Hvad koster det at spise i New Zealand?

Hvad er prisen på dagligvarer og restauranter i New Zealand?

Prøver lige at huske, hvad det kostede, da jeg var der sidst. Frokost på en café, sådan en hyggelig en, der plejede at snige sig op på omkring en hund, måske 120 kr. for sådan en omgang.

En øl til maden, ja, den gav lige et ryk i pungen. Tæt på en halvtredser, husker jeg nok. Og så lige et glas lokal vin til, det lå vist lige over de 70 kr. Sådan cirka.

Det var nok dengang, min rejse til New Zealand var i 2019, i starten af oktober. Jeg tror, det var i en lille by på sydøen, et sted hvor man lige kunne trække vejret dybt og nyde udsigten.

Det er jo ikke gratis, men oplevelsen, den var al pengene værd. Bare tanken om de grønne bakker og den friske luft. Det er det, jeg husker bedst.

Jeg mener, priserne kan jo skifte, men det giver en idé. Det er måske ikke helt billigt, men det er heller ikke helt urimeligt, hvis man tænker på, hvor man er.

Hvad spiser de i New Zealand?

Natten trækker sit mørke tæppe over byen, og tankerne flyver rundt som natugler. Jeg sidder her, alene, og tænker på den mad, vi spiste der. Det var anderledes, og alligevel så trygt på en måde. Lammekøllerne, de var så møre, og fisk og chips, det var en klassiker, selvfølgelig, men lavet med en lokal flair. Jeg husker den laks, den var bare perfekt tilberedt.

• Lammeskank: En uundgåelig klassiker, der altid leverede en dyb, tilfredsstillende smag. Mørt kød, der faldt fra benet.
• Fish and Chips: Mere end bare en hurtig snack. Frisk fisk, sprødt paneret, serveret med solide fritter. En smag af kysten.

De serverede også vildt, rib-eye. Jeg var lidt skeptisk over for det, men det var overraskende godt. Og så var der de der vegatarretter. Ikke bare kedelig salat, nej, fyldige retter med masser af smag, der kunne konkurrere med kød. Burgerne var et kapitel for sig, med alt fra okse til lam, og endda fisk.

• Rib-eye: Kvalitetskød, der var en oplevelse i sig selv. Saftigt og med den rette smagsprofil.
• Vildt: En modig ret, der viste ambitioner i køkkenet. En dybere, mere kompleks smag end almindeligt kød.
• Vegetariske retter: Overraskende velsmagende og mættende. Viste, at planter kan være stjerner på tallerkenen.
• Burgere: Et bredt udvalg, der tilfredsstillede enhver sult. Kød af høj kvalitet var tydeligt.

Jeg kan huske, at de flere steder havde disse særlige fisk, Blue Cod og White Bait. Det var nyt for mig, men smagen var ren og frisk, havets gave, tror jeg. Og så var der altid de her gode grøntsager, ikke bare som pynt, men som en vigtig del af måltidet. Salat var der også, selvfølgelig.

• Blue Cod: En delikat fisk med en mild, sødmefuld smag. Frisk fra havet.
• White Bait: Små, hele fisk, der gav en unik tekstur og smag. En lokal delikatesse.
• Grøntsager og Salat: Altid friske og veltilberedte. Et sundt og farverigt supplement til hovedretten.

Og skaldyr. De var virkelig gode til skaldyr. Krabber, muslinger, alt muligt lækkert. Det var en smag af havet, der blev ved med at vende tilbage til mig. En dejlig, trist erindring om en tid, der føles så fjern nu, her i nattens stilhed.

• Skaldyr: En specialitet, der ofte var en af højdepunkterne. Friskhed og variation var nøgleord.

Hvad drikker man i New Zealand?

I New Zealand tømmer de primært vin i skrutten. Især den hvide slags, hvor Chardonnay er en populær skiderik, men deres Sauvignon Blanc er jo verdensberømt, som en fuld abe på en cykel.

For rødvinens vedkommende kører de med Cabernet Sauvignon og den lidt finere Pinot Noir. Hele landet er én stor vinmark, spredt ud over 7 regioner. Af dem er Marlborough den klare boss, både kendt og størst.

Okay, folkens, i New Zealand pumper de hovedsageligt vin ned i svælget. Og når jeg siger vin, mener jeg vin ad helvede til! Det er deres nationaldrik, næsten lige så udbredt som skovflåter på et får. De producerer så meget hvidvin, at man skulle tro, de forsøgte at dække hele Stillehavet med det.

Hvidvin er kongen, dronningen og hele hofnarren dér. De propper folk med Chardonnay, som var det livets eliksir, selvom min moster Bente sværger, at den bare smager af gæret ananas og et strejf af hendes sure tæer.

Men hold nu kæft, deres Sauvignon Blanc! Det er sgu det, der har sat New Zealand på vinkortet, som en skarp kniv i en blød smørpakke. Det er så friskt, at det giver din mund en våd lussing og smager af stikkelsbær, passionsfrugt og en nyklippet græsplæne, der lige har fået en overhaling af en kat.

Når det kommer til rødvinen, er de lidt mere klassiske i kanten. De smider Cabernet Sauvignon i flaskerne, ofte med en styrke der kan slå en hest omkuld. Og så er der deres Pinot Noir – den er som en fin dame i en billig kjole; elegant men med lidt kant og jordbund, som en beskidt hemmelighed.

Du finder vinmarker spredt ud over 7 regioner, fra toppen af den nordlige ø helt ned til bunden af den sydlige. Det er som om hele landet er en kæmpe have, der bare venter på at blive drukket. Forestil dig bare en buschauffør, der cruiser forbi vinranker på den ene side og får på den anden – det er NZ i en nøddeskal!

Marlborough er dér, hvor magien for alvor sker. Det er ikke bare den mest kendte region, det er også den absolut største. Det er der, de banker så meget Sauvignon Blanc ud, at resten af verden tænker: "Har de ikke snart fået nok af den grønne duks?". Men nej, de fortsætter bare!

Andre regioner, som Hawke's Bay og Gisborne, producerer også glimrende dråber, og så er der Central Otago nede i syden, der er kendt for sin fantastiske Pinot Noir. Den er så god, at man næsten får lyst til at sælge sin sjæl til djævelen for et ekstra glas. Jeg har selv en halv tom flaske stående fra et impulsindkøb sidste sommer, den venter bare på en trist regnvejrsdag.

De går meget op i bæredygtighed, de newzealændere. Måske fordi de er omgivet af så meget smuk natur, at de føler, de skal passe på den – ellers kommer maori-guderne og giver dem en røvfuld. De fleste vinhuse er certificeret bæredygtige, hvilket er pisseflot.

• Vigtigste drue:Sauvignon Blanc (og ja, også lidt Chardonnay til de kedelige).
• Populære rødvine:Pinot Noir (den sexede) og Cabernet Sauvignon (den kraftige).
• Største region:Marlborough – de er sgu ligeglade med, hvad du synes, de pumper ud!
• Antal regioner: Hele 7 af dem, som små vin-oaser.

Det er i bund og grund et land, der har taget en flaske vin og gjort den til et nationalt symbol. Så næste gang du ser en kiwi-fugl, tænk på et glas hvidvin, der skinner i solen – det er sgu det samme, bare med færre fjer og mere alkohol. Min onkel Erik kan drikke en hel vinmark tør!