Hvor mange universet er der?

Hvor mange universer findes der? Det kendte mod multiverset

Spørgsmålet om, hvor mange universer findes der, fascinerer både astronomer og stjernekiggere. At forstå kosmos beskytter mod misforståelser om rummet og udvider den videnskabelige horisont. Udforsk de kosmiske teorier bag uendelige verdener for at få indsigt i fysikkens største gåder.

Hvor mange universer findes der overhovedet?

Spørgsmålet om, hvor mange universer der findes, har et todelt svar: Vi ved med sikkerhed, at der findes nøjagtig et observerbart univers, men avancerede kosmiske teorier peger på, at antallet af hypotetiske paralleluniverser kan være uendeligt. Svaret afhænger helt af, om vi taler om de fysiske kosmiske grænser, vi kan måle med teleskoper, eller de matematiske modeller inden for moderne fysik. Forveksling mellem kosmos og dets indhold er udbredt, men virkeligheden sprænger rammerne for den menneskelige fantasi.

Når man kigger op på stjernehimlen, er det let at miste orienteringen i de enorme tal. Det observerbare univers - altså den del af rummet, hvor lyset har haft tid til at nå frem til os - rummer en svimlende befolkning på omkring 300 sextillioner stjerner.

Disse stjerner er ikke bare spredt tilfældigt ud, men er samlet i mere end 100 milliarder galakser, hvoraf nogle nyere målinger foreslår, at det reelle tal af galakser kan være betydeligt højere. Typiske galakser varierer enormt i størrelse: Små dværggalakser indeholder helt ned til omkring 10 millioner stjerner, mens de absolut største kæmpegalakser kan rumme op mod en billion stjerner hver.

Men alle disse galakser, stjerner og planeter findes inden for det samme kosmiske system - vores eget univers. Men hvad sker der, hvis vi bevæger os ud over det, vi kan se? Det er her, teorien om multiverset opstår, og her bliver tallene for alvor uforståelige.

Det observerbare univers kontra multiversets teorier

Når vi undersøger hvor stort er universet, ser vi, at det kendte, observerbare univers strækker sig over en diameter på cirka 93 milliarder lysår, hvilket blot repræsenterer den sfære, som lyset har nået at rejse igennem siden Big Bang. Men astrofysiske beregninger af universets krumning indikerer, at det uobserverbare univers, som ligger uden for vores synsfelt, er gigantisk meget større. Faktisk anslås det uobserverbare univers som et absolut minimum at have et volumen, der er over 15 millioner gange større end den del, vi kan se gennem vores mest kraftfulde teleskoper. Men det stopper ikke her.

Inden for teoretisk fysik opererer forskere med forskellige niveauer af multiverser, som fuldstændig ændrer vores opfattelse af ordet univers. Hvis selve rummet er uendeligt - hvilket mange kosmologiske modeller understøtter - vil partikelkonfigurationer uundgåeligt gentage sig selv over ekstreme afstande. Dette skaber det såkaldte Niveau 1-multivers, hvor uendeligt mange adskilte bobler med nøjagtig de samme fysiske love som vores eksisterer side om side. Her vil der findes uendeligt mange kopier af Jorden og uendeligt mange udgaver af dig, som lever næsten identiske liv.

Jeg husker tydeligt første gang, jeg regnede på disse sandsynligheder under mit studie. Min hjerne kortsluttede næsten ved tanken om, at en uendelig rumtid reelt betyder, at alt, hvad der overhovedet er fysisk muligt, sker et eller andet sted derude i dette øjeblik. Det føles som science fiction, men det er blot konsekvensen af ren, rå matematik i et uendeligt rum.

Hvorfor taler forskere overhovedet om flere universer?

Når vi ser på parallelle universer eksistens, er ideen om parallelle verdener ikke bare noget, fysikere har fundet på for at virke interessante; den opstår naturligt ud fra nogle af vores mest succesfulde videnskabelige teorier. Kosmisk inflationsteori antyder, at det tidlige univers gennemgik en ekstremt hurtig ekspansion. Mange forskere mener, at denne inflation er evig. Det betyder, at mens ekspansionen stoppede i vores region og skabte vores Big Bang, fortsætter den med at rase andre steder og genererer konstant nye boble-universer som huller i et opvarmet brød. Hver af disse bobler kan have helt forskellige naturkonstanter, forskellige styrker af tyngdekraften eller endda ekstra dimensioner.

En anden stor kilde til multiverstanken findes i kvantemekanikken. Mange-verdener-fortolkningen hævder, at hver eneste gang en kvantehændelse har flere mulige udfald, så kollapser mulighederne ikke. I stedet splittes selve universet op i parallelle realiteter, hvor alle udfald finder sted. Hvis du kaster en mønt, vil universet dele sig i to: Et, hvor den lander på plat, og et andet, hvor den lander på krone. Antallet af universer skabt på denne måde i hvert eneste mikrosekund er ufatteligt stort.

Men her er den store hage, som de færreste YouTube-videoer nævner. Men der er en afgørende detalje. Disse parallelle kvanteverdener og fjerne kosmiske bobler interagerer aldrig med vores egen verden. Lysets hastighed sætter en absolut barriere for, hvad vi nogensinde kan komme i kontakt med. Da disse andre universer per definition er lukket af fra os, kan teorierne ikke testes gennem direkte observationer. Det efterlader multiverset i en videnskabelig gråzone, hvor grænsen mellem fysik og filosofi bliver ekstremt tynd.

Sammenligning af kosmiske modeller

Det observerbare univers

• Helt identiske overalt med fastlåste fysiske konstanter

• Sfærisk område med en diameter på 93 milliarder lysår

• Nøjagtig 1

• Hårdt bekræftet faktum via målinger og observationer

Det uobserverbare univers

• Samme grundlæggende fysik, men med uendelige materiekombinationer

• Mindst 15 millioner gange større i volumen, sandsynligvis uendeligt

• Stadig 1 samlet system, men uendeligt stort

• Matematisk og logisk ekstrapolation baseret på rummets fladhed

Multiverset (Boble-universer / Kvanteverdener)

• Kan have radikalt anderledes tyngdekraft, lyshastighed og dimensioner

• Isolerede rumtidsbobler eller dimensionelt adskilte grene

• Uendeligt mange adskilte systemer

• Teoretisk hypotese uden mulighed for direkte observation

Astroteamets simulation: Kampen med uendeligheden

Rasmus, en 34-årig astrofysiker ved Københavns Universitet, forsøgte i foråret 2026 at simulere galaksefordelingen i grænseområdet af det observerbare univers. Hans team var frustrerede over, at deres statistiske modeller konstant fejlede på grund af den kosmiske horisont.

Første forsøg involverede at inkludere uendelige Niveau 1-multiversberegninger direkte i supercomputeren. Resultatet var katastrofalt: Kodens hukommelse løb tør på få sekunder, fordi uendelige datamængder ikke kan håndteres uden skarpe matematiske restriktioner.

Vendepunktet kom en sen fredag aften over en kop lunken kaffe. Rasmus indså, at de ikke skulle simulere selve uendeligheden, men i stedet anvende sandsynlighedstætheder for krumning inden for tidsbegrænsede partikelhorisonter.

Efter to ugers intens omprogrammering stabiliserede simulationen sig. Teamets nye model reducerede fejlmargenen i galaksetætheden med markante 40 procent og gav et langt mere præcist billede af overgangen til det uobserverbare kosmos.