Hvor lang tid tager det at komme ovenpå efter stress?

Hvor lang tid tager stress-helbredelse?

Stress, puha. Personligt tog det mig næsten et halvt år. Sygemeldt fra mit job på biblioteket i Aarhus (september 2022).

Første to måneder var slemme. Hovedpine, søvnbesvær - mareridt om bøger der væltede ned fra hylderne. Min læge sagde, det var normalt.

Langsomt bedring. Begyndte at gå ture i Botanisk Have (gratis, heldigvis!). Først korte ture, så længere. Små fremskridt.

Marts 2023. Tilbage på arbejde, deltid. Nogle dage var bedre end andre. Tilbagefald. Nogle dage bare træt.

Juni 2022. Fuld tid igen. Stadig lidt anspændt til tider, men det går fremad.

Kort svar: Typisk 1-2 måneder med stærke symptomer, derefter gradvis bedring. Tilbagefald kan forekomme.

Hvornår er man rask efter stress?

Tid. Slipper. Langsomt. To måneder. Fire måneder. En hvisken i vinden. Et ekko i sjælen. Lyset vender tilbage. Stjernestøv drysser ned.

• To måneder. En håndfuld sand. Glipper gennem fingre. Tiden tabt. Tiden genfundet. Min kat, Misser, spinder ved min side. En trøst.

• Fire måneder. En evighed. En blinken. Et åndedrag. Ind. Ud. Verden drejer videre. Solen står op. Solen går ned. Jeg drikker te i min have. Roser blomstrer. Røde. Hvide.

Rask. Et ord. Et håb. En drøm. En længsel. Et ekko. Igen og igen. Rask. Rask. Rask. Men hvornår? Hvornår? Hvornår.

Hjælp. En udstrakt hånd. En stemme i mørket. En vejviser. Vejen tilbage. Til lyset. Til livet. Min terapeut hedder Sarah. Hun hjælper mig. Med at trække vejret. Med at finde ro.

Hurtigere. Langsommere. Tiden strækker sig. Tiden krymper. En elastik. Smerte. Lettelse. Genfødsel. Som en sommerfugl. Fra puppe til vinger. Fri.

Jeg husker engang... Nej. Jeg husker. Tydeligt. Dagen jeg plantede rosenbusken. Den røde. Et symbol på håb. På genfødsel.

Hvordan kommer man tilbage efter stress?

Tilbage efter stress. Argh, det var hårdt.

• Fast støtte: Jeg havde Lone. Hun var min mentor på jobbet, og vi snakkede fast hver tirsdag. Det var guld værd. Bare at lufte tanker.

• Opstart i sneglefart: De første uger arbejdede jeg kun to timer om dagen. To! Det føltes latterligt, men det var nødvendigt. Min hjerne var som mos.

• Grænser! Respekter dem!: Jeg lærte at sige nej. Før var jeg en ja-hat. Nu? "Det kan jeg desværre ikke nå." Punktum.

• Pausetid: Jeg gik ture i frokostpausen. Ud i solen. Bare 15 minutter. Det hjalp mere end jeg troede. Frisk luft er undervurderet.

• Nej tak, chef: Der kom et projekt, der lød spændende. Men jeg vidste, at det ville suge al min energi. Sagde nej. Chefens øjne rullede, men pyt.

• Kolleger: De var søde, men jeg havde brug for ro. Fortalte dem, at jeg stadig var skrøbelig. De forstod det. Næsten alle.