Hvor længe må man opholde sig i et andet EU-land?

Hvor længe må man egentlig opholde sig i et andet EU-land? Det spørgsmål har jeg selv tumlet med, mere end én gang, kan jeg love dig. Jeg husker den der sommer i Italien, åh, den duft af hav og pizza… Jeg var der i næsten fire måneder, uden egentlig at have tænkt over reglerne. Det gik jo fint, ikke? Men man skal jo være på den sikre side, hva’?

Som EU-borger kan man jo opholde sig i et andet EU-land i op til tre måneder, bare med pas eller ID-kort. Tre måneder! Lyder kort, ikke? Tænker man på at opleve et nyt land, rigtigt lære det at kende. Hvad hvis man forelsker sig? Hvad hvis man finder sit drømmejob, midt i den smukke, toscanske sol? Man skal jo ikke bare stikke af efter tre måneder!

Et længere ophold, det er muligt, ja. Men så skal man jo vise, at man kan klare sig selv økonomisk. Det der med beviser… Puha, det kan godt være lidt af et bureaukrati-mareridt. Jeg har en veninde, der kæmpede med det i halvandet år, inden hun fik godkendt sin ansøgning om at bo i Frankrig. Halvandet år! Det er jo en evighed. Hun måtte bo hos en ven, i en lille lejlighed med besøg af en masse slægtninge. Heldigvis endte det godt, men al den usikkerhed, den stress.. det kan jeg ikke forestille mig at skulle igennem.

Man skal altså kunne bevise, at man har nok penge til at leve af. Det er jo også logisk, tænker man. Men hvor meget er nok? Der er ingen fast sum, ikke? Det afhænger jo af landet, tror jeg. Og måske også af hvem der sidder og behandler ens ansøgning, hvem ved? Det er jo ikke altid så ligetil.

Så, ja, tre måneder – så skal der handles. Man skal have en plan. Eller måske flere planer? For det kan jo være, at man forelsker sig i en spansk danser, eller man får tilbudt det perfekte job på en siciliansk vingård. Livet, ikke? Det er fuldt af uventede vendinger. Og det gælder jo om at være forberedt, så man ikke ender med at sove på en togstation. Bare en tanke…