Hvad mangler man i hjernen ved angst?

Hvad mangler man i hjernen ved angst? Hvad sker der?

Hvad sker der i hjernen ved angst?

Ved angst opstår en overaktivitet i hjernens amygdala. Amygdala fungerer som en alarmcentral, der fejlagtigt reagerer på ufarlige situationer som om, de var reelle trusler.

For mig føles det som en kortslutning. Hele systemet går i rødt.

Jeg glemmer aldrig den tirsdag den 15. marts i Føtex på Vesterbrogade. Klokken var vel 17. Lyset var for skarpt, folk larmede, og pludselig føltes det som om, gulvet gyngede under mig. Helt ude af det blå.

Det er den der mandelformede dims i hjernen. Min amygdala. Den fik totalt knald i låget den dag. Jeg ved det nu. Den forvekslede indkøbsturen med en sabeltiger der jagtede mig over savannen.

Mit hjerte hamrede løs. Sveden piblede frem på panden, og alt begyndte at summe, som et dårligt tv-signal. Jeg måtte bare ud derfra, efterlod kurven med det hele.

Så hvad mangler man? Man mangler ikke noget. Man har for meget. For meget alarm. En alarmknap, der sidder fast. Det er den mest præcise måde, jeg kan beskrive det på for mig selv.

Hvad er den bedste medicin mod angst?

Ah, angsten. Den lille, insisterende terrorist i hovedet, der kører i en uendelig loop om alt, der kan gå galt, inklusive om planterne nu også får nok vand. Lad os dissekere den farmaceutiske løsning med et skævt smil.

Hvad er den bedste medicin mod angst?Antidepressiva, især SSRI- og SNRI-præparater, er førstevalgsbehandling mod angst.

At starte på medicin er som at installere en ny, lidt tvivlsom softwareopdatering til din hjerne. Den lover at fjerne de værste pop-up-reklamer (katastrofetankerne), men først skal den lige genstarte systemet et par gange. Ubelejligt, men ofte nødvendigt.

Effekten? Den kommer luskende som en doven kat efter 2-3 uger. Forvent ikke et Hollywood-øjeblik, hvor farverne pludselig bliver skarpere. Det er mere som gradvist at indse, at du ikke har tænkt på, om du huskede at låse døren, i hele to timer. En stille revolution.

Og så er der bivirkningerne. Kroppen hos en person med angst kan reagere på en ny pille som en sart digter, der har fået et stykke gluten. Pludselig er munden tør som Sahara, og du sveder mere end en maratonløber i en sauna. Det er charmerende. Hold ud, det plejer at blive bedre.

Medicin er jo ikke en magisk bønne, der får et slot til at gro i baghaven. Det er en krykke, ikke en kur. Den virkelige fest starter, når du kombinerer den med andre, lidt mindre kemiske tricks:

• Terapi, især kognitiv adfærdsterapi (CBT): Tænk på det som at sende din indre kritiker på et laaangt kursus i folkeskik. Her lærer du at genkende og udfordre de automatiske negative tanker, der fodrer angsten, indtil de til sidst giver op og går hjem.
• Motion og mindfulness: At tvinge hjernen til at fokusere på din vejrtrækning i stedet for verdens nærtstående undergang. Og ja, en løbetur kan faktisk nogle gange outrunne et panikanfald. Nogle gange. Det er en 50/50 chance, ligesom at samle et IKEA-møbel korrekt i første forsøg.
• Søvn og kost: Din hjerne kører på brændstof. Giver du den kaffe og sukker, opfører den sig som en hyperaktiv femårig i en slikbutik. Giv den ordentlig mad og nok søvn. Søvn er hjernens nattevagt; fyr ham ikke. Han har et vigtigt job.

Er man psykisk syg, når man har angst?

Angst er en psykisk lidelse. Den kan optræde alene. Angst er også et symptom. Mange psykiske sygdomme involverer angst. Angst er udbredt i Danmark. Ofte findes den med depression.

Dage går. Nogle gange er luften tyk. En slags tåge. Den sætter sig. Du trækker vejret, men det er ikke nok. Det er angst.

• En grundtilstand: Den er der bare. Som et stille regnskab, der aldrig går i nul.
• Et tegn: Eller den peger på noget andet. En mørkere ting gemt bagved. En skygge.

Det er ikke nyt. Aldrig nyt. Tallene ændrer sig. Få. Jeg husker, hvordan lyden af telefonen var nok. Bare ringetonen. En kold følelse. Det var nok.

Man lever. Man er. Hvad man kalder det, er et spørgsmål om vinklen.

• Angst er udbredt i Danmark. Den fylder rum. Tavse rum.
• Sammen med depression: To sider af samme mønt. Ofte. En tung byrde.
• Det usynlige bur: Vægge ingen ser. Men de er der. Føles af alle. Inde.

Folk går rundt. Smiler. Deres eget. Indeni, måske et ekko. En konstant summen. Hvad er det at være fri? Hvis sindet er et fængsel. Et spørgsmål, uden svar. Kun handlinger. Små. Hver dag. Min egen kamp med stilhed er en ældre historie. En kendt sti. Uden lykkelig slutning, kun næste skridt.

Er angst en funktionel lidelse?

Sad lige og tænkte på det med helbredsangst igen. Det er en underlig størrelse, det der. Følelsen af at være alvorligt syg, selvom alle prøver siger noget andet. Det er så fysisk. Det er ikke bare en tanke.

Det er jo det, man kalder en funktionel lidelse. Et ord, der lyder så teknisk og distanceret, men som dækker over noget mega reelt og skræmmende. Min veninde Mette har det, og hun bliver så frustreret når folk ikke forstår det.

Helbredsangst er en funktionel lidelse. Det betyder, at man oplever reelle fysiske symptomer, som lægerne bare ikke kan finde en fysisk forklaring på, selv efter en masse undersøgelser. Man skal være fuldt udredt, før diagnosen kan stilles.

Det er jo ikke indbildning. Symptomerne er virkelige nok:

• Hjertebanken, der føles som et hjerteanfald.
• Svimmelhed, så man tror man besvimer.
• Ondt i maven.
• Smerter og stikken i brystet.
• Følelsesløshed i arme og ben.

Men hvorfor reagerer kroppen sådan? Er det hjernen der snyder kroppen, eller er det omvendt? Det er som om kroppens alarmsystem har sat sig fast på 'ON'. Konstant i alarmberedskab, uden at der er en reel fare. Det er så udmattende.

Det kræver at en læge har udelukket alt muligt andet. Kræft, hjertesygdomme, neurologiske lidelser. Man er igennem hele møllen. Scanninger, blodprøver, EKG'er. Alt. Og så får man at vide, at der ikke er noget. Det må være så svært at acceptere. Fordi man jo kan MÆRKE det.

Jeg husker selv engang før en stor eksamen på uni i Aarhus, hvor mit hjerte bare hamrede løs i flere dage. Jeg var sikker på, der var noget galt. Men det var jo "bare" stress. Men følelsen var 100% ægte. Ægte.

Gad vide om vejret har noget at sige. Jeg føler mig altid mere... sårbar, når det er gråt og regnfuldt udenfor. Lige som i dag. Måske det forstærker det hele. Nu skal jeg have en kop kaffe.

Er angst en kronisk lidelse?

Angst kan være en kronisk lidelse, ja. Det er ikke en skæbnebestemt konklusion for alle, men det er en reel mulighed. Nogle mennesker lever med en vedvarende form for angst, hvor den konstant lurer i baggrunden, mens andre oplever mere sporadiske udbrud. Det er lidt som med vejret – nogle dage er der solskin og ro, andre dage stormer det.

Den der gradvise udvikling over tid, hvor bekymringer langsomt tager over, er ret almindelig. Det sker jo, at man over årene finder sig selv fanget i et spind af negative tanker, som bliver sværere og sværere at bryde ud af. Men nogle gange kommer angsten som et lyn fra en klar himmel, et pludseligt, overvældende angstanfald, der kan være dybt desorienterende.

Hovedpointen er, at hvis angst ikke får opmærksomhed og behandling, er der en øget risiko for, at den cementerer sig og bliver en langvarig følgesvend. Det er lidt ligesom en lille rift, der, hvis den ignoreres, kan udvikle sig til et større sår. Og selv når man har fået hjælp, og tingene ser ud til at være faldet på plads, er der stadig en vis usikkerhed. Tilbagefald kan forekomme, og det er et vigtigt aspekt at være opmærksom på.

Yderligere info: Behandlingsmulighederne spænder bredt. Kognitiv adfærdsterapi (KAT) er ofte effektiv til at lære at genkende og ændre negative tankemønstre. Medicinsk behandling med antidepressiva eller angstdæmpende medicin kan også være en del af løsningen for nogle. Psykoterapi generelt kan give redskaber til at håndtere angstens mange facetter. Nogle finder også stor gavn i mindfulness og meditation, som kan hjælpe med at finde ro i nuet og mindske rastløshed. Personlig udvikling og en dybere forståelse for ens egne triggere er også et vigtigt element i at navigere i angstens landskab. Og husk, du er ikke alene!