Hvorfor trives unge ikke i skolen?

Skole… hvorfor er det bare så svært for nogle af os? Jeg husker tydeligt den klump i maven hver morgen, den stikkende fornemmelse af at være… forkert. Som om jeg ikke passede ind. Det er jo præcis det, teksten her siger – mange unge trives ikke, fordi de føler sig isolerede, ensomme. Og hvem kan koncentrere sig om ligninger eller kommaregler, når man føler sig sådan?

Det med det negative selvbillede, det rammer lige i hjertet. Jeg kan huske, hvordan en dum kommentar fra en klassekammerat kunne ødelægge hele min dag. En enkelt sætning, og så kørte tankemylderet: "Er jeg virkelig så dum? Så uinteressant?" Det er som om, man bare suger al den negative energi til sig. Internaliserer det, som de kloge siger. Mobning, det samme. Et blik, et hvisk, og så føler man sig bare… lille. Utilstrækkelig.

Jeg havde en veninde engang, – hun var super dygtig til matematik, men hun turde aldrig række hånden op i timen. Bange for at svare forkert. Bange for hvad de andre ville tænke. Er det ikke bare sindssygt? At frygten for at være "forkert" kan lamme én så meget?

Og ja, det der med social integration… det er jo nøglen til det hele, ikke? Jeg mener, hvis man føler sig som en del af et fællesskab, hvis man har venner, nogen man kan snakke med, grine med… så kan man jo bedre klare alt det andet. Det er da logisk! Så ja, skolerne… de skal fokusere på at skabe inkluderende fællesskaber. Det er ikke bare noget "pædagogisk fis". Det er afgørende. For ellers… ja, så ender man som jeg gjorde – med en klump i maven og en følelse af ikke at høre til. Og hvem har brug for det?