Hvornår blev Sicilien italiensk?

Hvornår blev Sicilien italiensk? Svaret ligger i 1860

Mange historieinteresserede søger viden om hvornår blev sicilien italiensk og integreret i den moderne stat. Processen involverede dramatiske militære kampagner og politiske omvæltninger i midten af det nittende århundrede. At forstå denne vigtige historiske begivenhed ruster dig med dybere indsigt i landets komplekse kulturarv.

Historien bag: Hvornår blev Sicilien italiensk?

Øen Sicilien blev en officiel del af det moderne, samlede Italien den 17. marts 1861. Vejen ind i den italienske nationalstat skete som en del af den turbulente italienske samlingsproces, også kendt som Risorgimento. Processen kulminerede, da Kongeriget Italien formelt blev udråbt under kong Vittorio Emanuele II.

Forståelsen af dette historiske vendepunkt afhænger dog af, om man ser på den militære erobring eller den statslige annektering. Det hele startede nemlig med et dristigt og nærmest kaotisk felttog året før den officielle samling.

Garibaldis felttog i 1860: Fra oprør til erobring

I maj 1860 landede den berømte italienske frihedshelt Giuseppe Garibaldi på Siciliens kyst med sin legendariske hær af frivillige, kendt som rødtrøjerne. Hans mål var at vælte det siddende Bourbon-monarki, som på det tidspunkt regerede over Kongeriget Begge Sicilier, et område der dækkede både øen og det sydlige italienske fastland.

Da jeg første gang dykkede ned i kilderne omkring dette felttog, faldt jeg over de faktiske logistiske detaljer, og de er ret fascinerende. Garibaldi stævnede ud fra Genova med præcis 1.089 idealistiske frivillige ombord på to hemmeligt indkøbte dampskibe. Mange af disse mænd var studerende og håndværkere, som knap nok havde affyret et gevær før. Alligevel lykkedes det denne beskedne styrke, med massiv opbakning fra lokale sicilianske oprørere, at udmanøvrere over 20.000 professionelle neapolitanske soldater.

Oplevelsen på slagmarken var brutal. Kilderne beskriver, hvordan den tætte, kvælende røg fra de gammeldags munderingsgeværer og den intense sydeuropæiske sommervarme hurtigt drænede mændene for kræfter under de første store sammenstød i bjergene. Men kampviljen bar dem igennem. Inden for få måneder var hele øen befriet fra Bourbon-styret.

Folkeafstemningen og den officielle annektering

Efter den militære sejr over Bourbon-monarkiet var Siciliens fremtid stadig uvis. Skulle øen være en selvstændig republik, eller skulle den indgå i en større italiensk union? Svaret kom i oktober 1860, hvor den sicilianske befolkning blev indkaldt til en historisk folkeafstemning (et plebiscit).

Resultatet af afstemningen var overvældende, men historisk set også genstand for stor debat. Officielle opgørelser viser, at 432.053 sicilianere stemte ja til at blive genforenet med resten af de italienske stater under kong Vittorio Emanuele II, mens kun 667 stemte imod. Det svarer til en ja-procent på over 99,8% blandt de afgivne stemmer. Man skal dog huske, at valghandlingen foregik helt åbent på byens torve med separate stemmebokse til ja- og nej-sedler, hvilket lagde et enormt socialt og politisk pres på den jævne borger.

Denne afstemning banede vejen for den endelige administrative samling. Det administrative maskineri arbejdede hurtigt, og mindre end et halvt år senere, den 17. marts 1861, blev Kongeriget Italien officielt udråbt. Her ophørte Sicilien formelt med at eksistere som en uafhængig statslig enhed.

Fra centraliseret kongerige til moderne autonomi

Indlemmelsen i Italien blev ikke den dans på roser, som mange sicilianere havde håbet på. I stedet for frihed oplevede øen en hårdhændet centralisering fra den nye regerings side i Torino.

Nogle historiske oversigter peger på, at overgangen var så præget af misforståelser og økonomisk udbytning, at det skabte dyb splid mellem nord og syd. Faktisk var det reelle politiske demokrati ekstremt begrænset i starten. Ved det allerførste parlamentsvalg i det samlede Italien i 1861 var det kun omkring 2% af den samlede befolkning i landet, der overhovedet havde stemmeret, da rettigheden var betinget af både formue og læsefærdigheder. Det skabte en dyb følelse af fremmedgørelse på sicilien en del af italien, hvor fattigdommen og analfabetismen var udbredt.

Først efter Anden Verdenskrig fik Sicilien den status, øen har i dag. Siden 1946 har sicilien en del af italien haft en særlig historisk baggrund, men øen fik status som en autonom region i Den Italienske Republik. Dette særlige selvstyre giver øen sit eget regionale parlament og udstrakt kontrol over egne finanser og love, hvilket i dag sikrer en balance mellem den italienske nationalfølelse og den stolte, lokale sicilianske identitet.

Faserne i Siciliens overgang til Italien

Siciliens integration i den italienske stat skete ikke over natten, men var præget af tre markante historiske faser med vidt forskellige politiske vilkår.

Garibaldis Diktatur (Maj - Oktober 1860)

• Præget af krigstilstand, løfter om jordreformer og store forventninger til social frihed
• Midlertidigt militærdiktatur oprettet i Vittorio Emanuele II's navn efter Bourbon-styrets fald
• Helt decentralt og kontrolleret lokalt af Garibaldi og hans revolutionære stab

Kongeriget Italien (1861 - 1946)

• Hård centralisering, begrænset stemmeret for kun ca. 2 procent af befolkningen og økonomisk stagnation
• Formel annektering og fuldstændig integration som en provins under den italienske krone
• Benhård centralisering styret fra skiftende hovedstæder i Nord- og Midtitalien

⭐ Autonom Region (1946 - i dag)

• Fulde demokratiske rettigheder og beskyttelse af den unikke regionale og kulturelle identitet
• Særlig status som autonom region i den moderne italienske republik
• Udstrakt regionalt selvstyre med eget parlament og kontrol over lokale skatteindtægter

Oprøret i Palermo: Da teorien mødte virkeligheden

I april 1860 drømte den sicilianske håndværker Francesco om at slippe af med Bourbon-monarkiets tunge skatter og konstante undertrykkelse i Palermo. Da rygtet gik, at Garibaldi var på vej, greb han en gammel jagtriffel og sluttede sig til de lokale oprørere i gaderne.

Virkeligheden ramte dog Francesco som et chok under de første gadekampe, hvor de professionelle neapolitanske tropper bombede byens mure med tungt artilleri. Vandet slap op, barrikaderne faldt, og hans gruppe måtte trække sig tilbage i panik midt i den kvælende sommervarme.

Vendepunktet kom, da Garibaldis rødtrøjer ankom og ændrede taktikken fra frontale angreb til hurtige nålestødsaktioner i de snævre gyder. Francesco indbød rødtrøjerne i sit hjem og indså, at koordination og moral betød mere end rå militær overmagt.

Efter tre ugers intense kampe trak de kongelige tropper sig endelig ud af Palermo, hvilket sikrede kontrol over byen og gav Francesco og hans naboer en smagsprøve på den frihed, der et år senere førte til Italiens samling.