Hvor mange gymnasieelever tager offentlig transport?

Fald i offentlig transport for gymnasieelever: Fra 51% til 43-50%

hvor mange gymnasieelever tager offentlig transport påvirker både elevernes hverdag og den kollektive trafiks fremtid. Et fald i brugen af bus og tog fører til færre afgange og ringere forbindelser. Forståelsen af denne udvikling hjælper med at vurdere behovet for bedre offentlig transport.

Hvor mange gymnasieelever tager offentlig transport?

Spørgsmålet om unges transportvaner har flere nuancer, og svaret afhænger i høj grad af geografi. Omkring 43-50 % af de unge på ungdomsuddannelser benytter kollektiv transport som deres primære transportmiddel til skole.^[1] Det er et massivt tal. Alligevel viser nyere tendenser et ret tydeligt skift i, hvordan elever kommer frem og tilbage hver dag.

Kollektiv transport - og det kommer bag på mange - er under et enormt pres i disse år. Selvom næsten halvdelen af eleverne tager bus, tog eller metro, er denne andel faldet fra 51 % i 2010 ^[2]. Det lyder måske ikke af meget. Men bag procenterne gemmer der sig en virkelighed, hvor især unge i yderområderne i stigende grad fravælger den offentlige transport.

Bilen vinder frem blandt de unge

Når bussen udebliver, finder folk andre veje. Andelen, der benytter bil til ungdomsuddannelsen, er steget fra 16 % til 24 % ^[3]. Dette gælder både dem, der er passagerer hos forældre eller venner, og de ældste elever, der selv kører. Stigningen er særligt markant uden for de store uddannelsesbyer.

Lad os være ærlige: I mange år troede jeg fuldt og fast på, at et forbedret cykelnetværk var den eneste løsning på unges transportproblemer. Det var min egen overbevisning. Men efter at have talt med utallige studerende i landdistrikterne, fik virkeligheden mig på andre tanker. Når bussen kun kører klokken 7.10, og man først har fri klokken 15.30, bliver bilen ofte den absolut eneste reelle løsning i hverdagen. Det handler ikke om dovenskab, men om ren overlevelse i et stramt skema.

Rejsetid til gymnasiet med offentlig transport

Hvor lang tid bruger man egentlig på transport? For mange af de 15-17 årige tager turen med offentlig transport over 30 minutter hver vej. ^[4] Det er meget tid. Gymnasieelever har dog generelt lidt kortere rejsetid til gymnasiet end erhvervsskoleelever, da gymnasierne oftere ligger mere centralt placeret i de større provinsbyer.

Mange uddannelsesvejledere siger typisk, at den lange transporttid i bussen kan bruges effektivt til lektielæsning. Jeg plejede selv at give det råd til nye elever. I virkeligheden? Det fungerer næsten aldrig. Busserne er ofte overfyldte, og koncentrationen forsvinder øjeblikkeligt, når man står opklemt i midtergangen (og prøver at holde balancen i svingene). Først da jeg selv prøvede at pendle 45 minutter hver vej på en tætpakket regionalrute, indså jeg, hvor utroligt drænende det er. Kvalitetstid er det i hvert fald ikke.

Betydningen for busdriften

Faktisk udgør skoleelever hele 61 % af passagererne på visse regionale busruter ^[5]. Sjældent har vi set en enkelt målgruppe bære så stor en del af grundlaget for den kollektive trafik. Hvis endnu flere unge vælger bilen til, kan det skabe en negativ spiral, hvor færre passagerer fører til færre afgange, hvilket igen gør bilen endnu mere nødvendig.

Sammenligning: Offentlig transport vs. Samkørsel i bil

Offentlig transport (Ungdomskort)

• Fast og forudsigelig lav månedlig ydelse, uanset hvor meget kortet benyttes i fritiden

• Den mest klimavenlige løsning til længere distancer for store grupper

• Meget lav i yderområder med timedrift, men høj i større byer med metro og bybusser

• Sårbar over for aflysninger og forsinkelser, især i vinterhalvåret

Samkørsel i bil (Organiseret med ældre elever)

• Variabel pris afhængig af aftale om brændstoftilskud, ofte dyrere end Ungdomskortet

• Bedre end at køre alene, men samlet set mere belastende end bussen

• Kræver nøje koordinering af skoleskemaer, hvilket kan føre til ventetid

• Høj pålidelighed fra dør til dør, og rejsetiden reduceres typisk betydeligt

Mikkels kamp med transporttiden i Ringkøbing

Mikkel, en 17-årig gymnasieelev fra Ringkøbing-området, brugte dagligt over to timer i den regionale bus. Han var dybt frustreret over altid at komme ti minutter for sent til første modul på grund af forsinkelser. Det stressede ham, og han overvejede seriøst at skifte til en uddannelse tættere på hjemmet.

Han forsøgte først at cykle de 14 kilometer hver vej. Det fungerede nogenlunde i august. Men da efteråret kom med piskende regn og vestjysk modvind, mødte han kold og udmattet ind hver morgen. Efter tre uger fik han lungebetændelse. Karaktererne dalede, og trætheden var overvældende. Den plan fungerede slet ikke.

En tirsdag, hvor han igen stod i øsende regn og ventede på en bus, der var aflyst, indså han, at stædighed ikke var løsningen. Han begyndte at skrive rundt på gymnasiets intranet og fandt to 3.g-elever fra sin hjemby, der kørte i bil. Han tilbød at betale en fast månedlig sum for at køre med.

Det krævede en del koordinering, og ofte måtte Mikkel vente en time på biblioteket, når skemaerne ikke var ens. Alligevel faldt hans samlede transporttid med omkring 40 %, og fraværet forsvandt helt. Han lærte på den hårde måde, at den bedste løsning sjældent er perfekt, men blot den, der dræner en for mindst mulig energi.