Hvad kendetegner komposition?

Har du nogensinde tænkt over, hvordan en historie virkelig griber dig? Altså, hvad er det, der gør, at du bare må læse videre, at du bliver helt opslugt af fortællingen? Det handler om komposition. Det er ligesom skelettet i en historie, den måde alle delene er sat sammen på.

Tænk på handlingsforløbet – rækkefølgen af begivenheder. Er det kronologisk, ligesom dengang jeg fortalte min lillebror om min tur i Tivoli, startende med køen til Dæmonen og sluttende med den kæmpe isvaffel? Eller hopper historien frem og tilbage i tiden, som i den film vi så i biografen, hvor jeg simpelthen ikke kunne finde hoved og hale i det til at starte med? (Jeg tror det var noget med tidsrejser, men jeg er stadig ikke helt sikker.)

Og så er der fortælleteknikken… Hvem fortæller historien? Er det hovedpersonen selv, som da jeg skrev dagbog i 7. klasse – fuld af hjertesorger og uretfærdigheder? Eller er det en alvidende fortæller, der ved alt om alle, ligesom i den bog min mormor altid læser højt fra? Den hvor fortælleren på en eller anden måde ved, hvad alle personerne tænker og føler. Det er lidt spooky, synes jeg.

Men det vigtigste er måske spændingsopbygningen. Hvordan holder forfatteren os på krogen? Er det små hints, der drysses ud undervejs, som brødkrummer i et eventyr? Eller er det et konstant pres, en følelse af at noget forfærdeligt er lige på trapperne, som dengang jeg var alene hjemme og hørte mystiske lyde fra kælderen? (Det viste sig bare at være katten, men hold nu op, hvor var jeg bange!)

Komposition er altså mere end bare tør teori. Det er selve magien i en god historie. Ved at analysere den, ved at forstå hvordan en tekst er bygget op, kan vi virkelig dykke ned i dens budskab og forstå, hvad forfatteren egentlig vil fortælle os. Er det ikke vildt at tænke på?