Hvordan kan man se om nogen lyver?

Har du nogensinde stået overfor en, hvor du bare vidste, at de ikke fortalte sandheden? Den der kriblen i maven, en fornemmelse af at noget bare ikke stemmer. Jeg kender det alt for godt. Man stirrer måske intenst, leder efter de små tegn, de små afslørende træk der kan afsløre løgnen. Men hvad er det egentlig man skal kigge efter?

Rastløshed, det er en klassiker, ik'? Fidgeting, som de siger på engelsk. Lige som min gamle onkel Arne, han kunne aldrig sidde stille når han fortalte røverhistorier fra sin ungdom – historier som, lad os være ærlige, nok var mere fiktion end fakta. Han trommede med fingrene, vippede med foden, rokkede frem og tilbage. Det var næsten et show i sig selv.

Og så er der det der med at røre ved ansigtet. Næsen, panden, bag øret… Er det mon en underbevidst trang til at dække over løgnen? Jeg husker engang, jeg spurgte min datter, om hun havde spist alle småkagerne (selvfølgelig havde hun det!), og hendes hånd fløj op til hendes mund, næsten som om hun ville stoppe ordene før de kom ud. Brystkassen, det er en anden én. Som om løgnen sidder fast et sted derinde og kæmper for at komme fri.

Og kvinder, ja, de holder sig ofte om halsen, nede ved struben. Jeg så det engang hos en veninde, da hun prøvede at forklare, hvorfor hun var for sent til min fødselsdagsfest. Historien var lang og indviklet, og hele tiden holdt hun sig om halsen, næsten som om hun havde svært ved at få vejret. Gad vide om det er fordi løgnen sidder fast i halsen?

Det er jo ikke nogen eksakt videnskab, vel? Der er ingen garanti for at disse tegn altid betyder, at nogen lyver. Måske er de bare nervøse, eller har en kløe. Men alligevel… de små tegn, de små afsløringer, de kan give et hint, en fornemmelse. Og nogle gange er det alt, hvad man har brug for. Ikke sandt?