Hvor mange timer skal man mindst have på et flexjob?

Hvor mange timer? Det spørgsmål har jeg selv tumlet med, da jeg skulle i gang med mit flexjob. 15 timer, minimum, sagde de. Femten! Lyt lige til det tal. Klingende så lidt, ikke? Som om man bare lige pifter lidt med i en hverdag, der ellers føles enorm og uoverskuelig. Men det er jo ikke sådan det er, vel?

Det er jo ikke bare timer, det er et helt nyt liv. Et liv, hvor man skal navigere i den der mærkelige cocktail af ambitioner, begrænsninger, og den konstant gnavende usikkerhed, om man nu gør det godt nok. Husker jeg en gang, hvor en veninde fortalte mig om hendes flexjob – 15 timer, akkurat som minimumskravet, men hun følte sig helt udmattet bagefter. Det lød så uretfærdigt, at der kunne være så meget smerte og kamp bag det tilsyneladende lave timetal.

For at få det hele til at gå op, skal man jo have arbejdet mindst 30 timer om ugen i et helt år, inden man overhovedet kommer i betragtning. Tænk engang, alle de kræfter, man har givet, før man overhovedet kan få ret til at give mindre. Det er lidt paradoksalt, ikke? Jeg arbejdede selv over 40 timer om ugen i årevis, før diagnosen kom og ændrede alt. Helt ærligt, nogle dage savner jeg bare den energi – den vilde, uudnyttede energi, der bare var der.

Men 15 timer, det er et udgangspunkt. Det afhænger jo helt af, hvor meget man kan klare, af ens arbejdsevne, og det er så individuelt. Der er jo ingen, der kan klippe én og samme skabelon over os alle sammen, vel? Man skal finde sin rytme. Jeg, personligt, har det bedst med mindre end 15 timer – hvilket selvfølgelig også kræver en vis økonomisk planlægning, som jeg ofte sidder og skændes med mig selv over… men det er en anden historie. Punktet er: 15 timer er minimum, men vejen frem er et samarbejde med ens egen krop og sind. Og den vej er ret personlig, det må jeg indrømme.