Hvorfor strittede man med lillefingeren?

Hvorfor stritter man med lillefingeren? Historie

hvorfor stritter man med lillefingeren er et fascinerende spørgsmål om gamle skikke og traditioner. At forstå baggrunden for denne særprægede gestus giver et spændende indblik i ældre tiders adelsnormer og sociale kutymer. Læs med her for at opdage de historiske årsager bag denne særhed.

Hvorfor stritter man med lillefingeren?

Det at stritte med lillefingeren har historisk set været tæt forbundet med overklasse, etikette og forfinethed. Denne vane er ikke opstået ved et tilfælde, men kan spores tilbage til flere forskellige historiske forklaringer og teorier.

De hankeløse tekopper fra Kina

Da te i 1600-tallet blev importeret fra Kina til Europa, fulgte de originale kinesiske porcelænskopper med. Disse kopper var små, lavet af tyndt porcelæn og havde ingen hank. For ikke at brænde fingrene på den varme te, holdt man koppen med tommel-, pege- og langfingeren. Da kopperne var så små, var der simpelthen ikke plads til lillefingeren, som naturligt kom til at stritte ud for at holde balancen.

Når man tænker over det, giver det helt mening - fysikken i at holde en lille, glat genstand uden hank kræver et modspil. Da te var en ekstremt dyr luksusvare på det tidspunkt, blev den lillefingeren ud når man drikker te hurtigt et symbol på rigdom og status. Folk, der ikke drak te, begyndte at efterligne gestussen for at signalere, at de også hørte til de velhavende.

Krydderier og fedtede fingre i middelalderen

Før gaflen blev almindelig ved de europæiske borde, spiste man med fingrene. Inden for overklassens strenge etikette var det god stil kun at bruge tre fingre (tommel-, pege- og langfingeren) til at tage maden med.

Lillefingeren (og ofte ringfingeren) blev holdt fri og strakt ud, så den forblev ren. Den rene lillefinger kunne man derefter bruge til at dyppe i de kostbare, fælles kryddersmør- eller saltkar på bordet uden at grise maden til for de andre gæster.

Moden omkring kønssygdommen syfilis

En mere dyster historisk teori trækker tråde til 1500- og 1600-tallet, hvor kønssygdommen syfilis strittende lillefinger hærgede i de europæiske hoffer og blandt overklassen. Sygdommen angreb nervesystemet og leddene, hvilket i nogle tilfælde medførte lammelser eller stivhed i fingrene - særligt lillefingeren.

Fordi så mange rige og magtfulde mennesker led af dette, begyndte andre at efterligne den stive, strittende lillefinger for at fremstå som en del af det fine selskab. Det blev simpelthen gjort til en modedille for at skjule eller romantisere sygdommens symptomer.

Fra overklasse-symbol til moderne dårlig etikette

I dag anses det for at være dårlig etikette at stritte med lillefingeren, da det i moderne historisk bordskik lillefinger bliver opfattet som et tilgjort og snobbet forsøg på at se fornem ud. Hvor gestussen før i tiden var et tegn på raffinement eller praktisk nødvendighed, betragtes den i dag mest af alt som et levn fra en forgangen tid.

Sammenligning af teorier bag den strittende lillefinger

Tekopperne fra Kina

• Symbol på te-kultur og rigdom.
• Mangel på hank og små kopper gjorde det nødvendigt at bruge tre fingre, mens lillefingeren holdt balancen.
• 1600-tallet

Krydderier i middelalderen

• Etikette og renlighed ved spisebordet.
• Spisning med fingrene krævede, at man holdt mindst én finger ren til salt og kryddersmør.
• Middelalderen

Syfilis ved hoffet

• Modedille efterlignet af dem, der ville fremstå rige og magtfulde.
• Nerveskader og stive fingre som følge af sygdommen.
• 1500- og 1600-tallet

Historisk opdagelse i selskabet

Minh, en historieinteresseret studerende fra Aarhus, deltog i et selskab hvor en ældre herre drak kaffe og strittede stift med lillefingeren. Minh undrede sig over, hvorfor denne vane stadig dukker op i dag.

Først troede han, at det blot var et udtryk for almindeligt snobberi eller vanemæssig opførsel ved kaffebordet.

Efter at have gravet i historiske kilder indså han, at gestussen engang var et udbredt symbol på både luksus og overklassens kamp med datidens modetrends og drikkeredskaber.

Resultatet blev en ny forståelse af, hvordan kropssprog overlever generationer, selvom den oprindelige mening er gået tabt og nu opfattes som dårlig stil.