Hvornår må nyfødte bruge sut?

Okay, lad mig lige dykke ned i det her sutte-spørgsmål. Altså, hvornår må de små puslinger egentlig få lov til at sutte løs? Det er jo et spørgsmål, jeg selv har stået med, ikke bare én, men faktisk to gange. Og jeg må sige, der er ikke et sort-hvidt svar, vel?

Min personlige holdning? Jeg er nok lidt forsigtig i starten. I hvert fald hvis man som jeg, virkelig gerne vil have amningen til at fungere. Jeg ville nok lige vente, til mælken er løbet til, og den lille har godt fat i brystet. Det er jo lidt ærgerligt, hvis den der lille mund bliver forvirret over sutten, og pludselig ikke gider bøvle med brystet mere. Har I prøvet det? Man føler sig jo fuldstændig magtesløs, når den lille bare græder og græder!

Men… (og det er et stort men!)… man skal jo heller ikke være totalt fanatisk! Seriøst, hvis babyen bare har brug for at sutte, og jeg mener virkelig har brug for det, og intet andet virker – ja, så er sutten jo som sendt fra himlen, ikke? Jeg husker tydeligt, da min datter var tre uger gammel. Vi havde prøvet alt – vuggen, sang, amning, skiftning… alt! Hun skreg bare videre, sådan et hæst, utrøstelig skrig. Til sidst gav jeg hende en sut, og… plop… stilhed. Helt surrealistisk. Man tænker jo: “Hvorfor gjorde jeg ikke det før?!”

Så pointen er vel, at man lige skal tage sig tid, se an, mærke efter hvad der virker for ens egen baby. Lytte til sin intuition, måske? Og så lige huske på, at der er forskel på at bruge sutten som en “quick fix” for at slippe for at trøste, og at give den til en baby, der virkelig har et intenst suttebehov, og hvor intet andet hjælper. Ikke? Det er i hvert fald mine tanker om det. Hvad tænker I?