Hvorfor angreb Tyskland Polen?

Hvorfor angreb tyskland polen: Lebensraum og 1939

Forstå de historiske baggrunde og geopolitiske motiver bag hvorfor angreb tyskland polen i 1939. Dyk ned i de afgørende hændelser, der udløste Anden Verdenskrig, og opdag de bagvedliggende årsager til denne skæbnesvangre invasion.

Hvorfor angreb Tyskland Polen i 1939?

Spørgsmålet om, hvorfor angreb Tyskland Polen den 1. september 1939, har ikke blot en enkelt forklaring, men bunder i et komplekst samspil af ideologiske, geopolitiske og militære faktorer. Adolf Hitler ønskede at udvide det tyske territorium gennem en aggressiv ekspansionistisk politik, eliminere militære trusler og omstøde de grænser, som var blevet fastlagt efter Første Verdenskrig.

Det var langt fra en impulsiv beslutning. tysklands invasion af polen 1939 var kulminationen på mange års systematisk oprustning og diplomatisk pres, som ultimativt udløste Anden Verdenskrig. Men der er en afgørende brik i puslespillet - en uventet alliance mellem to dødsfjender - som gjorde selve angrebet muligt, og den dykker vi ned i længere nede i artiklen.

Ekspansionistisk politik og kampen om Lebensraum

Kernen i naziregimets udenrigspolitik var begrebet Lebensraum (livsrum), som var forestillingen om, at det tyske folk havde brug for enorme landområder mod øst for at overleve og vokse. Hitler anså erobringen af Polen som et nødvendigt første skridt mod at skabe et selvforsynende tysk imperium.

Når jeg gennemgår de historiske dokumenter fra 1930erne, slår det mig altid, hvor åbenlyst denne plan faktisk blev kommunikeret længe før det første skud lød. Allerede i 1920erne beskrev Hitler sine ambitioner om at udvide grænserne mod øst på bekostning af de slaviske befolkninger. For at realisere dette mobiliserede Tyskland en massiv invasionsstyrke på omkring 1,5 millioner soldater, støttet af 2.750 kampvogne og over 2.300 fly. Det var en overvældende krigsmaskine. Polens hær på knap 1 million mobiliserede mænd stod over for en teknologisk og numerisk overmagt, der hurtigt brød igennem forsvarslinjerne.

Racemæssig ideologi som retfærdiggørelse

Naziregimets ideologi om arisk racemæssig overlegenhed spillede en direkte rolle i beslutningen om at invadere og underlægge sig nabolandet. I den nazistiske verdensopfattelse blev polakker og andre slaviske folk betragtet som underlegne mennesker, der enten skulle fordrives, gøres til slavearbejdere eller udryddes.

Denne tankegang fjernede enhver moralsk eller diplomatisk hæmning hos den tyske ledelse. Invasionen var ikke bare en klassisk grænsekrig om ressourcer - det var en ideologisk tilintetgørelseskrig, hvor civilbefolkningen fra dag et blev et direkte mål. Allerede i løbet af september og oktober 1939 blev omkring 16.000 polske civile henrettet af tyske specialenheder bag fronten.

Strategiske grænser: Den polske korridor og Fristaden Danzig

Et centralt stridspunkt mellem Berlin og Warszawa var de territoriale tab, Tyskland havde lidt ved Versaillestraktaten i 1919. Hitler krævede indlemmelsen af Fristaden Danzig samt en ekstraterritorial transportrute gennem den polske korridor og danzig for at forbinde det tyske hovedland med Østpreussen.

Lad os være ærlige: Geografien på europakortet i mellemkrigstiden var en tikkende bombe. Den polske korridor gav det genopstandne Polen livsvigtig adgang til Østersøen, men skar samtidig Tyskland over i to adskilte dele.

I Fristaden Danzig, der havde en befolkning på omkring 400.000 indbyggere (hvoraf cirka 90 procent var tysktalende), voksede den nazistiske indflydelse hastigt i 1930erne. Da den polske regering nægtede at give efter for Hitlers ultimatum om Danzig, brugte han afvisningen som det officielle påskud for invasionen. Jeg har ofte oplevet, at folk tror, krigen udelukkende handlede om Danzig - men i virkeligheden var byen blot gnisten, mens det egentlige mål var hele Polens udslettelse.

Opgøret med Versaillestraktaten og tidligere anneksioner

Før angrebet på Polen havde Tyskland allerede styrket sine strategiske grænser ved at annektere Østrig og opsluge Tjekkoslovakiet uden militær modstand fra stormagterne. Disse ublodige sejre overbeviste Hitler om, at Storbritannien og Frankrig heller ikke ville gribe ind militært for at redde Polen.

Sjældent har en politisk fejlvurdering haft så katastrofale følger for verdenshistorien. Fordi vestmagterne havde ført en eftergivenhedspolitik (appeasement) under Sudeterkrisen i 1938, antog den tyske ledelse, at deres krigserklæringer blot ville være tomme trusler. Den 3. september 1939 erklærede Storbritannien og Frankrig dog Tyskland krig. Pludselig stod Europa i brand.

Den hemmelige aftale med Sovjetunionen banede vejen

hvorfor startede anden verdenskrig i polen skyldtes i høj grad den afgørende faktor, der fjernede Hitlers sidste tøven før angrebet, nemlig underskrivelsen af Molotov-Ribbentrop-pagten med Sovjetunionen den 23. august 1939. Pagten sikrede Tyskland mod en frygtet tofrontskrig og indeholdt en hemmelig tillægsprotokol om at dele Polen mellem de to stormagter.

Her er den brik i puslespillet, jeg nævnte i begyndelsen. I årevis havde nazismen og kommunismen bekæmpet hinanden som absolutte ideologiske modpoler, og ingen i Europa forventede, at Hitler og Stalin kunne finde sammen. Men kynisk realpolitik trumfede ideologi. Ved at love Sovjetunionen den østlige del af Polen samt indflydelse i de baltiske lande, købte Hitler sig fri ryg til at angribe fra vest. Da Den Røde Hær rykkede ind i det østlige Polen den 17. september 1939 med over 460.000 soldater, var det polske forsvar fuldstændig fanget i en knibtangsmanøvre, som ingen hær kunne modstå.

Tidslinje over optrapningen frem mod invasionen i 1939

For at forstå hvordan krisen eskalerede fra diplomatisk pres til fuldskala krig, er det nyttigt at se på årsager til tysklands angreb på polen gennem de afgørende begivenheder i løbet af 1939. Hvert skridt indsnævrede råderummet for en fredelig løsning og låste parterne fast på kollisionskurs.

De vigtigste milepæle i optrapningen: 1. Marts 1939: Tyskland besætter resten af Tjekkoslovakiet, og Storbritannien samt Frankrig udsteder en sikkerhedsgaranti til Polen. 2. Foråret 1939: Hitler fremsætter formelle krav om Fristaden Danzig og en ekstraterritorial korridor, hvilket Warszawa afviser blankt. 3. 23. august 1939: Tyskland og Sovjetunionen underskriver Molotov-Ribbentrop-pagten og deler Østeuropa i interessesfærer. 4. 31. august 1939: Tyske specialstyrker iscenesætter det falske Gleiwitz-angreb på en tysk radiostation for at skabe et påskud for krig. 5. 1. september 1939: Klokken 04.45 indleder Tyskland angrebet på Polen, og Anden Verdenskrig er en realitet.

Tysklands officielle påskud vs. de reelle strategiske mål

Officielle tyske påskud (Propaganda)

1. Påstande om polske grænsekrænkelser og det iscenesatte Gleiwitz-angreb blev brugt til at hævde, at Tyskland blot skød igen.
2. Overdrevne beretninger om forfølgelse af det tyske mindretal i Polen skulle skabe moralsk forargelse.
3. Fremstillet som et legitimt ønske om at genforene tysktalende borgere i Fristaden Danzig med moderlandet.

Reelle strategiske og ideologiske mål

1. Eliminering af Polen som potentiel militær flanketrussel før et senere opgør mod vest og mod Sovjetunionen.
2. Undertrykkelse og fordrivelse af den polske befolkning i overensstemmelse med nazistisk racelære.
3. Fuldstændig udslettelse af den polske stat og erhvervelse af Lebensraum i Østeuropa.

Diplomaten i Warszawa: Da forhandlingerne brød sammen i august 1939

Henrik, en dansk handelsudsending udstationeret i Warszawa i sommeren 1939, oplevede på nærmeste hold, hvordan stemningen i byen skiftede fra nervøs optimisme til tung panik. Han forsøgte at færdiggøre en større eksportaftale mellem danske maskinfabrikker og polske jernbaner, men alle kontakter i ministerierne var pludselig umulige at få fat på.

Først antog han, at forsinkelserne blot skyldtes sommerferie og almindeligt bureaukrati, så han blev i byen og brugte dagevis på at vente i tomme forkontorer. Da aviserne den 24. august bragte nyheden om den uventede ikke-angrebspagt mellem Berlin og Moskva, gik det op for ham, at krigen var uundgåelig, og hans forretningsprojekt var dødt.

I stedet for at vente på de sidste underskrifter pakkede Henrik sine vigtigste dokumenter og tog et af de sidste civile tog ud af landet mod nordvest, mens mobiliseringsplakaterne blev klistret op på murene. Han måtte efterlade størstedelen af sine ejendele på hotellet i den kvælende augusthede.

Blot få dage senere, den 1. september, faldt de første bomber over Warszawa, og de jernbanelinjer, han havde forhandlet om, blev ødelagt i løbet af den første krigsuge.