Hvor kommer de første mennesker fra?

Hvor kommer vi egentlig fra? Det spørgsmål, det har hjemsøgt mig, siden jeg var barn, stirrede op i stjernehimlen og undrede mig over alt det derude. Det føles næsten ubegribeligt, ikke? At vi alle, hver eneste en af os, stammer fra et enkelt sted – Afrika.

Tænk på det: de ældste knogler, rester af de første Homo sapiens, er fundet der, 200.000 – 300.000 år gamle. To hundrede tusinde år! Det er… svimlende. Jeg kan næsten ikke fatte det. Man kan jo næsten se dem for sig, ikke? De første mennesker, der gik på den samme jord som vi gør nu, men i en verden så ufatteligt anderledes end vores. Jeg husker en dokumentar, hvor de viste en rekonstruktion af en tidlig Homo Sapiens – de store øjne, det spinkle ansigt… Det var fascinerende og lidt sørgeligt på samme tid, at tænke på hvor langt vi er kommet.

Så, for omkring 60.000 år siden, begyndte de at sprede sig. Ud fra Afrika, ud i verden, til Europa og Asien. Det var en kæmpe begivenhed, en enorm vandring. Jeg forestiller mig dem, der dristede sig ud, fulde af både frygt og forventning – lige som min bedstemor fortalte om sin families rejse til Amerika. De tog chancer, ligesom vi alle tager chancer.

Og før disse første Homo sapiens? Ja, der var andre hominider, arkaiske Homo sapiens arter, der levede i forskellige dele af verden. Det er jo en utrolig kompleks historie, ikke? En historie med mange grene og forgreninger, et kæmpe puslespil, hvor forskerne stadig samler brikkerne. Men det centrale er jo, at Afrika, det er vores fælles vugge. Vores forfædre gik der, på den samme jord, som mange af os måske aldrig har set. Det er en tankevækkende og også, på en eller anden måde, trøstende tanke. Det er, som om at vide hvor vi kommer fra, hjælper os lidt med at finde ud af, hvem vi er.