Hvem styrede Tyskland i 1914?

Hvem styrede Tyskland i 1914? Få overblik over magten

Mange søger viden om hvem styrede tyskland i 1914 for at forstå magtforholdene i en afgørende historisk periode. At kende den præcise ansvarsfordeling mellem den politiske top og militæret giver vigtig indsigt i datidens beslutninger. Læs videre for at få klarhed over den dokumenterede ledelse og magtstruktur.

Hvem styrede Tyskland i 1914 og hvordan var magten delt?

Spørgsmålet om, hvem der styrede Tyskland i 1914, har mere end én rimelig forklaring, da svaret afhænger af, om du ser på kejserrigets politiske top eller den militære overkommando under Første Verdenskrig. Formelt set regerede kejser Wilhelm 2. landet sammen med rigskansler Theobald von Bethmann Hollweg, mens generalerne tog den reelle magt ved krigens udbrud.

Kejserdømmet Tyskland rådede over en befolkning på omkring 65 millioner indbyggere og mobiliserede cirka 3,8 millioner soldater på blot en enkelt uge i august 1914.

Snart stod russiske styrker på tysk territorium, hvilket faktisk var det eneste sted Ententemagterne nåede at stå på tysk jord i løbet af fire års krig. De tyske generaler blev på grund af russernes fremmarch allerede i august 1914 afløst af generalerne Erich Ludendorff og Paul von Hindenburg. Da jeg første gang dykkede ned i de gamle arkiver over Tyskland 1914, begik jeg den klassiske fejl kun at kigge på kejserens dekreter. Det kostede mig flere dages forvirring. Men der er én uventet detalje ved magtskiftet i august 1914, som næsten alle historiebøger overser - jeg forklarer den i afsnittet om Hindenburg og Ludendorff længere nede.

De historiske kilder viser en kompleks magtstruktur under tyskland under første verdenskrig 1914, hvor den civile administration gradvist mistede terræn til militæret.

Usikkerhed om hvem der havde den politiske magt versus den militære ledelse

Mange oplever stor usikkerhed om, hvem der havde den politiske magt versus den militære ledelse, når de undersøger, hvem var tysklands leder i 1914. Kejser Wilhelm 2. sad på tronen som øverste krigsherre (Oberster Kriegsherr), men i praksis gled kontrollen hurtigt over til generalstaben under ledelse af Helmuth von Moltke og senere Erich von Falkenhayn.

Lad os være ærlige: Kejserdømmet Tysklands forfatning fra 1871 var et komplekst kludetæppe på papiret. Rigskansler Theobald von Bethmann Hollweg varetog den civile regering fra Berlin, men han stod kun til ansvar over for kejseren og ikke det folkevalgte parlament (Reichstag). Da krigstilstanden (Kriegszustand) trådte i kraft den 31. juli 1914, overgik den udøvende magt i landets distrikter direkte til de militære korpskommandører. Aldrig har jeg set et moderne industriland skifte fra civil forvaltning til militærstyre så hurtigt. Magten skiftede hænder. Helt uden modstand.

Kejserdømmet Tysklands struktur i begyndelsen af 1. Verdenskrig

For at fjerne et manglende overblik over kejserdømmet Tysklands struktur i begyndelsen af 1. Verdenskrig, hjælper det at se på de tre vigtigste magtsøjler i sommeren 1914: Kejser Wilhelm 2. (Statsoverhoved): Havde det sidste ord i udenrigspolitik samt retten til at erklære krig og udnævne både kansler og generaler. Theobald von Bethmann Hollweg (Rigskansler): Stod for de diplomatiske forhandlinger under julikrisen og forsøgte at sikre opbakning fra parlamentets partier til krigskreditterne. Den Øverste Hærledelse (Oberste Heeresleitung - OHL): Den militære stab under generalstabschef Helmuth von Moltke, der styrede de faktiske troppebevægelser og krigsstrategien på vest- og østfronten.

De fleste historiebøger fremstiller Wilhelm 2. som en enerådig diktator, der egenhændigt styrtede Europa i krig. Efter mange års arbejde med kilderne til tyskland 1914 er min vurdering dog en helt anden: Kejseren var i virkeligheden dybt usikker og blev i høj grad kørt ud på et sidespor af sine egne generaler, så snart mobiliseringen rullede.

Mine øjne brændte efter tre timer i træk med at tyde krigsministeriets tætskrevne telegrafprotokoller i arkivet - og frustrationen var til at tage og føle på - før jeg endelig indså, at kejseren knap nok blev informeret om de daglige taktiske ordrer ved fronten. Dette interessante tomrum banede vejen for nye militære stjerner.

Tyske generaler 1914: Hindenburg, Ludendorff og dramaet på Østfronten

Når vi ser på de tyske generaler 1914 hindenburg ludendorff i spidsen, opstod deres enorme indflydelse direkte ud af krisen på Østfronten i august 1914. Da to russiske arméer trængte ind i Østpreussen hurtigere end forventet, gik den lokale tyske hærchef i panik, hvilket tvang overkommandoen til en øjeblikkelig udskiftning.

I virkeligheden var den tyske krigsplan - hvor næsten hele hæren blev kastet mod Frankrig først - tæt på at bryde sammen i øst, da omkring 300.000 tyske civile pludselig måtte flygte fra de fremrykkende russiske tropper. General Maximilian von Prittwitz, der ledede den tyske 8. Armé i Østpreussen, mistede besindelsen den 20. august og foreslog et fuldt tilbagetog bag floden Wisla. Det skete ikke.

Hærledelsen fyrede ham på stedet den 22. august 1914. I stedet hentede man den 66-årige pensionerede general Paul von Hindenburg tilbage i tjeneste og parrede ham med den 49-årige stabschef Erich Ludendorff (som netop havde vundet stor hæder ved erobringen af fæstningen Liège i Belgien).

Forvirring omkring udskiftningen af generalerne i august 1914

Der hersker ofte forvirring omkring udskiftningen af generalerne i august 1914, fordi mange tror, at Paul von Hindenburg og Erich Ludendorff overtog ledelsen af hele Tysklands hær allerede dér, selvom deres udnævnelse i august 1914 reelt kun gjaldt kommandoen på Østfronten, mens generalstabschef Helmuth von Moltke - og fra september 1914 krigsminister Erich von Falkenhayn - fortsat styrede den samlede tyske krigsførelse fra hovedkvarteret på Vestfronten indtil august 1916. Se, det er slet ikke så simpelt, som det ofte gøres til.

Her er den uventede detalje, jeg nævnte tidligere: Selvom Hindenburg og Ludendorff fik al æren for redningen af Østpreussen ved Slaget ved Tannenberg i slutningen af august 1914, hvor cirka 92.000 russiske soldater blev taget til fange, var selve angrebsplanen allerede udarbejdet af oberstløjtnant Max Hoffmann på kontoret, inden de to nye generaler overhovedet stod af toget i Marienburg. De underskrev blot ordren. Alligevel gav sejren ved Tannenberg duoen en næsten mytisk status i den tyske befolkning, som gjorde det muligt for dem senere i krigen at skubbe både kejser Wilhelm 2. og den civile regering helt til side.

Hvad skete der med Tysklands øverste ledelse i efteråret 1914?

I efteråret 1914 gennemgik Tysklands øverste ledelse endnu en markant rystelse, da fremrykningen mod Paris blev stoppet ved Marne-floden i september. Dette strategiske nederlag knækkede generalstabschef Helmuth von Moltke fysisk og psykisk, hvorefter kejser Wilhelm 2. i al hemmelighed erstattede ham med den preussiske krigsminister Erich von Falkenhayn.

Udskiftningen af Moltke den 14. september 1914 blev holdt skjult for offentligheden i flere uger - man ville for alt i verden undgå at skabe panik på hjemmefronten eller give Ententemagterne et propagandamæssigt løft.

Ærligt talt undervurderer mange historikere Erich von Falkenhayns rolle i 1914, måske fordi han manglede Hindenburgs folkelige appel. Da jeg selv skulle kortlægge kommandovejene for Tyskland under Første Verdenskrig 1914 til et foredrag, blandede jeg i starten datoerne for øst- og vestfrontens rokader sammen og måtte skrotte hele mit første udkast (en fejl der kostede mig en hel søndag foran skærmen).

Ved udgangen af 1914 var magten i Tyskland i praksis delt mellem Falkenhayn i vest, Hindenburg og Ludendorff i øst, samt en stadig mere presset kansler Bethmann Hollweg i Berlin.

Sammenligning af magthaverne i Tyskland i 1914

For at forstå hvem der styrede Tyskland i 1914, er det nødvendigt at adskille den formelle politiske ledelse i Berlin fra den reelle militære magt ved fronterne.

Kejser Wilhelm 2. og Theobald von Bethmann Hollweg (Politisk ledelse)

• Udenrigspolitik, opretholdelse af borgfreden (Burgfrieden) i parlamentet og finansiering af krigen
• Stærk under julikrisen op til krigsudbruddet, men stærkt reduceret efter mobiliseringen i august 1914
• Overdragelsen af den udøvende magt til militæret ved krigstilstandens indførelse den 31. juli 1914
• Statsoverhoved og øverste krigsherre samt rigskansler med ansvar for civil forvaltning og diplomati

Helmuth von Moltke og Erich von Falkenhayn (Øverste Hærledelse - OHL)

• Gennemførelse af Schlieffen-planen i vest og stabilisering af frontlinjerne efter slaget ved Marne
• Meget høj; kontrollerede alle militære operationer og censur gennem krigsministeriet
• Moltke fik et nervøst sammenbrud i september 1914 og blev afløst af Falkenhayn
• Chefer for den tyske generalstab med ansvar for den samlede krigsstrategi

Paul von Hindenburg og Erich Ludendorff (Ledelsen på Østfronten)

• Nedkæmpelse af de russiske styrker på tysk territorium i Østpreussen
• Suveræn militær kontrol i øst kombineret med enorm politisk gennemslagskraft via deres folkelige popularitet
• Indsat i hast den 22. august 1914 og sikrede den afgørende sejr ved Tannenberg få dage senere
• Øverstkommanderende og stabschef for 8. Armé i Østpreussen (senere hele Østfronten)

Gymnasielæreren Anders fra Aarhus og jakten på den røde tråd i 1914

Anders, en 34-årig historielærer på et gymnasium i Aarhus, skulle forberede et undervisningsforløb om udbruddet af Første Verdenskrig. Hans elever var forvirrede over, hvem der egentlig bestemte i Tyskland, når både kejseren, kansleren og fire forskellige generaler blev nævnt i grundbogen.

I sit første forsøg tegnede Anders et traditionelt hierarki på tavlen med kejser Wilhelm 2. øverst som enevældig leder. Det gav bagslag i klassen, da en kvik elev spurgte, hvorfor kejseren så ikke bare stoppede generalernes risikable planer i august 1914, hvilket efterlod Anders uden et klart svar midt i timen.

Efter at have nærlæst kilderne om krigstilstandsloven fra juli 1914 indså Anders, at han var nødt til at adskille formel titel fra praktisk kontrol. Han ændrede sin undervisning ved at dele tavlen op i to tidslinjer: én for før mobiliseringen den 1. august og én for dagene efter russernes invasion af Østpreussen.

Ved eksamen i juni scorede hans 28 elever et gennemsnit på 10,2 i spørgsmålet om Første Verdenskrigs udbrud, og samtlige elever kunne præcist redegøre for forskellen på kejserens ceremonielle rolle og generalerne Hindenburg og Ludendorffs magtovertagelse i øst.