Hvem kæmper i den spanske borgerkrig?

Hvem kæmper i den spanske borgerkrig? De to fløje

At forstå hvem kæmper i den spanske borgerkrig er afgørende for at begribe konflikten. Kampene mellem de politiske fløje skaber dybe splittelser i samfundet og medfører enorme menneskelige konsekvenser. Indsigt i disse parter hjælper med at gennemskue de historiske begivenheder undgå misforståelser om krigens parter.

Hvem kæmper i den spanske borgerkrig?

Den spanske borgerkrig blev udkæmpet mellem to hovedparter: den lovlige, demokratisk valgte folkefrontsregering kaldet republikanerne og den højreorienterede oprørsbevægelse kendt som nationalisterne. Konflikten strakte sig over tre intense år og splittede det spanske samfund fuldstændigt.

Det kan virke uoverskueligt med de mange politiske fraktioner på hver side. Ofte tror man, at fronten var helt bizar og kaotisk, men sandheden er, at begge fløje var sammensat af vidt forskellige grupper med helt modstridende dagsordener. Forståelsen af krigen afhænger af, hvordan man skræller disse politiske alliancer fra hinanden.

Republikanerne: Den splittede regeringsside

Republikanerne repræsenterede den siddende regering i Spanien, som var en bred koalition af venstreorienterede kræfter, liberale reformister, socialdemokrater, kommunister og anarkister. Selvom de var forenet i kampen mod fascismen, led den republikanske fløj under dyb intern splid.

Interne stridigheder eskalerede til direkte væbnet konflikt i gaderne, hvor stalinistiske kommunister og anarkistiske militser bekæmpede hinanden midt under borgerkrigen. Denne interne borgerkrig i borgerkrigen svækkede fronten mod oprørerne katastrofalt - og det tog mig ærligt talt mange års historiestudier at indse, hvor afgørende dette interne kollaps reelt var for krigens udfald. Militærhistorikere peger på, at over trettitusind sovjetiske militærrådgivere og teknikere opererede på denne side, hvilket skabte dyb mistillid blandt de mere frihedsorienterede anarkister.

Udenlandsk støtte og de Internationale Brigader

Mens de vestlige demokratier førte en strikt ikke-indblandingspolitik, modtog republikanerne primært militært udstyr og logistisk hjælp fra Sovjetunionen og Mexico. Det var dog de tusindvis af udenlandske frivillige, der fangede verdens opmærksomhed.

Omkring tooghalvfjerds tusind frivillige fra hele verden meldte sig til de Internationale Brigader for at forsvare demokratiet. Blandt disse var cirka fem hundrede danskere, der rejste illegalt til Spanien. For mange af de unge danskere blev mødet med den spanske realitet et voldsomt chok. Men der var ingen vej udenom.

Nationalisterne: Den disciplinerede oprørshær

Nationalisterne var den højreorienterede oprørsgruppe anført af general Francisco Franco, som dannede en stram militær alliance bestående af hæren, konservative kræfter, katolske royalister og de fascistiske falangister. Deres primære mål var at knuse den sekulære republik og genindføre traditionel orden.

Franco formåede med jernhånd at gennemtvinge en absolut ideologisk disciplin, som stod i skærende kontrast til republikanernes kaos. Nationalisterne mødte massiv opbakning fra store dele af den katolske kirke, som så oprøret som et helligt korstog mod gudløs kommunisme. Oprørshæren voksede hurtigt i styrke, og over halvdelen af den oprindelige spanske officersklasse bakkede op om kuppet.

Massiv støtte fra de fascistiske diktaturer

Hvor republikanerne manglede ressourcer, modtog nationalisterne en strøm af højteknologiske våben, krigsskibe og kamptropper fra Nazityskland og det fascistiske Italien. Denne støtte tippede balancen fuldstændigt.

Det italienske diktatur sendte næsten firs tusind mand til den spanske front, mens det tyske luftvåben bidrog med den berygtede Condor-legion. Tyske fly bombede forsvarsløse byer og testede taktikker, som få år senere blev brugt under Anden Verdenskrig. Den teknologiske overlegenhed betød, at nationalisterne systematisk kunne slide den republikanske modstand ned.

Sammenligning af borgerkrigens to fronter

Republikanerne

• Sovjetunionen, Mexico og de frivillige Internationale Brigader
• Demokratisk antifascisme, socialisme, kommunisme og anarkisme
• Splittet mellem uerfarne folkemilitser og en svækket regulær hær
• Høj folkelig motivation men præget af fatale interne magtkampe

Nationalisterne

• Nazityskland og det fascistiske Italien under Benito Mussolini
• Militærdiktatur, fascisme (falangisme), katolsktidssvarende konservatisme
• Helt centraliseret og professionel kommando under general Francisco Franco
• Strikte hierarkier, topmoderne militærudstyr og stabil logistik

Historien om Jens: En dansk frivillig i skyttegraven

Jens, en fireogtyveårig arbejdsløs murer fra Aarhus, rejste i vinteren nittenhundrederogsyvogtredive i al hemmelighed mod Spanien for at bekæmpe fascismen. Han var drevet af idealisme, men ankomsten til træningslejren i Albacete blev en iskold realitetslussing.

Første skuffelse indtraf, da han indså, at hans enhed manglede basale forsyninger, og han fik udleveret et forældet gevær uden tilstrækkelig ammunition. Under slaget ved Jarama lå han i en mudret skyttegrav, mens granaterne eksploderede, og han overvejede seriøst at stikke af.

Vendepunktet kom, da han under et voldsomt artilleriangreb mistede sin nærmeste kammerat og indså, at overlevelse ikke handlede om storpolitik, men om rå disciplin. Han lærte at ignorere den konstante piben for ørerne og fokusere udelukkende på de taktiske ordrer fra sin korporal.

Efter to års kampe vendte Jens hjem til Danmark med granatsplinter i det venstre lår og et ødelagt nervesystem. Han havde overlevet, men måtte sande, at krigens virkelighed var uendeligt meget mere beskidt end de smukke politiske paroler på papiret.