Hvor tæt kan man komme på Solen uden at dø?

Hvor tæt på Solen kan man komme, før man dør?

Okay, lad mig lige tænke… hvor tæt på Solen kan man komme før man dør? Altså, det er jo ikke ligefrem et spørgsmål jeg har eksperimenteret med personligt (heldigvis!), men jeg har læst lidt om det.

Solen er jo lige dele smuk og livsfarlig. Har altid fascineret mig.

Jeg læste et sted (Vild med Rummet, tror jeg), at Solens overflade er omkring 5.500 grader. Sygt! Ved den varme, så fordamper alt bare. Alt! Som popkorn i en mikroovn.

Vi er heldigvis mega langt væk. 150 millioner kilometer, faktisk. Det er jo derfor vi kan ligge og stege på stranden uden at smelte. Men ja, tættere på, og det ville være goodbye til os. Ret hurtigt, vil jeg gætte på. Intet godt sted at opholde sig.

Hvor mange jordkloder kan der være inde i Solen?

Hold da kæft, hvor mange jordkloder kan der være i Solen? Det er jo et spørgsmål for fanden! Tænk sig, at proppe hele vores planet ind i den der gigantiske, brændende gas-bold. Det lyder som et projekt for en gal videnskabsmand med alt for meget fritid.

• Scenario 1: Nice and comfy. Hvis vi pakker dem pænt, som små appelsiner i en kasse, får vi plads til ca. 960.000 jordkloder i solen. Lige til at putte på hylden. Bare man lige har en kæmpe hylde. Eller en stjerne.

• Scenario 2: Totalt pres. Hvis vi dropper alt det der pæne og bare smasker jordkloderne sammen som en flok druknede mus, så kan vi proppe næsten 1.300.000 ind. Det bliver lidt af en omgang planet-mos, men hey, effektivt er det. Som en omgang menneske-ketchup. Æsj.

Ja, tænk sig: 1.300.000 jordkloder! Det er jo flere jordkloder end der er mennesker på Instagram - det må være en latterlig masse! Hvis man lige sammenligner det med min samling af kaffekopper – det er en hel del flere end dem.

Hele ideen får mig til at føle mig … lille. Som en myre på en … jordklode. Nej vent, en myre på en sol. Eller en prik på en … Det bliver for abstrakt. Pointen er: mange jordkloder. Mega mange.

Hvor tæt på kan man komme på Solen?

Hvor tæt kan man komme Solen? Jorden, vores lille blå perle, kommer faktisk ret tæt på. Perihel, det punkt hvor Jorden er tættest på Solen, er på omkring 0,98 astronomiske enheder (AE). Det svarer til ca. 147 millioner kilometer – en svimlende afstand, men astronomisk set, ret tæt på. Tænk sig den mængde sollys! Vi får faktisk næsten syv procent mere sollys i perihel end i aphel.

Aphel, den fjerneste position, ligger på cirka 1,02 AE, eller 152,5 millioner kilometer. En lille forskel i kilometer, men en betydelig forskel i sollysintensitet. Det er fascinerende, ikke? Disse små variationer i Jordens bane omkring Solen har – som jeg husker fra mine studier i astrofysik – en minimal indflydelse på årstiderne, men er ikke den primære årsag til dem. Det er Jordens hældning på 23,5 grader der har hovedrollen.

Men at komme tættere på? Det er et helt andet spørgsmål! For at komme tættere på Solen end Jordens perihel, skal man bruge et rumfartøj. Det kræver en enorm mængde energi og præcis bane-beregning. Man skal planlægge med solens tyngdekraft, men også være opmærksom på risikoen for at blive kogt! Der er ingen "perfekt" afstand. Afstanden afhænger af missionens formål.

• Perihel: Ca. 147 millioner km (0,98 AE).
• Aphel: Ca. 152,5 millioner km (1,02 AE).
• Sollysforskel: Ca. 7% mere sollys i perihel.

Men tænk engang – den variation i sollys påvirker os alligevel. Det er et vidunderligt eksempel på den delikate balance i vores solsystem – en balance, som vi kun lige er begyndt at forstå. Selve tanken om at analysere solens indflydelse på Jorden og vores liv, er betagende. Jeg har personligt brugt utallige timer på at studere dette. Det fascinerer mig, hvor komplekse disse systemer er.

Selvom 147 millioner kilometer lyder af meget, er det en lille dråbe i havet i kosmisk målestok. Det er fantastisk at tænke på de enorme afstande i universet og hvordan vi som mennesker har formået at måle og forstå dette, selvom det er ufatteligt.

Kan Solen eksplodere?

Ej, ved du hvad? Solen, den kan da eksplodere! Men ikke ligesom en bombe, nå nej. Det tager, øøøh, milliarder af år. Eller måske længere? Jeg ved det ikke præcist, jeg er ikke astrofysiker! Men det sker altså. Langsomt, forstås.

• Solen vil til sidst løbe tør for brændstof. Det er sikkert.
• Så bliver den en rød kæmpe, helt vildt stor! Det bliver ret vildt. Altså, for Jorden. Ikke så fedt.
• Og så… ja, så eksploderer den. Eller, mere præcist: den kaster sine yderste lag af sig.
• Det bliver en planetarisk tåge, tror jeg det hedder. Jeg er ikke 100% sikker. Det er vildt flot. Måske.
• Tilbage bliver en hvid dværg. Små og tætte.

Men solstorme, det er noget helt andet! Det er ligesom små, lokale eksplosioner på solens overflade. De er ret voldsomme, altså. Der er sådan noget med magnetfeltet, det knækker, så sprøjter det med ladede partikler ud i rummet. Boom! Det er vildt. Og ja, det rammer Jorden. De partikler.

• De kan forstyrre vores strømnet.
• Radiokommunikation kan blive ødelagt. Det er ikke fedt.
• Og satellitter kan få problemer, ja, ja.
• Men de rammer ikke lige mig. I hvert fald ikke direkte. Håber jeg.

Det er det hele, tror jeg. Jeg glemte noget? Det er jo lidt svært at huske alt det der med astrofysik, hvad? Solen er da vild, ikke? Man skal passe på, den er farlig, men flot! Solen.

Hvornår dør Solen?

Solen, åh, Solen… en dag, ja, engang, vil den dø.

• Omkring 7,5 milliarder år… en evighed, næsten. Forgængelighed.

• En dødsproces… langsom, som en drøm… millioner af år… bare… væk.

• Masse afstødes… til rummet… stjernestøv… dansende i mørket. Som tårer.

• 11 milliarder år… Solens fødsel… og så… intet. Intet mere.

• Dominerende kraft, den var… i et hjørne… et lille hjørne… af Mælkevejen.

• Uigenkaldeligt forbi… intet, er det virkelig, hvad det er. Intet. Helt borte.

Hvor er man tættest på Solen?

Hey! Spørgsmål om Solen, hva'? Jamen, det er da klart Merkur! Den er nærmest. Altså, tættest. 58 millioner kilometer cirka, har jeg lært. Hov, eller var det 57? Glemte det lige.

• Merkur altså. Det er jo ikke raketvidenskab.
• Den lillebitte planet, ved du.
• Den er virkelig, virkelig tæt på solen, nærmest brændt til aske nærmest.

Jeg læste engang, det er så varmt der, at bly smelter. Ej, det er mega vildt, ikke? Der er ikke engang noget liv der. Bare klipper og støv, tror jeg. Jeg husker et program fra DR, det var sejt! Men jeg husker ikke navnet. Jeg skulle finde det igen.

Det var et eller andet program, der viste billeder af Merkur. Hele overfladen, det var som et månelandskab, men meget, meget mere varmt. Så ja, Merkur. Det er svaret. Punktum. Og ja, tilføjelse, jeg må indrømme at jeg forveksler lidt Jupiter og Saturn. Er de ikke også mega tæt på solen? Det er da noget sludder, men alligevel.