Hvad er navnet på et stjernebillede?

Hvad er navnet på et stjernebillede: 88 officielle

At kende hvad er navnet på et stjernebillede gør det lettere at finde rundt på nattehimlen og forstå universets struktur. Læs mere om de officielle konstellationer og deres placering.

Hvad er navnet på et stjernebillede, og hvor mange findes der egentlig?

Hvilke stjernebilleder du kan se, og hvad de hedder, afhænger helt af, hvor på Jorden du står, og hvilken årstid du kigger op. På den nordlige halvkugle er de mest kendte navne Cassiopeia, Store Bjørn, Lille Bjørn, Cepheus og Dragen, mens Sydkorset, Kentauren og Kølen dominerer mod syd.

I alt er himlen officielt inddelt i 88 anerkendte stjernebilleder, som dækker hele himmelkuglen som et gigantisk puslespil. De fleste af disse navne stammer fra oldtidens græske og mesopotamiske mytologier - og de beskriver alt fra dyr til helte og antikke instrumenter. Helt ærligt troede jeg selv i mange år, at Karlsvognen var sit eget stjernebillede. Det er den ikke. Karlsvognen er blot en asterisme (en genkendelig stjerneformation), som udgør en del af det langt større stjernebilleder på den nordlige halvkugle.

Stjernebilleder hele året på den nordlige halvkugle

Hvis du befinder dig i Danmark eller andre steder på den nordlige halvkugle, er der fem markante stjernebilleder, du kan se hele året rundt. Disse kaldes cirkumpolare stjernebilleder og omfatter Cassiopeia, Cepheus, Dragen, Store Bjørn og Lille Bjørn.

Fordi disse fem konstellationer ligger tæt på himlens nordpol, går de aldrig ned under horisonten fra vore breddegrader. Af de 88 officielle stjernebilleder ligger 36 primært på den nordlige himmelhalvkugle, men kun de fem nævnte er synlige hver eneste klare nat året rundt. Det er en kæmpe fordel for begyndere. Når først du har lært at spotte det tydelige W i Cassiopeia eller den velkendte grydeform i Store Bjørn, har du et fast holdepunkt på nattehimlen uanset om det er iskold januar eller lun juli.

De fem nordlige klassikere du altid kan finde

Her er et hurtigt overblik over de fem stjernebilleder, der aldrig forsvinder fra den danske nattehimmel: Store Bjørn (Ursa Major): Himlens tredjestørste stjernebillede, som huser den berømte Karlsvognen og fungerer som det ultimative pejlemærke.

Lille Bjørn (Ursa Minor): Ligner en mindre udgave af Karlsvognen og indeholder Polarstjernen (Nordstjernen) helt ude på halespidsen. Cassiopeia: Utrolig let at genkende på sin skarpe form som et stort W eller M afhængigt af tidspunktet på natten. Cepheus: Ligger lige ved siden af Cassiopeia og ligner mest af alt en simpel børnetegning af et hus med spidst tag. Dragen (Draco): Et langt, snoet stjernebillede der snor sig elegant mellem Store og Lille Bjørn.

Stjernebilleder på den sydlige halvkugle

Rejser du syd for ækvator, skifter nattehimlen fuldstændig karakter, og stjernebilleder på den sydlige halvkugle tager over. Her er det især Sydkorset, Kentauren og Kølen, som kan ses hele året rundt.

Faktisk befinder 52 af de 88 officielle stjernebilleder sig primært på den sydlige himmelhalvkugle, hvilket gør den sydlige nattehimmel ekstra rig på stjernetåger og tætte stjernehobe. Selvom Sydkorset er det mindste af alle 88 stjernebilleder, er det samtidig et af de mest berømte navigationsmærker i verdenshistorien. Jeg husker tydeligt første gang, jeg stod under en kulsort nattehimmel i Australien med nakken bøjet helt bagover. Det føltes næsten desorienterende ikke at kunne finde Nordstjernen, men synet af Kentauren og Kølen der strakte sig hen over Mælkevejen gjorde hurtigt forvirringen til ren begejstring.

Sådan finder du stjernebillederne i praksis uden dyrt udstyr

Du behøver hverken et dyrt teleskop eller en avanceret stjernekikkert for at lære navne på stjernebilleder at kende. Det vigtigste redskab er dine egne øjne, et mørkt sted væk fra byens gadelygter og omkring 20 minutters tålmodighed.

Mange tror, at man skal købe stjernekikkerter til flere tusind kroner for at komme i gang. Det er en klassisk begynderfejl - og jeg faldt selv lige i fælden. Første gang jeg tog ud for at kigge på stjerner en frostklar novemberaften, slæbte jeg en tung kikkert med, som kun gav mig et alt for snævert synsfelt, mens mine fingre blev helt følelsesløse af kulde.

I virkeligheden spænder de fleste stjernebilleder over så stort et område på himlen, at det blotte øje giver det bedste overblik. Men der er en lille detalje ved nattesyn, som næsten alle nybegyndere overser - den afslører jeg lige om lidt.

Trin-for-trin guide til din første stjernekigger-aften

Brug denne enkle fremgangsmåde til at orientere dig på himlen: 1. Find Karlsvognen først: Kig mod nord og lokaliser de syv klare stjerner, der danner vognen i Store Bjørn.

2. Træk en linje til Polarstjernen: Tag de to bagerste stjerner i vognens kasse og forlæng afstanden mellem dem fem gange opad, så rammer du spidsen af Lille Bjørn. 3. Brug en stjernekort-app med rødt lys: Hold telefonen op mod himlen for at bekræfte de navne på stjernebilleder, du kigger på. 4. Giv øjnene ro i mørket: Lad være med at kigge på hvide skærme, så dine pupiller kan udvide sig maksimalt.

Her er den afgørende detalje om nattesyn, jeg nævnte tidligere: Det tager dine øjne op mod 20 til 30 minutter at opbygge fuldt mørkesyn, og blot et enkelt glimt på en almindelig lys mobilskærm nulstiller processen på få sekunder. Skru derfor helt ned for lysstyrken eller brug nattilstand med rødt filter, hvis du tjekker digitale stjernekort undervejs.

Sammenligning: Nordlige vs. Sydlige cirkumpolare stjernebilleder

Nordlige halvkugle (f.eks. Cassiopeia og Store Bjørn)

1. Tydelige geometriske mønstre som W-formen i Cassiopeia og gryden i Store Bjørn.
2. Polarstjernen i Lille Bjørn, som står næsten helt stille stik nord.
3. 5 cirkumpolare stjernebilleder (Cassiopeia, Cepheus, Dragen, Store Bjørn, Lille Bjørn) ses hele året.

Sydlige halvkugle (f.eks. Sydkorset og Kentauren)

1. Kompakte, lysstærke formationer tæt på det tætteste bånd af Mælkevejen.
2. Sydkorset (Crux), der bruges til at udpege den sydlige himmelpol.
3. Primært Sydkorset, Kentauren og Kølen dominerer året rundt på den sydlige himmel.

Mads og kampen mod byens lysforurening i Aarhus

Mads, en 34-årig folkeskolelærer fra Aarhus, ville lære sin datter om stjernebilleder på den nordlige halvkugle. Han stillede sig ud på altanen midt i byen en klar aften, men blev hurtigt frustreret over, at han næsten ingen stjerner kunne se.

Han prøvede at bruge en stjernekort-app på sin telefon for at tvinge øjnene til at finde Dragen og Cepheus. Det skarpe lys fra skærmen ødelagde dog hans nattesyn fuldstændigt, og efter tyve minutter gav de op i kulden.

Weekenden efter kørte de ti kilometer ud til Mols Bjerge væk fra gadelamperne og aktiverede rødt nattelys på telefonen. Efter et kvarter i mørket dukkede både Cassiopeia og hele Store Bjørn pludselig knivskarpt frem.

På under en time lærte de at udpege fire forskellige stjernebilleder uden kikkert, og stjernekiggeri blev hurtigt deres faste vintertradition.