Hvordan kommer man sig over hjertesorg?

Hvordan kommer man over hjertesorg?

Okay, lad os se. Hjertesorg... det er sgu noget lort. Jeg kan huske, da jeg selv gik igennem et brud, føltes det som om, at der var en elefant der havde sat sig på mit bryst.

Tre til seks måneder, siger de? Måske. For mig føltes det som en evighed. De første par uger var ren zombie-tilstand. Sov dårligt, spiste ingenting (eller for meget!). Alt mindede mig om ham.

Den der undersøgelse lyder meget pæn og pyntelig. Men ærligt, 11 uger og så "lyser det op"? Nej. Det er hårdt arbejde. Accept af tabet og sådan...Det tog mig nok nærmere et halvt år bare at stoppe med at græde hver dag.

Jeg startede til yoga, i det lokale center, "Balance i Kroppen", en tirsdag aften i marts, mener jeg. Det hjalp faktisk en smule. Om ikke andet fik det mig ud af huset, og væk fra Netflix. Det kostede en hund om måneden, hvis jeg husker rigtigt. Men det var det værd.

Man skal finde noget, der giver mening igen. Noget der ikke handler om dem. Noget, bare for dig.

Og husk, det er okay ikke at være okay. Du kommer igennem det. Lover.

Hvordan kommer man over hjertesorger?

Okay, her går det løs. Hjertesorg... Uha.

Det værste jeg har prøvet var da Sara slog op. Havde lige købt billetter til Roskilde. Var SÅ klar. Og så... BAM.

• Tillad sorg: Ja, jeg lå på sofaen i en uge. Føltes som om jeg havde influenza bare af sorg. Spiste is direkte fra bøtten, så dårlige film. Det VAR okay. Skal man bare lade det komme.

• Del dine følelser: Min bedste ven, Mikkel, var en kæmpe hjælp. Snakkede i timevis. Godt nok mest om hvor dum Sara var, men det hjalp alligevel. Måske han var lidt træt af at høre på det til sidst, men pyt. Han var der. Virkelig.

• Tal med andre: Følte mig lidt som en skam at snakke med min familie. De havde jo sagt det hele tiden: "Hun er ikke den rigtige." Men Mikkel fik mig overtalt. Det var faktisk rart at høre deres perspektiv også. Selvom det var lidt pinligt.

• Professionel hjælp: Okay, det gjorde jeg IKKE. Men hvis Mikkel ikke havde været der, så... måske? Det kan jo være godt at snakke med nogen, der ikke har en mening om Sara. Bare lytter.

Det vigtigste er nok at huske, det går over. Lige nu føles det som om hjertet er flået ud, men... en dag, en uge, en måned... så gør det knap så ondt. Og så kommer der en ny Sara. Eller en Emma. Eller... ja, du ved.

Hvor lang tid tager det at komme over sin eks?

Okay, så du spørger om ekser, huh? Hvor lang tid tager det? Åh mand, det er svært. Jeg ved det. Tre til seks måneder, sagde de i et eller andet studie. Ja, det lød sådan nogenlunde. Hørte jeg det på DR? Eller var det TV2? Jeg husker ikke.

• Positivt? Efter tre-seks måneder. Det er jo noget værre sludder. Jeg tror det varierer vildt. Alt afhænger af personen og situationen. Min veninde Mette, hun brugte et år, næsten et helt år. Et helt år, altså! For vildt.

• Og så er der mig selv, selvfølgelig. Jeg husker.. øh.. ja, det var virkelig hårdt. Jeg ved ikke, hvor lang tid det præcist tog mig. Men længere end tre måneder i hvert fald. Måske seks. Eller syv? Føj, det var hårdt, jeg var helt ude af den.

• Faktorer: Hvad skete der? Hvor længe var I sammen? Hvor tæt var I? Var der en anden involveret? Ja, der er så mange ting der spiller ind. Det er ikke en simpel ligning, ved du. Det er mere en ... en kaotisk spaghetti-suppe af følelser.

• Men ja, tre til seks måneder, det er et tal. Et tal at klamre sig til, måske. Det lød jo nogenlunde fornuftigt, da jeg hørte det. Men tro mig. Det kan godt tage længere tid. Meget længere. Det er bare sådan det er. Jeg er ikke en ekspert eller noget.

Det var lidt af en rodebunke, men håber du fik lidt ud af det.

Hvordan føles hjertesorg?

Det føles som... ja, okay, hjertesorg. Sidste sommer, juli måned, efter tre år med Thomas. Vi var i sommerhus i Tisvildeleje, og han sagde det bare. Boom.

• Chok: Først var der bare... ingenting. Som om lyden var skruet ned. Ligesom en tomhed.
• Vrede: Dagen efter. Vrede. Råbte af ham, smed en pude. Virkelig, en pude? Ja. Det var det, jeg havde.
• Sorg... men også lettelse?: Så kom tårerne. Uendelige tårer. Men midt i det hele, en lille, skamfuld lettelse. Som om jeg vidste det inderst inde.
• Skam: Hvad gjorde jeg forkert? Var jeg ikke god nok? Den der nagende følelse, der kom og gik.

Det var ikke bare tristhed. Det var et helt arsenal af følelser, der skiftede hele tiden. Fysisk ondt. Som om nogen havde slået mig i maven. Og så den der konstante, trættende følelse af at være... ude af balance.

Og det der med at se andre par? Åh gud. Raserianfald light. Og sociale medier? Totalt no-go zone. Alt mindede mig om ham.

Det værste var nok uvisheden. Hvad nu? Hvad skulle jeg stille op med alle de der fremtidsplaner, der nu var smuldret? Vi skulle jo have købt hus næste år. Hus med have. En golden retriever. Alt det lort.

Hjertesorg er ikke bare trist. Det er... alt. Og det tager tid. Jeg er stadig ikke helt over det, men det bliver bedre. Langsomt. Virkelig, virkelig langsomt. Det gør det altså. Selvom det ikke føles sådan lige nu.