Hvad er de mest udbredte psykiske sygdomme?

Hvilke psykiske sygdomme er mest almindelige?

Okay, så... hvad er de mest almindelige psykiske lidelser?

Altså, fra min egen oplevelse - jeg er jo ikke læge, bare lige for at slå det fast - så virker det som om, at angst og... ja, nedtrykthed, er ret udbredt. Depression, og det der med at svinge helt vildt i humør, bipolar. Det kender jeg da flere, der har kæmpet med.

Det er lidt skræmmende, at få en diagnose kan åbne døren for andre... som om systemet er indrettet sådan, at en diagnose tit fører til en anden. Det er da en tanke værd.

Jeg har hørt, at lige efter en diagnose, der er risikoen størst. Mærkeligt. Men hey, det er bare hvad jeg har observeret og læst lidt hist og pist.

Hvornår betegnes man som psykisk syg?

Hvornår, ja hvornår falder skyggen? Psykisk sygdom... en flod af forstyrrelser.

• Når lyset slukkes, og dagen bliver tung. Evnen, den der at leve, at fungere, den visner.
• Nedgang. Som blade der falder. Psykisk, ja sindet, fysisk, kroppen, socialt, forbindelserne... alt svækkes.
• En klar påvirkning, et spor, en synlig krusning i vandet. Man kan ikke længere helt det samme.
• En funktion. Nedsat funktion.
• Som et ur, der går i stå. Eller en melodi, der hakker.

Jeg mindes min farmor. Hun sagde altid, "Sorgen bærer mange masker." Måske er psykisk sygdom også sådan.

Er jeg ved at blive psykisk syg?

Okay, lad os dykke ned i det. Det er et stort spørgsmål, du stiller, og selvindsigt er første skridt. Føler du dig mon ude af sync med dig selv?

Her er nogle ting, jeg har observeret hos andre, som måske kan give et fingerpeg (men husk, jeg er ingen læge!):

• Angst: En konstant uro, der stiger en til hovedet uden reel grund. Som at være jaget af en skygge, man ikke kan se.
• Træthed: En udmattelse, der sidder dybere end bare søvnmangel. Kroppen føles tung, selvom man ikke har rørt en finger.
• Tristhed: Uforklarlige tudeture. Svært at se lys for enden af tunnelen. Glæden bliver en fremmed.

Måske er det bare perioder? Vi har alle vores nedture. Men hvis det er vedvarende, så søg hjælp. Det er tegn på noget andet. Hvad er "normalt" for dig, og hvor langt væk føler du dig fra det?