Hvordan opstår hulsten?

Hulsten… Altså, har I nogensinde bare holdt en? Det er jo vildt! De er jo ikke bare sten. De er… historier. Små, tunge, runde historier om is og vand og rejser længere, end jeg nogensinde kommer til at rejse. Fra Norge og Sverige, helt hertil. Kan I forestille jer det? Isen der skubber og maser og slæber de her sten med sig, kilometer efter kilometer. Og så ender de her, i min hånd. I vores hænder.

Det er jo fuldstændig sindssygt at tænke på! En blanding af nordisk grundfjeld og dansk kalk og flint… En lille bid af Norge eller Sverige plantet lige her i vores jord. Det er som om, landene har givet hinanden et håndtryk, gennem tiden. Eller måske mere et kram, sådan et rigtigt langt et.

Min bedstefar, han samlede på hulsten. Husker jeg ham sidde ude i haven og studere dem, vende og dreje dem i lyset. Han sagde altid, at hver sten havde en historie at fortælle. Jeg forstod det ikke helt dengang, men nu… nu tror jeg, jeg begynder at fatte det.

Jeg fandt engang en hulsten på stranden ved Lønstrup. Den var helt rund og glat, næsten som et æg. Jeg har den stadig. Den ligger på mit natbord. En lille reminder om naturens kræfter, om tidens gang. Og om min bedstefar, selvfølgelig.

Man læser jo et sted, at isen dækkede Danmark for tusinder af år siden – jeg husker ikke præcis hvor mange, men det er jo fuldstændig ubegribeligt lang tid! Og alle de hulsten, vi finder i dag, er vidnesbyrd om den tid. Det er da… wow. Jeg tror næsten, jeg må en tur til stranden. Hvem ved, hvad der venter derude? Måske min egen lille bid af historien.