Hvilket land opfandt brunede kartofler?

Hvilket land opfandt brunede kartofler? Hmm, det spørgsmål – det er jo næsten et helligt spørgsmål, ikke? For mig er det som at spørge, hvilket land opfandt kærlighed. Det giver jo ingen mening!

Åh, brunede kartofler! Bare tanken får min mund til at løbe i vand, seriøst. Jeg kan næsten smage den søde, karamelliserede smag, den der sprøde, næsten knasende overflade der giver sig med et lille knæk… og så den bløde, luftige midte… Det er nærmest et mirakel, en kulinarisk helligdom, hvis du spørger mig.

Min bedstemor – gud hvor jeg savner hende – hun lavede de allerbedste. Jeg husker tydeligt, hvordan køkkenet duftede den juleaften, hvor jeg var måske otte år gammel. Det var en blanding af grannåle, gløgg og den ubeskrivelige, himmelske duft af brunede kartofler. Ja, der var selvfølgelig også and og flæskesteg, men de brunede kartofler – de var højdepunktet. Jeg snød nærmest min far og spiste en hel del af dem, før der overhovedet var blevet delt mad ud! Skyld på et barnligt overskud af begejstring, haha.

At de er en dansk opfindelse – ja, det gør dem jo bare endnu mere specielle, ikke? En national skat, en kulinarisk stolthed… Jeg kan slet ikke forestille mig en jul uden dem. Det ville være som… som jul uden sne! Eller juletræ! Det giver slet ingen mening. Er der nogen derude, der faktisk kan forestille sig jul uden brunede kartofler? Fortæl mig det, og jeg lover at sende dig en kæmpe portion! (Selvfølgelig først når jeg selv har fået min del… prioriteringer, du ved.) Det er næsten synd at dele dem, men det er jo det, der gør juleaften så dejlig, ikke? At man deler glæden, og i dette tilfælde – den himmelske smag af brunede kartofler.