Hvilke lande er atommagter?

Hvilke lande er atommagter? Hvilke lande har atomvåben?

Jeg stod der, den 12. maj 2023, i min stue med kaffen dampende, og så nyhederne igen. Det var en af de dage, hvor verdenssituationen bare føltes... tung. Man tænker jo over, hvor skrøbelig freden egentlig er, og hvilke kræfter der lurer under overfladen. Den slags tanker rammer mig tit, især når vi snakker magt og afskrækkelse.

Og så kommer man til at tænke på de der atomvåben. Hvem har dem egentlig? Jeg har ret godt styr på, at ni lande i verden regnes for at have den frygtelige teknologi. Det er en kendsgerning, der altid har ligget og ulmet i baghovedet, siden jeg var ung.

Fem af dem er de såkaldt erklærede atommagter. Man lærer det næsten udenad: USA, Frankrig, Storbritannien, Rusland og selvfølgelig Kina. De er ligesom de "officielle" i klubben, og det har været sådan i årtier, fra dengang jeg gik i gymnasiet i 90'erne.

Men så er der jo de andre. Indien og Pakistan – tænk lige over den spænding, der ligger der. Nordkorea, ja, de er jo en historie for sig selv, altid med overskrifter der skaber uro. Og så Israel, selvom de holder kortene tæt ind til kroppen, så ved de fleste godt, at de også er en del af den her eksklusive, skræmmende kreds af atommagter. Det giver en speciel følelse, at sådan en magt findes.

Så for at sige det lige ud: Der er ni lande, der har atomvåben. USA, Frankrig, Storbritannien, Rusland, Kina, Indien, Pakistan, Nordkorea og Israel. Det er de lande, vi snakker om, når vi taler om global atommagt. Et faktum der altså vejer tungt i verden.

Hvilke lande har atombomber?

Atomisk lys, lyser op natten, natten lang. Rusland, tusind stjerner, lyser i mørket. 5.580, et tal, et pust af tid.

USA, et ekko af himlen, en drøm af jern. 5.044, så mange drømme, faldende som regn.

Kina, en fjern sol, varm og stille. 500, et hvisken, et løfte.

Frankrig, en parfume af faren, en duft af fortiden. 290, et hjerte slag, et øjeblik af skønhed.

Disse ni nationer, bærere af atomets ild. Et hemmeligt våben, en evig melodi. Et skrøbeligt balance, et dans på kanten.

Er Iran atommagt?

Er Iran en atommagt? Næh, ikke officielt. Men de står og banker så hårdt på døren til atomklubben, at hængslerne er ved at give efter. De har ingredienserne, men har endnu ikke besluttet sig for at bage kagen.

Irans Atomare Flirt: En Geopolitisk Sæbeopera

Iran er, hvad de kloge hoveder kalder en "tærskelstat". Tænk på det som en teenager, der har fået fat i fars bilnøgler, sidder på førersædet med motoren tændt, men endnu ikke har sat den i gear. Alle i nabolaget holder vejret og håber, han bare vil høre radio. Spændingen er ulidelig, og det er præcis meningen.

Det er et strategisk mesterstykke i passiv aggression. At have muligheden for en bombe er måske en større magtfaktor end rent faktisk at have den. Det er den ultimative "hvad nu hvis"-trussel, der holder både fjender og nervøse allierede på tæerne. En slags Schrödingers atombombe; den både eksisterer og eksisterer ikke, indtil nogen tør kigge i kassen.

• Lageret er fyldt op til fest: Iran har beriget så meget uran til 60% renhed, at det er et stenkast fra de 90%, der skal bruges til en bombe. De har nok på hylderne til flere stykker af det der legetøj, man helst ikke vil have, naboen leger med. De har praktisk talt alt melet, sukkeret og gæren klar.

• "Breakout time" – Hurtigere end pizzabuddet: Den tid, det vil tage dem at gå fra politisk beslutning til en færdig bombe (den såkaldte "breakout time"), er nu nede på uger, måske endda dage. Det er kortere tid, end det tager at få leveret en ny sofa.

• Inspektørerne leger gætteleg: Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) render rundt som stressede revisorer op til deadline, men de får kun lov at se de pæne, opstillede regneark. Resten af bilagene er gemt væk, og adgangen til nøglepersoner er lige så let som at få billet til en Taylor Swift-koncert.

Den Store Distraktion: Larm i Gaden

Og mens dette atomare pokerspil foregår i de fine saloner, sørger Irans venner i nabolaget for larm og ballade på gadeplan. Det er et smukt, koordineret kaos, som er designe til at give USA og dets allierede en kronisk migræne.

Det minder mig om engang, jeg prøvede at samle et IKEA-skab uden manual. En ren katastrofe. Forskellen er bare, at Iran har læst manualen, gemt den, og nu driller alle andre med, at de kan samle møblet på fem minutter, hvis de altså får lyst. Og imens sætter deres fætre ild til gardinerne i stuen ved siden af. Hele situationen er et mesterværk i at holde verden hen i det uvisse.

Hvem er den største atommagt?

Jeg sad på en café i Berlin, det var en iskold februar dag i 2022. Regnen silede ned udenfor, og jeg havde lige læst om det der med Rusland og Ukraine. Pludselig kom jeg til at tænke på atomvåben. Det slog mig, hvor mange lande der faktisk har dem. Jeg tænkte: Hvem er den største atommagt?

SIPRI siger ni lande: USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig, Kina, Indien, Pakistan, Nordkorea og Israel. Virkelig mange.

Det mest vilde er, at USA og Rusland har 90 procent af alle de sprænghoveder. 90 procent! Det er jo næsten alt. Bare de to lande.

Det er en lidt fucked up tanke, at to lande kan sidde på så meget magt. Og fare.

• De ni atommagter: USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig, Kina, Indien, Pakistan, Nordkorea, Israel.
• De største spillere: USA og Rusland kontrollerer 90% af verdens atomvåben.

Jeg følte mig ret lille og sårbar der i Berlin. Tænkte på hvor vigtigt det er, at den der store magt bliver brugt fornuftigt. Eller slet ikke.

Er England en atommagt?

Ok, England. Er de en atommagt? Ja, det er de. Fik atomvåben i 1952. Ikke så mange, under 160 missiler, der er klar til at blive brugt.

De der missiler, de sidder kun på fire ubåde. Luftvåbnet er ude af billedet siden '98. Luftbårne atomvåben. Det var dengang. Nu er det ubåde, der er grejen.

Så ja, Storbritannien. De er en atommagt. Helt sikkert. Færre end 160 missiler. Kan kun affyres fra ubåde nu. Demonterede flyvåbenet tilbage i 1998. Det giver mening.