Hvor er der varmest, Rhodos eller Kreta?

Hvornår er det varmest på Kreta?

Klokken er næsten tre. Jeg ligger her og tænker på Kreta... det der med varmen.

• Sydkysten, det er der det er varmest. Altså, der er mere sol. Det ved jeg.

Jeg har en veninde, hun bor i Chania. Hun har fortalt... eller nævnt det en gang. Hun sagde... eller jeg tror hun sagde... at de på sydkysten har, ja, hvad var det nu? Ah ja, 2800 solskinstimer om året. Det er meget.

• Det er tørre områder, dernede. Meget tørt.

Jeg husker billeder, fra en tur derned for tre år siden. Hvidt, blændende sol. Varmen stak sig fast i huden. Ikke behagelig, men intensiv, den slags. Jeg er ikke glad for for intens varme. Lige pludselig var jeg træt. Det var en dårlig kombination. Jeg var sulten. Jeg var tørst. Jeg var træt.

• Nordkysten er...køligere. Mere behageligt, måske. Men ikke så solrigt.

Jeg skal nok tilbage til Kreta engang. Måske. Jeg er usikker. Det er længe siden, men jeg husker den tørre varme. Det var virkelig varmt. Jeg kan ikke huske andet. Og den utrolige blå farve på vandet.

Men ja, sydkysten, det er dér, det er varmest. Det ved jeg.

Hvor er det bedst at tage hen på Kreta?

Tidens sagte strøm, et hav af blå. Kreta… åh, Kreta. Solens varme kys på huden.

• Chaniakysten: Bløde sandstrande, et hav af blå… vand som silke, hvisker blide bølger, en evig sommerdag. Bare fødder i sand, en perfekt dag. En evighed af ro.

• Rethymnon: Murstens historie, en gammel fortælling hvisker i vinden. Stenernes hvisken, en tidsrejse. Stranden derude, solskin på vandet. Og smukke hoteller. Det gamle kvarter – magisk. Ja, magisk.

• Mirabellobugten: Østens hemmelighed, et turkis hav, klippefyldte bugter, som skjulte skatte. Luften – duften af havet. Luften fyldt med himmelsk fred. Flotte hoteller, selvfølgelig.

• Sydkysten: Vild og utemmet, en anden side af Kreta. Færre mennesker, mere frihed. En stille ro, et åndehul. Sten og sol. Solen varmer. Varmen i min krop.

• Hersonissos: Mere end bare fester, siger de. Farverig, ja, men også noget mere. Jeg husker ikke præcist mere... Det var en travl tur. Men meget at opleve!

Tidens sand løber gennem fingrene. Kreta... altid Kreta. En drøm. Solnedgangen… ja, en solnedgang på Kreta. Det er ubeskrivelig. Jeg skal tilbage.

Hvad er bedst, Chania eller Heraklion?

Heraklion: Weekend-trip. Lufthavn nærhed. Effektiv sightseeing.

Chania: Min favorit. Charme. Balos. Elafonisi. Mere tid kræves.

Kort sagt: Tidspres? Heraklion. Tid? Chania.

Hvor er den bedste strand på Kreta?

Hold da kæft, Kreta, hva'? Den bedste strand? Det er da Falassarna, selvfølgelig! Man skulle tro, jeg var et turist-bureau, så meget jeg hylder den strand.

• Bred som en motorvej: Den er så bred, man kan spille fodbold uden at sparke andre i røven.
• Solnedgange? Ja tak! Det er som om en malersvend har smurt himlen med farver fra en ti liters spand. Det er sindssygt flot. Seriously, jeg har set bedre, men ikke på Kreta.
• Vand? Krystalklart! Så klart, man kan se sin egen navle. Eller rettere, hvis man havde en. Havfruer, der er mere pæne end mig, lever helt sikkert der.

Jeg var der selv sidste år – min kæreste var på toilettet det meste af tiden, tror jeg. Hendes mave var vist ikke helt klar til den græske mad, haha! Men stranden... det var ren magi! Eller rettere, ren sand-magi! Fuldstændig vanvittig. For fanden, jeg er stadig wow'et! Jeg vil tilbage, men jeg er nødt til at finde en kæreste først, der ikke spenderer sin ferie på toilettet.

Falassarna er kåret som en af de bedste strande i verden, ikke bare Kreta. Det er et mega-statement, ikke? Men seriøst, den er pissegod. Det var så godt, at jeg blev forbrændt, jeg ligner et stykke stegt bacon.

Hvorfor er Elafonissi lyserød?

Elafonissis lyserøde sand? Det er et fascinerende spørgsmål! Det skyldes simpelthen de utallige, knuste muslingeskaller blandet i sandet. Disse skaller, ofte i rosa eller rødlige nuancer, giver stranden dens karakteristiske farve. Det er en smuk, naturlig proces – et lille mirakel, synes jeg.

• Muslingeskaller: Hovedårsagen til den lyserøde farve. Tænk på det - milliarder af bittesmå, lyserøde skaller, samlet over årtusinder! Naturlig kunst, ikke sandt? Det er ret fantastisk, når man tænker over det.

• Vandkvalitet: Det turkise vand bidrager selvfølgelig også til den overordnede æstetik. Det er et perfekt samspil mellem sand og hav, et syn man sjældent ser overgået.

• Beliggenhed: Som du selv nævner, er den mere øde del af stranden bag den første, mere travle, yderst betagende. Et paradisisk sted, synes jeg altid, at det er. Det minder mig faktisk om et sted jeg så på ferie for 10 år siden, i Thailand. Samme smukke turkis vand, men med mere hvide skaller.

At opleve Elafonissi er som at træde ind i et postkort. Den naturlige skønhed er simpelthen overvældende. Det minder mig om filosofien om "det sublime" - den ubeskrivelige, næsten ubegribelige skønhed, der forbløffer og beruser sindet. Det er mere end blot en strand; det er en oplevelse.

Jeg må tilføje, at jeg personligt foretrak den mindre overfyldte del af stranden. Det var en helt anden oplevelse. Roen, freden... det var nærmest meditativt. Men det var der, at jeg så en sød lille skildpadde... og ja, jeg må indrømme at jeg kom til at tænke på den lille skildpadde.