Hvilke typer pædagogik findes der?

Hvilke typer pædagogik findes der? Få overblik over pædagogiske retninger!

Okay, så du vil have min mening om pædagogik, right? Personligt har jeg mest snuset til det i min datters børnehave, sådan lidt på sidelinjen. Men jeg har da en ide om hvad der rør sig.

Der er jo dagtilbudspædagogik, sådan med leg og læring for de helt små. Min datter elskede (og ELSKER) at klistre, male og bare være kreativ. Måske derfor jeg er så glad for kunst.

Så er der skole- og fritidspædagogikken – den har jeg lidt mere kendskab til, fra den lokale fritidsklub. De gør et kæmpe arbejde for ungerne.

Og sidst men ikke mindst, social- og specialpædagogik. Den del er jeg ikke så skarp på, men ved da, det handler om at hjælpe dem, der har brug for en ekstra hånd. Respekt for det arbejde!

Hvad er struktur pædagogik?

Okay, strukturpædagogik... Hvad var det nu lige? Ah ja, noget med struktur og børn. Min søster brugte det vist til min nevø!

• Visuel dagsstruktur: Forestil dig et skema, hvor barnet selv kan se, hvad dagen bringer. Billeder eller symboler, så de ved, hvad der skal ske. Kan de lide ideen? Fint! Det skal nemlig give dem en følelse af kontrol. Er det ikke rart?

• Faste rutiner: Total rutine! Morgenmad, leg, lur - altid i samme rækkefølge. Lige meget hvem der er der. Det giver tryghed, ik'? Hmm, tryghed... Lidt ligesom min yndlings kaffekop. Ja ja den der blå du ved!

Hvorfor er det nu vigtigt? Jeg tror det er fordi at det hjælper dem med at forstår hvad de skal. Ja eller det hjælper dem med at kunne regne med deres dag! Og det er jo ikke så tosset endda!

Er det virkelig bare det?

Hvad er teacch pædagogik?

TEACCH, eller Treatment and Education of Autistic and related Communication handicapped CHildren, er en pædagogisk metode specielt designet til at hjælpe personer på autismespektret. Hele pointen er at skabe en mere forudsigelig og struktureret verden for dem. Tænk på det som at give dem et kort over deres hverdag – et kort som de kan forholde sig til.

Det er ret genialt, faktisk. Man bruger visuelle redskaber i et omfang man næsten ikke tror. Tavler, billeder, skemaer, farvekoder – det hele er med til at skabe en forståelig og forudsigelig dagligdag. Det er jo ret nemt at blive overvældet, når man har autisme, så TEACCH hjælper med at nedbringe den overvældende følelse. Jeg har en veninde hvis søn bruger TEACCH-metoder i skolen, og hun siger det har hjulpet ham enormt.

• Visuelle hjælpemidler: Billeder, symboler, skemaer, farvekoder, ja, alt er en del af kommunikation.
• Struktur og rutiner: Fastlagte skemaer, faste pladser, samme rutine hver dag - det skaber tryghed og forudsigelighed.
• Individuelle tilpasninger: TEACCH tilpasses den enkelte elevs behov og læringsstil, der er ingen "one-size-fits-all". Det er netop det der gør det så effektivt.
  • Min venindes søn har f.eks. et specielt skema med billeder af hans daglige aktiviteter, og det reducerer stress før skolestaften.
• Reduktion af stress: Færre overraskelser, mere kontrol, mere ro – mindre stress og dermed bedre evne til at koncentrere sig og lære.

Det handler dybest set om at forstå, at en verden med uforudsigelige elementer kan være utrolig svær at navigere i, hvis man er på autismespektret. TEACCH hjælper med at forenkle denne kompleksitet og giver den enkelte mere kontrol over sin egen hverdag – og det er fantastisk. Det er som om at give dem en nøgle til selv at bestemme over deres verden, til at forstå deres omgivelser på en måde som passer til dem. Det er befriende. Jeg har også læst, at mange TEACCH-programmer inkorporerer visuelle tidsplaner og arbejdsområder designet til at fremme uafhængighed. Det er simpelthen skønt at se, at man arbejder så målrettet med at skabe optimale læringsmiljøer.

Det er vigtigt at huske at dette ikke er en mirakelkur, men en metode der kan give massive forbedringer for mange. Det kræver engagement, fleksibilitet og en dyb forståelse af den enkelte person. Men det er i bund og grund en vidunderlig pædagogisk tilgang.

Hvad er definitionen på pædagogik?

Okay, lad os få det her pædagogik-halløj på plads – på en måde, så selv din gamle moster Gerda forstår det (og måske griner lidt undervejs).

Pædagogik, ja, det er jo ikke bare at lege "far, mor og børn" i børnehaven. Det er sgu mere som at være en slags hjerne-gartner for ungerne (og voksne, for den sags skyld). Det handler om:

• Mål: Hvad fanden vil vi egentlig opnå? Skal de lære at læse, eller bare ikke spise lim?
• Midler: Hvilke tricks har vi i ærmet? Sang, leg, tvang (nej, ej!).
• Sammenhænge: Hvorfor gør vi, som vi gør? Hænger det overhovedet sammen med virkeligheden, eller er det bare fordi, der står sådan i en støvet bog?
• Forhindringer: Hvad spænder ben? Er det en træt mor, en dum skoleleder, eller bare det faktum, at børn er pisseirriterende nogle gange? Det er nemlig hele tiden som en kat der jagter sin egen hale, forstås?
• Værdier, viden og kunnen: Altså, det dér med at blive et ordentligt menneske, der kan noget og ved noget. Det er jo ikke bare at fylde dem med ligegyldige fakta. Det er sgu ligesom at lære dem at cykle uden at falde på snuden – flere gange.

Og det hele skal jo helst føre til, at folk udvikler sig – ikke kun i hjernen, men også i hjertet (hvis de altså har sådan et). Pædagogik er nemlig en slags "livets GPS", der hjælper os med at navigere gennem alle de mærkelige ting, der sker, ligesom når du prøver at samle et IKEA-møbel uden manual.

Hvilke slags pædagoger findes der?

Det er sent. Tankerne farer rundt, som små, rastløse fugle i mit hoved. Pædagog... ordet klinger lidt hult i nattemørket. Uddannelsen... den var lang. Tre veje åbnede sig, tre stier jeg kunne følge.

• Dagtilbudspædagogik: Det var den første, den mest umiddelbare. Børnehaven. De små, sarte hænder. De store, spørgende øjne. Jeg husker den duft af lim og maling, den evigt-klingende lyden af børnestemmer. Det var et valg, jeg overvejede længe. Det var... intenst.

• Skole- og fritidspædagogik: Eftermiddagssolen gennem vinduerne i klublokalet. De lidt ældre børn. Mere selvkørende, mere... komplekse. Mindre umiddelbar kontakt end i daginstitutionen, men på en anden måde, mere...givende? Jeg var delt. Jeg følte mig tiltrukket af både dagtilbud og skole- og fritidspædagogik. Jeg kunne ikke helt vælge, da jeg startede.

• Social- og specialpædagogik: Den tredje vej. Den sværeste, mest krævende. Børn med særlige behov. Et ansvar, man ikke bare kan tage let på. Det var et ansvar, der føltes tungt på mine skuldre. Den intense følelse af at skulle gøre en forskel, for et barn der har ekstra brug for det. Det var også et valg, jeg måtte overveje grundigt.

Jeg valgte til sidst at gå dagtilbudspædagogik-vejen. Der var noget i det der var naturligt. I børnehavens trygge, farvestrålende omgivelser. Men... jeg tænker stadig på de andre muligheder. På de andre veje. På de børn, der måske har brug for en ekstra hånd. Jeg savner nogle gange, at jeg valgte anderledes. Jeg ved ikke hvorfor. Det er bare sådan, det er. Nu ligger jeg her og tænker over det. Igen.