Hvornår begynder børns sved at lugte?

1 år siden 46 visninger

Åh, den der pubertetslugt... Det er et ømt punkt for mig, for jeg husker tydeligt, hvor ubehageligt det var at opdage, at min egen krop begyndte at ændre sig. Jeg tror, det startede omkring 10-11 års alderen, måske lidt før. Pludselig var der den der nye, lidt syrlige lugt, der fulgte med sveden. Det var både pinligt og forvirrende – en markant ændring, der tydeligt signalerede, at barndommen var på vej væk. Det er en helt naturlig del af at blive voksen, men det er altså en ret intens oplevelse for en ung pige.

Kommentar 0 synes om

Måske vil du også spørge om dette?Mere

Hvornår begynder børns sved at lugte? Åh, den der pubertetslugt... Det er så et ømt punkt for mig. Jeg husker det tydeligt, som var det i går. Den der ubehagelige overraskelse, ligesom en lille, grim hemmelighed kroppen havde holdt skjult, indtil den pludselig bragede ud. Jeg var måske 10, måske 11? Eller var det 12? Tiden svømmer lidt sammen, men den der syrlige, lidt sur-søde lugt – den glemmer man ikke!

Pludselig var jeg ikke bare barn længere, ikke sandt? En markant ændring, som om kroppen råbte: "Hey! Jeg er ved at blive voksen, og det lugter!" Det var pinligt, vildt pinligt. Jeg husker en gang i skolegården, hvor jeg løb rundt og legede, og bagefter var jeg helt sikker på, at alle kunne lugte det. Alle! Det føltes i hvert fald sådan. Hver en sveddråbe var en lille, skamfuld påmindelse om at være på vej ud af barndommen.

En veninde fortalte engang, at hun var endnu yngre, måske 8-9 år, da det begyndte for hende. Åh, nej! Tænkte jeg. Det var så uretfærdigt. Jeg var jo allerede så usikker på alt, så skulle jeg også bekymre mig om om at lugte som en syrlig eddike-bombe? Men det er bare sådan det er, ikke? En naturlig del af at vokse op. Men intens, ja, det er et ord, der beskriver det perfekt. Især for en ung pige, der i forvejen føler sig usikker og sårbar. Lige pludselig får man også den her nye kropslugt oven i hatten. Man er jo nærmest ikke til at holde ud. Selvom man jo i virkeligheden er præcis lige så fantastisk som alle andre.

Jeg ved ikke, om der er nogle undersøgelser om præcis hvornår det sker. Jeg tror, det er forskelligt fra person til person, ligesom alt andet. Men man ved jo, at det har noget at gøre med hormoner, og at det er en del af puberteten. Det er et faktum, bare et lidt ubehageligt et af slagsen. Men trods alt: Man overlever det!