Hvorfor stammer man som voksen?

Hvorfor stammer man som voksen? Det spørgsmål har virkelig gnavet i mig, jeg må indrømme det. Jeg har en veninde, Lise, der stammer, og at se hende kæmpe med at finde de helt rigtige ord, det river i hjertet, altså. Det er ikke bare en lille hakken i samtalen, det er som at se hende drukne i ord, der ikke vil komme ud. Hendes frustration er mærkbar, det er tydeligt at se den indre kamp.

Jeg synes det er så uretfærdigt, at vi ikke ved mere. Jeg mener, hvordan kan det være, at vi i 2024 stadig ikke har en decideret forklaring, der dækker alle tilfælde? Er det kun gener? Eller er det også opvæksten, der spiller en rolle? Jeg har hørt om studier, hvor der nævnes en blanding af både arv og miljø, noget med 70% gener og 30% miljø, eller var det omvendt? Jeg husker det ikke helt præcist, men pointen er, at det er kompliceret. Og det gør det jo bare endnu mere smerteligt for dem, der kæmper med det.

Jeg kan huske en gang, da jeg var barn, hvor min storebror, han stammede lidt når han blev nervøs, det var forfærdeligt at se, hvor meget det plagede ham. Det fik ham til at trække sig lidt tilbage. Det var som om ordene blev til en mur, en uoverstigelig mur mellem ham og resten af verden. Tænk sig at føle sådan hver dag. At være fanget i sin egen krop, at være afskåret fra en flydende samtale. Det må være drænende, ufatteligt drænende.

Så ja, jeg håber virkelig, at forskningen snart giver os bedre svar, og endnu vigtigere: bedre hjælp. For det er ikke bare et problem for den enkelte, men for alle omkring dem. Fordi at se en man holder af lide, det gør ondt, det gør virkelig ondt. Og Lise fortjener, at vi forstår mere, så hun kan få den hjælp hun har brug for. Alle der stammer fortjener det.