Hvorfor er der en dreng på en wienerschnitzel?

Okay, lad os se, om jeg kan få lidt mere liv og personlighed ind i den her tekst om "drengen på wienerschnitzelen". Jeg har altid fundet den vending så underlig og alligevel ... charmerende.

Hvorfor er der dog lige en dreng på en wienerschnitzel? Altså, seriøst? Hver gang jeg hører det, får jeg sådan et skævt smil på læben. Det er jo komplet absurd! Jeg mener, "en dreng på en wienerschnitzel" – hvad pokker skal det betyde?

Og det der med, at ingen rigtigt ved, hvor det kommer fra? Det gør det bare endnu mere... fortryllende, på en eller anden måde. Jeg elsker, når der findes sådan nogle små, uløselige gåder i sproget. Det holder det ligesom i live, ikke?

Men den der beskrivelse af, hvad der faktisk er ovenpå schnitzelen – citron, ansjoser, kapers og peberrod… Mums! Det lyder jo vildt lækkert! Har I prøvet det? Jeg har ikke, men nu får jeg helt lyst! Måske… måske er det der hemmeligheden ligger? En smagseksplosion, der er så... ja, sprængfarlig, at den bare må have en dreng til at beskrive den? Eller er det bare mig, der tænker for meget over en gammel talemåde?

Min mormor brugte det udtryk tit, husker jeg. Altid i forbindelse med noget, der var lige lovlig prangende eller overdrevet. "Hold da op, sikke en kjole! Det ligner jo nærmest en dreng på en wienerschnitzel!", sagde hun så. Og jeg, jeg fattede jo hat... Men måske, bare måske, har det handlet om den der uventede kombination? Det sprøde, det salte, det syrlige, det stærke... Alt på én gang. Ligesom... en dreng på en wienerschnitzel?