Hvad sker der, når man får en hjerneskade?

Hjerneskade… bare ordet i sig selv sender en isnende kuldegysning ned ad ryggen, ikke? Jeg mener, hvem har ikke tænkt på, hvor skrøbeligt det hele egentlig er derinde? Hvad nu hvis jeg fik en hjerneskade? Det er jo hjernen, kontrolcenteret, mig.

Det der med at en skade i storhjernen kan påvirke personlighed, hukommelse, sprog… det er jo helt sindssygt. Forestil dig at vågne op og være en anden. At glemme hvem dine nærmeste er. At ikke kunne finde ordene. Jeg husker engang… min mormor, hun fik en blodprop i hjernen. Det var frygteligt. Pludselig kunne hun ikke huske mit navn. Mit navn! Den hun havde kaldt mig hele mit liv. Det var som om en del af hende bare… forsvandt.

Og så lillehjernen… bevægelse og balance. Min onkel, han faldt ned af en stige for nogle år siden. Lillehjerneskade. Han måtte lære at gå igen. Tænk engang! At skulle lære de mest basale ting forfra. At skulle kæmpe for hver eneste lille bevægelse.

De siger, at det er umuligt at forudsige den præcise indvirkning. At det er individuelt og komplekst. Ja, ja, det er jo klart. Men det gør det jo ikke mindre skræmmende, vel? Man læser om skader i bestemte områder, og hvad der typisk sker… men hvad betyder “typisk” egentlig? Er man så bare en statistik? Et tal?

Det er jo ikke bare et spørgsmål om hvor skaden sidder, men også hvor stor den er, siger de kloge. Altså… som om det ikke var kompliceret nok i forvejen! Men jeg forstår det godt. Det er jo som… tja… hvis man taber sin telefon. Hvis skærmen revner lidt i hjørnet, så kan man stadig bruge den. Men hvis den bliver smadret fuldstændigt… ja, så er den jo ubrugelig. Det er selvfølgelig en vildt forenklet sammenligning, jeg ved det godt, men… alligevel. Det giver et indtryk, ikke? Af hvor skrøbeligt det hele er.