Hvad skal man minimum have at leve for?

Lever vi for lidt? Et kig på minimumsbudgettet og den individuelle virkelighed.

“7.010 kroner om måneden. Det er, hvad en enlig ifølge anbefalingerne skal have til rådighed for at klare sig.” Det lyder måske som et håndgribeligt tal, men bag det skjuler sig en kompleks virkelighed. For hvad dækker “at klare sig” egentlig over, og hvor realistisk er disse minimumsbudgetter i en tid med stigende priser og individuelle behov?

De anbefalede beløb, som dikterer 7.010 kr. for enlige, 11.890 kr. for par uden børn, samt tillæg på 1.910 kr. for børn under 2 år og 2.460 kr. for børn mellem 2 og 6 år, er beregnet ud fra en kurv af nødvendige udgifter. Husleje, mad, transport, tøj, medicin og en minimal grad af fritidsaktiviteter er inkluderet. Men livet er sjældent så firkantet.

For det første er boligmarkedet en væsentlig faktor. I storbyerne kan huslejen alene æde en stor del af budgettet, mens det i landdistrikterne kan se anderledes ud. Derfor er et landsdækkende minimumsbudget nødvendigvis en generalisering, der ikke tager højde for regionale forskelle.

For det andet er der de individuelle behov og prioriteter. Har man kroniske sygdomme, der kræver dyr medicin? Er der behov for specialkost? Er transport til arbejde en betydelig udgift? Disse faktorer kan hurtigt sprænge et ellers stramt budget.

Minimumsbudgettet skal ses som et pejlemærke, en indikation af, hvad der minimum bør være til rådighed for at dække de basale behov. Det er ikke et idealbudget, og det tager ikke højde for uforudsete udgifter, opsparing eller den livskvalitet, der kommer med at kunne deltage i sociale aktiviteter, rejse eller dyrke sine interesser.

Det er vigtigt at huske, at disse tal repræsenterer en overlevelsesgrænse, ikke en trivselsgrænse. En reel diskussion om et værdigt liv bør inkludere mere end blot overlevelse. Den bør omfatte muligheden for at deltage aktivt i samfundet, have et socialt liv og opleve en følelse af økonomisk tryghed.

Derfor er det essentielt at se ud over de kolde tal og anerkende, at “at klare sig” er et begreb, der varierer fra person til person og afhænger af en lang række faktorer. Minimumsbudgettet er et vigtigt redskab til at identificere dem, der lever under fattigdomsgrænsen, men det er ikke et mål i sig selv. Målet må være at sikre, at alle har mulighed for ikke bare at overleve, men at leve et liv med værdighed og muligheder.