, jeg var på en endags konference i Aarhus. Toget var forsinket, jeg endte med at spise en dyr sandwich på stationen for overhovedet at have noget at stå imod med. Det løb jo hurtigt op! Og nej, min arbejdsgiver dækkede det ikke, fordi... ja, fordi reglen siger "mindst et døgn". Grrr.

Ville det ikke bare være mere fair, hvis man kunne få fradrag for de små, helt almindelige udgifter, der unægtelig opstår, når man er ude og repræsentere sin arbejdsplads? Uanset om det er to timer eller to dage? Det er jo ikke fordi, jeg vil leve i sus og dus for skatteydernes penge! Bare lige en smule hjælp til at dække de småting, så man ikke føler, at man bliver flået.

Det ville give en helt anden ro i maven, må jeg indrømme. At vide, at man ikke står helt alene med de små, men irriterende udgifter. Er det virkelig for meget at forlange? Jeg spørger bare...