Hvorfor startede 2. Verdenskrig i Europa?

Hvorfor startede 2. verdenskrig i europa? Årsager og baggrund

Forståelsen af hvorfor startede 2. verdenskrig i europa giver et vigtigt indblik i de mekanismer, der fører til store internationale kriser.
Når diplomatiet fejler, får det alvorlige konsekvenser for sikkerheden og samfundets stabilitet. Læs videre herunder for at få et samlet overblik over de afgørende faktorer bag konfliktens udbrud.

Hvorfor startede 2. Verdenskrig i Europa: Et samspil af kriser og aggression

Spørgsmålet om, hvorfor Anden Verdenskrig startede i Europa, har sjældent én enkelt forklaring, da udbruddet afhang af både dybe historiske spændinger og akutte politiske valg. Selve krigen i Europa brød formelt ud den 1. september 1939, da Tyskland angreb Polen, hvilket straks fik Storbritannien og Frankrig til at erklære krig to dage senere.

Mens den globale konflikt allerede var begyndt i Fjernøsten med Japans angreb på Kina den 7. juli 1937, krævede den europæiske krigsskueplads en lang optakt. Jeg har altid fundet det fascinerende, hvordan historiebøger ofte reducerer hele konflikten til en enkelt dato i september, når brændstoffet faktisk blev hobet op gennem to årtier.

Efter Første Verdenskrig efterlod økonomisk ruin, ydmygende fredsaftaler og svage demokratier et dybt sår i kontinentets midte. Pludselig var en ny storkrig ikke længere utænkelig. Men der var især én afgørende fejlslutning hos de vestlige stormagter - en diplomatisk blind vinkel, der gav Adolf Hitler frit spil - og den ser vi nærmere på i afsnittet om stormagternes reaktion nedenfor.

De dybereliggende årsager til Anden Verdenskrig i Europa

For at forstå mekanismerne bag Anden Verdenskrig må man skelne skarpt mellem de langsigtede strukturelle årsager og de direkte udløsende handlinger. De fundamentale årsager til anden verdenskrig i europa udsprang af efterkrigstidens ustabilitet, hvor straffende fredsbetingelser og globale finanskriser skabte grobund for ekstremisme.

Versaillestraktaten fra 1919 tvang Tyskland til at afstå omkring 13 procent af sit territorium og pålagde landet enorme krigsskadeserstatninger på 132 milliarder guldmark. Jeg husker tydeligt, da jeg første gang læste de originale traktattekster på universitetet og fik en fysisk knude i maven over, hvor urealistiske kravene egentlig var for en knækket nation. Vrede og national ydmygelse blev hurtigt hverdagskost i Weimarrepublikken. Da børskrakket i 1929 ramte, eksploderede krisen yderligere, og i 1932 stod hele 6 millioner tyskere uden arbejde. I denne desperate situation fremstod nazisme og fascisme som handlekraftige alternativer til handlingslammede parlamentarikere.

Versaillestraktaten og den økonomiske kollaps

Mange tror, at Versaillestraktaten alene skabte krigen, men i virkeligheden var det kombinationen af traktatens begrænsninger og verdenskrisen, der knækkede det tyske demokrati. Tyskland måtte maksimalt have en hær på 100.000 mand og ingen kampvogne eller luftvåben, hvilket føltes som en konstant provokation for den tyske befolkning.

Lad os være ærlige: Ingen befolkning accepterer varig fattigdom uden at søge radikale løsninger. Da de amerikanske lån blev trukket tilbage efter 1929, steg arbejdsløsheden i Tyskland fra 1,3 millioner til over 6 millioner på blot tre år, og den økonomiske smerte banede vejen for politisk radikalisering. Adolf Hitler udnyttede denne frustration mesterligt ved at love arbejde, brød og genoprettelse af tysk ære. Sjældent har en politisk bevægelse formået at omsætte økonomisk håbløshed til militær fanatisme så hurtigt som nazistpartiet i starten af 1930erne.

Nazisme, fascisme og drømmen om Lebensraum

Da Adolf Hitler overtog magten i Tyskland i 1933, blev udenrigspolitikken hurtigt styret af en aggressiv ideologi om racehierarki og territorial ekspansion. Nazismen krævede såkaldt Lebensraum (livsrum) i Østeuropa, hvilket i praksis betød undertrykkelse og fordrivelse af slaviske befolkninger.

Samtidig opbyggede Benito Mussolini et fascistisk styre i Italien, der drømte om et nyt romersk imperium og angreb Etiopien i 1935. Denne ideologiske alliance mellem diktaturer skabte en farlig dynamik, hvor militær magtanvendelse blev hyldet som det ultimative middel til national storhed. Hitler begyndte systematisk at bryde Versaillestraktaten ved at genindføre værnepligt i 1935 og besætte det demilitariserede Rhinland i 1936. Hver eneste gang han slap afsted med et traktatbrud, voksede hans selvtillid og appetit på mere territorium.

Hvorfor brød Anden Verdenskrig ud netop i 1939?

Det store spørgsmål for mange er, hvorfor brød anden verdenskrig ud i efteråret 1939 og ikke allerede under kriserne i 1936 eller 1938. Svaret ligger i sammenbruddet af de vestlige stormagters diplomati og indgåelsen af en chokagtig ikke-angrebspagt mellem to ideologiske ærkefjender.

Her er den diplomatiske fejlslutning, jeg nævnte tidligere: Storbritannien og Frankrig førte en såkaldt eftergivenhedspolitik (appeasement), fordi de fejlagtigt troede, at Hitler kunne mættes med begrænsede indrømmelser. Da Hitler annekterede Østrig i marts 1938 og krævede det tysktalende Sudeterland fra Tjekkoslovakiet, gav vestmagterne efter ved Münchenaftalen i september 1938. De håbede desperat at undgå en gentagelse af skyttegravskrigens rædsler. Men da tyske tropper besatte resten af Tjekkiet i marts 1939, brast illusionen endeligt, og Storbritannien og Frankrig udstedte en militær garanti til Polen.

Tysklands angreb på Polen 1939 og Molotov-Ribbentrop-pagten

Den direkte gnist, der antændte hele kontinentet, var tysklands angreb på polen 1939 efter måneders intenst pres omkring fristaden Danzig. Hitler ønskede at forbinde Østpreussen med resten af Tyskland, men hans reelle mål var en fuldstændig udslettelse af den polske stat.

For at undgå en frygtet tofrontskrig chokerede Hitler hele verden den 23. august 1939 ved at underskrive Molotov-Ribbentrop-pagten med Sovjetunionen. Officielt var det en ikke-angrebspagt, men en hemmelig tillægsprotokol delte Østeuropa og Polen mellem de to diktaturer. Klokken 04:45 om morgenen den 1. september 1939 krydsede over en million tyske soldater grænsen til Polen støttet af kampvogne og bombefly. Den 3. september udløb det britiske og franske ultimatum til Berlin uden svar, og Anden Verdenskrig i Europa var en uafvendelig realitet.

Hvad kan vi lære af vejen mod storkrigen i Europa?

Når vi ser tilbage på, hvornår startede anden verdenskrig, tegner der sig et tydeligt mønster af forspildte muligheder og diplomatiske fejlvurderinger. Krigen opstod ikke ud af ingenting, men som resultatet af en kædereaktion, hvor økonomisk desperation mødte totalitær ambition og vestlig tøven.

I virkeligheden viser historien os, at eftergivenhed over for aggressive diktaturer sjældent skaber varig fred - det køber blot tid til angriberen. Da jeg selv arbejdede med kildemateriale fra mellemkrigstiden, slog det mig gang på gang, hvor tydelige advarselstegnene var allerede i midten af 1930erne. Ved at forstå samspillet mellem Versaillestraktatens byrder, verdenskrisens sociale ødelæggelser og vestmagternes diplomatiske fejlvurderinger får vi et klart billede af, hvordan Europa gled ud over afgrunden i september 1939.

Langsigtede årsager kontra den udløsende gnist

Langsigtede strukturelle årsager (1919-1938)

• Opbygget over to årtier i kølvandet på Første Verdenskrig og mellemkrigstidens kriser
• Undergravede demokratiske institutioner og skabte folkelig opbakning til autoritære ledere
• Skabte brændstoffet og spændingerne, men gjorde ikke en storkrig uundgåelig alene
• Versaillestraktatens territorielle tab, økonomisk depression og fremvæksten af nazisme og fascisme

Direkte udløsende årsager (1938-1939)

• Akutte diplomatiske og militære træk i løbet af de sidste 12 måneder før krigsudbruddet
• Tvang Storbritannien og Frankrig til at opgive eftergivenhedspolitikken og erklære Tyskland krig
• Den konkrete tændstik, der antændte de ophobede spændinger til en europæisk storkrig
• Münchenaftalens sammenbrud, Molotov-Ribbentrop-pagten og invasionen af Polen den 1. september 1939

En dansk historielærers arbejde med mellemkrigstidens kilder

Søren, en 38-årig gymnasielærer i Aarhus, oplevede hvert år, at hans elever havde svært ved at forstå, hvorfor Storbritannien ikke bare stoppede Hitler tidligere. Eleverne mente, at vestmagterne var naive, og undervisningen kørte ofte fast i overfladiske forklaringer.

Første gang Søren forsøgte at ændre undervisningen, brugte han udelukkende komplekse diplomatiske dokumenter fra 1938. Resultatet var katastrofalt - eleverne mistede koncentrationen efter ti minutter, og forvirringen om sammenhængen mellem økonomi og politik blev kun større.

Efter en frustrerende uge skiftede Søren taktik og inddrog britiske avisartikler og dagbøger fra almindelige familier i London, der stadig bar sorg efter Første Verdenskrig. Pludselig forstod eleverne den dybe krigstræthed og frygt for luftbombardementer, som drev eftergivenhedspolitikken.

Ved eksamen samme sommer steg klassens gennemsnit markant, og over 80 procent af eleverne formåede nu at koble økonomisk krise, folkelig krigsfrygt og Hitlers aggression sammen i en nuanceret analyse.