Hvem bruger offentlig transport?

Hvem bruger offentlig transport i Danmark? – En oversigt over brugergrupper

De primære brugere af hvem bruger offentlig transport i Danmark er pendlere, studerende og borgere uden adgang til egen bil. I byområderne er det især erhvervsaktive og unge, der benytter metro og tog, mens den kollektive trafik i landdistrikterne fungerer som en vigtig livsnerve for ældre og skoleelever.

Hvem er de primære brugere af offentlig transport i Danmark?

Offentlig transport i Danmark bruges af en bred vifte af borgere, men de primære grupper er pendlere, skoleelever, studerende og personer uden adgang til bil. Spørgsmålet om, hvem bruger offentlig transport i hverdagen, handler i høj grad om, hvem der har behov for mobilitet, og hvem der ikke har et alternativ.

Statistik offentlig transport danmark viser, at brugerne kan opdeles i tre hovedgrupper: dem der rejser til og fra arbejde, dem der rejser til og fra uddannelse, samt borgere der er afhængige af den kollektive trafik som eneste transportmulighed. Hver gruppe har forskellige behov og brugsmønstre.

Pendlere: Den store gruppe i myldretiden

Pendlere udgør en central del af passagererne. Mange vælger tog eller bus frem for bilen for at undgå trængsel, spare penge på brændstof og parkering, eller fordi de kan arbejde eller slappe af undervejs. Faktisk viser undersøgelser, at en betydelig andel af københavnerne normalt bruger offentlig transport til og fra arbejde. ^[1]

For pendlere er rejsetid, hyppighed og pålidelighed de vigtigste faktorer. De bruger primært S-tog, regionaltog og højfrekvente buslinjer, især i myldretiden mellem kl. 7-9 og 15-17. Mange pendlere sætter pris på at kunne arbejde eller studere i toget - en del af passagererne i de nordiske hovedstæder oplyser, at de bruger rejsetiden til netop det. ^[2]

Børn, unge og studerende: Den næststørste brugergruppe

Skolesøgende børn og unge er en af de mest synlige brugergrupper. I mange kommuner er den offentlige transport tæt forbundet med den lovpligtige skolekørsel. Elever i folkeskolen har ret til befordring, hvis skolevejen er længere end de fastsatte afstandskrav - fra 2,5 km for de mindste til 7 km for 7.-9. klasse - eller hvis vejen vurderes som trafikfarlig.

Omtrent halvdelen af alle busture i Danmark foregår mellem hjemmet og henholdsvis arbejdsplads, skole eller et uddannelsessted. Det betyder, at unge under uddannelse - både i gymnasiet, på erhvervsskoler og videregående uddannelser - udgør en meget stor andel af passagererne, især i lokal- og regionalbusserne.

Ældre, handicappede og borgere uden bil

For mange borgere er offentlig transport ikke et valg, men en nødvendighed. Det gælder især ældre, der ikke længere har bil, personer med handicap, og familier i byer og landdistrikter, der ikke ejer en bil. Omkring en betydelig andel af de danske familier har ikke adgang til en bil, hvilket gør dem afhængige af det kollektive system for at kunne handle ind, komme til lægen eller besøge familie. ^[3]

For disse grupper handler det sociale aspekt af kollektiv trafik om lige adgang til mobilitet. Kommunerne har derfor særlige tilbud som flextrafik og handicapkørsel, der sikrer, at borgere med bevægelseshandicap eller synshandicap kan komme rundt. Disse ordninger giver mulighed for dør-til-dør-transport og kørsel efter eget ønske, eksempelvis til besøg, indkøb eller fritidsaktiviteter.

Hvordan fordeler brugerne sig geografisk?

Brugerprofilen varierer markant afhængigt af, om man bor i storbyen, provinsbyen eller på landet. I hovedstadsområdet er cyklen en stærk konkurrent til den kollektive trafik, men her er der også flest muligheder med metro, S-tog og hyppige busafgange. Københavnere bruger offentlig transport lidt mindre end indbyggere i andre nordiske hovedstæder - men tendensen er stigende.

I landdistrikterne ser billedet anderledes ud. Her er busbetjeningen ofte mindre hyppig, men desto vigtigere for de borgere, der ikke har bil. For familier med skolesøgende børn, der skal til ungdomsuddannelse, og for ældre uden bil i landsbyer uden dagligvarebutik, er bussen livsnerven. Det er i disse områder, at flextrafik og telekørsel spiller en særlig rolle som supplement til de faste ruter.

Hvad laver passagererne, mens de rejser?

Undersøgelser af, hvad passagerer bruger tiden på under deres rejse, giver et indblik i, hvordan offentlig transport er mere end bare transport. En stor del af passagererne lytter til radio eller podcasts, mens en andel bruger sociale medier.^[4] En fjerdedel af passagererne oplyser, at de ikke laver noget særligt - de nyder måske blot udsigten eller slapper af.

At kunne kombinere transport med andre aktiviteter er en af de store fordele ved kollektiv trafik sammenlignet med bilkørsel. De 15 %, der arbejder eller studerer i toget, får reelt forlænget deres dag. Det er en fordel, som many pendlere værdsætter, og som kan gøre en times pendling til produktiv tid.

Har økonomien betydning for, hvem der bruger offentlig transport?

Økonomi spiller en afgørende rolle for transportvalg. I perioder med inflation og stigende priser ændrer folk adfærd. En betydelig andel af pendlerne i de nordiske hovedstæder oplyser, at de har ændret deres transportvaner som følge af stigende priser.^[5] For nogle betyder det, at de vælger cyklen eller går, for andre betyder det, at de arbejder mere hjemme for at spare på transportudgifterne.

Prisfølsomheden er størst blandt unge og familier med børn. For disse grupper kan et månedskort til kollektiv trafik være en stor udgift, men stadig langt billigere end at eje og vedligeholde en bil. Det er en af grundene til, at studerende og unge uden fast indkomst er overrepræsenteret i statistikken over brugere af bus, tog og metro.

Hvem bruger de forskellige typer af offentlig transport?

Brugerprofilen varierer også afhængigt af, hvilket transportmiddel vi taler om. I regionalbusserne er der flest pendlere - folk, der skal på arbejde mellem byer. I lokalbusserne dominerer børn og unge, der skal til skole eller fritidsaktiviteter, samt ældre, der skal på indkøb. S-tog og metro tiltrækker en bredere blanding af kontoransatte, studerende og byens handlende.

Der er også en kønsdimension i brugen af kollektiv trafik. Statistik viser, at der er relativt flere kvinder end mænd, der benytter busser, især i forbindelse med uddannelse og indkøb. Dette hænger sandsynligvis sammen med, at kvinder i højere grad har ansvar for familiens daglige logistik.

Brugerprofiler: Pendler vs. Studerende vs. Ældre

Pendlere

Periodekort (månedskort), pendlerkort med rabat

S-tog, regionaltog og højfrekvente buslinjer

Arbejde – typisk i myldretiden mellem kl. 7-9 og 15-17

Hurtig, pålidelig og hyppig drift – helst med mulighed for at arbejde undervejs

Børn, unge og studerende

Ungdomskort, periodekort med studierabat, klippekort

Lokal- og regionalbusser, skolebusser, letbane

Skole, gymnasium, erhvervsuddannelse, universitet

Sikker skolevej, rimelig rejsetid, overkommelig pris

Ældre og borgere uden bil

Rejsekort, flexturaftaler, befordringsgodtgørelse

Lokalbus, flextrafik, handicapkørsel (telekørsel)

Indkøb, lægebesøg, besøg hos familie, fritidsaktiviteter

Tilgængelighed (lavt gulv), tryghed, få skift, fleksibilitet

Lene fra Næstved: Fra bil til S-tog som pendler

Lene på 42 år arbejder som økonomikonsulent i København, men bor i Næstved. I 10 år pendlede hun i bil ad motorvejen, men rejsetiden var uforudsigelig, og parkeringspladsen i byen kostede en formue. Især om vinteren kunne en tur tage over 2 timer.

Første gang Lene prøvede at tage toget, var hun skeptisk. Hun var bange for forsinkelser og for at spilde tiden. De første par uger var der indkøringsproblemer – et par gange missede hun bussen fra stationen.

Så opdagede hun, at hun kunne arbejde i toget. Med en bærbar og et abonnement på stillezonen fik hun pludselig 2,5 produktive timer om dagen. Hun kunne sende mails, læse rapporter og forberede møder – noget hun tidligere gjorde om aftenen derhjemme.

Nu har Lene pendlet med toget i tre år. Hun sparer 3.000 kroner om måneden på brændstof, brobizz og parkering, og hun er mindre stresset. Hun har endda lært at strikke i toget, når hun har fri.

Familien Jensen i Vestjylland: Når bussen er eneste mulighed

Jensen-familien bor i en lille landsby i Vestjylland med 300 indbyggere. De har to børn på 14 og 16 år, der begge går på efterskole og ungdomsuddannelse i den nærmeste by, 25 km væk. Familien har én bil, som moren bruger til sit arbejde i hjemmeplejen.

Uden den lokale bus kunne de to teenagere ikke komme til skole. Bussen kører kun fire gange om dagen – en om morgenen, to midt på dagen og en sidste tur kl. 16. Det betyder, at de ikke kan blive til fritidsaktiviteter efter skole, medmindre de kan få et lift.

Efter en periode med nedskæringer var bussen ved at blive nedlagt. Familien var med i borgerforeningens kampagne for at beholde ruten. De samlede underskrifter og argumenterede for, at ruten var livsnødvendig for 14 unge og 8 ældre uden bil.

I dag kører bussen stadig, omend med reduceret timeplan. Børnene har lært at planlægge deres dag efter busafgangene, og de sætter pris på, at de kan sidde og lave lektier på vej hjem. For familien er bussen frihed – ikke begrænsning.