Hvorfor skal man have karakterer?

Hvorfor i alverden skal man egentlig have karakterer? Det spørgsmål har jeg selv tumlet med mange gange. Jeg husker tydeligt dengang i 7. klasse, hvor jeg fik en firer i matematik – en flot karakter, burde jeg have været glad, ikke? Men jeg huskede mest den kvalmende følelse i maven, den usikkerhed, der klamrede sig til mig som en uvenlig skygge. Hvad nu hvis jeg ikke kunne leve op til den forventning næste gang?

Karakterer, de er jo ligesom et termometer for, hvor godt man klarer sig, ikke? Men et termometer, der kun måler en lille del af det hele. En firer i matematik fortæller ikke om min iver efter at forstå Pythagoras’ læresætning, min fascination af den elegante enkelhed i geometrien, eller den kæmpe indsats, jeg lagde i at mestre de svære opgaver. Nej, det fortæller bare, at jeg – på en given dag – scorede en firer. Og det er jo lidt fladt, ikke?

Men okay, der er også en anden side af sagen. For nogle – og jeg tror, det var tilfældet for mange af mine kammerater – fungerede karakterer som en kæmpe motivation. En syver i dansk, det var som en lille triumf, en bekræftelse på, at man kunne. Pludselig følte man sig sej, dygtig, man fik tro på sig selv og sin evne til at lære. Det er vel også en slags feedback, ikke? En slags “High five!” fra lærerens side, selvom det er pakket ind i et lidt koldt, formelt tal.

Jeg tror, at de fungerer lidt som en slags målestok – om end en ufuldkommen en af slagsen. Det er lidt som at veje sig selv hver morgen. Man kan blive demotiveret af det lave tal, men samtidigt kan man bruge det til at se en tendens. Går det opad eller nedad? Mest motiverende, tror jeg, er det, når man kan se en positiv udvikling. Ja, det er vel det, der er meningen – at få et billede af sin egen udvikling, selvom det måske ikke altid er et perfekt billede. Men skal det virkelig være et tal, der definerer en, helt ned til sidste decimal? Hmm… måske ikke.