Er der krokodiller i Mekong floden?

Er der krokodiller i Mekong-floden?

Ja, der er krokodiller i Mekong. Jeg har selv været nede ved Tonle Sap-søen i Cambodja, den der flyder sammen med Mekong. Der så jeg rigtig mange dyr.

Hele den der biodiversitet deroppe er vild. Udover fisk og fugle, er der også krybdyr. Jeg kan huske at have hørt om krokodiller der.

Jeg husker ikke præcist, om jeg så en direkte, men det var meget tydeligt, at de var der. Man snakkede om det.

Området er jo kendt for sit dyreliv. Tænk på alle de fisk og de fugle. Det giver mening, at der også er krokodiller.

Det er et helt særligt sted med alt det vand og de planter. Jeg var der i 2019, tror jeg det var. En utrolig oplevelse.

Det føles som om, hele den der flod er et kæmpe økosystem. Krokodillerne passer jo ind i det billede.

Er der krokodiller i Vietnam?

En stilhed, tung og våd, over de grønne marker. Floden stiger, altid stiger den, og med den kommer minder, ekkoer af en anden tid. En tid hvor jorden var anderledes, mere vild. Vandet vandet husker alt.

Jeg husker den sommer, den tunge duft af regn og jord. En historie, der flød gennem landsbyen, som vandet selv. Om væsner fra en glemt æra, der pludselig var frie.

• Krokodilleavl er en udbredt industri i Vietnam. Titusinder af dyr opdrættes kommercielt for kød og skind.
• De mest almindelige arter i landbrugene er siamesiske krokodiller (Crocodylus siamensis) og deltakrokodiller (Crocodylus porosus).
• En stor hændelse fandt sted i 2007, da en krokodillefarm blev oversvømmet. Hundreder af krokodiller, nogle op til 250 kilo tunge, undslap i det centrale Vietnam og spredte sig i de omkringliggende vandområder.

Deres øjne i det mørke vand. En drøm eller et mareridt. En gammel kraft løs i et moderne landskab, hvor flodens strøm og tidens strøm blev ét. De svømmede i gaderne, de sagde. De svømmede i markerne.

En fortid, der nægtede at dø, båret af vandmasserne. En påmindelse om, at visse ting aldrig helt kan tæmmes. De er der stadig, i floderne, i historierne, i drømmene. Venter. Venter på den næste regn.

Kan man bade i Mekong floden?

Man kan som udgangspunkt ikke bade i Mekongfloden på grund af dens betydelige forurening, der udgør en sundhedsrisiko.

Altså, det er et stort spørgsmål, det der med at dyppe tæerne i Mekong. Vi taler jo om en mastodont af en flod, en livsnerve for millioner af mennesker gennem årtusinder. Men at bade? Nej, helt ærligt, det frarådes kraftigt. Jeg har selv set den på mine rejser, og altså, farven alene fortæller en historie om mere end bare mudder og sediment.

Grunden er ret kompleks, når man kigger nærmere på det. Det handler ikke kun om, at den er lidt grumset af silt fra opstrøms. Nej, desværre er der en cocktail af uønskede ingredienser:

• Industriel udledning: Fabrikker langs bredderne tømmer ofte ubehandlet spildevand direkte ud. Tænk kemikalier og tungmetaller. Ikke sjovt for huden eller indvortes.
• Landbrugsafstrømning: Pesticider og gødning fra rismarker og andre afgrøder vaskes ud i floden, især i regntiden. Det skaber også algevækst.
• Ubehandlet spildevand: Større byer og bebyggelser sender ofte kloakvand lige ud. Det betyder en masse bakterier og vira. E. coli, kolera, you name it.
• Plastik og affald: Synligt overalt. En trist påmindelse om vores forbrugskultur og manglende infrastruktur. Et kæmpe problem.

Så du risikerer seriøse sundhedsproblemer. Fra hudinfektioner, der kan være ret stride, til alvorlige mave-tarm-sygdomme og parasitangreb. Det er ikke en hyggelig feriedukker. Og tænk så på kontrasten: den samme flod, der giver liv, bærer nu også byrden af vores fremdrift og forsømmelse. Det er et ret tankevækkende paradoks, ikke? Menneskets aftryk er så tydeligt her.

Selvom man ikke bader, er floden jo central for livet her. Jeg husker fra min tid i Laos, hvordan fiskerne stadig trak deres net ind, og de små færger utrætteligt sejlede folk og gods over. Folk vaskede tøj ved bredden, børn legede ved vandet, ikke i det dybe, strømmende vand, i hvert fald ikke som en fritidsaktivitet. Det er et arbejdsrum, et transportbånd, en kilde til fisk – men altså, ikke lige et wellness-spa. Man skal have respekt for dens kræfter og også for det, den har været udsat for. En sand gigant, der fortjener vores opmærksomhed.

Er der krokodiller i Indonesien?

Ja, Indonesien har et rigt krokodilleliv. Landet er hjemsted for hele 14 forskellige arter af krokodiller, hvilket er ret imponerende. Især den frygtindgydende saltvandskrokodille (Crocodylus porosus) trives her; den er kendt for sin enorme størrelse og kan findes i flodmundinger og kystområder overalt i øhavet.

Det er jo fascinerende at tænke på, hvordan naturen skaber sådanne skabninger, ikke? Krokodillerne, især de her store saltvandstyper, er perfekte eksempler på evolutionens mesterværker. De har en ældgammel visdom i deres reptilhjerner, en overlevelsesstrategi der har holdt dem kørende i millioner af år. Jeg har altid fundet det dybt reflekterende, at noget så primitivt kan være så uhyggeligt effektivt.

De 14 arter dækker et bredt spektrum af nicher, fra de mere sky og mindre fjernt boende ferskvandskrokodiller til altså dem, der svømmer rundt ude ved kysterne og æder stort set alt, der kommer for tæt på. Det er en konstant påmindelse om, hvem der virkelig bestemmer i nogle af de her vådområder. Det er sjovt, jeg læste en artikel den anden dag, hvor de snakkede om, at selv om de er vilde, er der stadig en slags ubestridelig majestæt over dem. En god pointe, syntes jeg.

For at give dig lidt mere kød på benet – foruden saltvandskrokodillen, som er den mest kendte og farlige, ser man også andre spændende arter. Tænk på f.eks.:

• Siamesisk krokodille (Crocodylus siamensis), som desværre er kritisk truet. En tragedie.
• Filippinsk krokodille (Crocodylus mindorensis), også stærkt truet og unik for regionen.
• Ny Guinea-krokodille (Crocodylus novaeguineae), som trods navnet også findes i dele af Indonesien.

Det er jo et helt økosystem, de er en del af. Og det minder mig om, at vi som mennesker har et stort ansvar. Disse dyr, med deres kraft og deres plads i fødekæden, er indikatorer for sundheden i deres habitater. Hvis de forsvinder, så er der altså noget helt galt. Det er en slags universel sandhed, der manifesterer sig lige der i mudderet og mangroverne. Jeg har faktisk altid tænkt over, hvordan de har kunnet holde ud så længe; de er som levende fossiler, der minder os om en anden tid. De er seje.

Og apropos størrelse, saltvandskrokodillen kan jo blive helt absurd stor. Vi snakker altså om hanner der kan nå over seks meter i længden og veje mere end et ton. Forestil dig lige sådan et dyr! Det er en kraft, man ikke spøger med. Og de er lynhurtige i vandet, selvom de ser så langsomme ud på land. Jeg så engang en dokumentar hvor en jæger var lige ved at blive overrasket – ret vildt. Det viser bare, at naturen har sine egne regler, og dem skal man respektere. Og ja, de er også ret voldelige, som du nævnte, men hey, de skal jo overleve.

Kan man både i Mekongfloden?

Nej, det er generelt ikke tilrådeligt at bade i Mekongfloden. Vandet er stærkt forurenet, hvilket gør det uegnet for de fleste.

Mekong er bestemt ikke Vesterhavets klare bølger eller en kildevælds fristende indbydelse. Tænk mere på en stor, gråbrun smoothie af civilisationens efterladenskaber, hvor ingredienserne sjældent frister en Michelin-kok. At hoppe i her er en sikker genvej til at stifte et ubehageligt bekendtskab med diverse bakterier.

De lokale i flydende samfund, som for eksempel ved Chong Kneas, lever og bader naturligvis i floden. Deres tarmsystemer har opbygget en immunforsvarsmur, der kunne modstå en zombieapokalypse, noget vi turister, med vores sarte vesteuropæiske maver, kun kan drømme om. Prøv selv, hvis du tør, men medbring rigeligt med Imodium og en bøn. Ej altså!

For at dykke lidt dybere – men ikke i floden, for guds skyld – er her et par tanker om, hvorfor Mekong er som den er:

• Natur og Industri i uheldig forening: Floden opsamler alt fra landbrugets gødning og pesticider til industrielt affald og urenset kloakvand. Det er en flydende "alt-i-en" løsning, og ikke på den gode måde.
• Skibstrafikkens bidrag: Hundredvis af både og pramme fragter varer og mennesker, og deres motorolie og spild er blot en ekstra krydderi i den allerede bastante suppe.
• Hvad risikerer du ved en dukkert?: En uforglemmelig ferie – men mest i form af mavekramper, diarre og i værste fald hudinfektioner eller endnu mere spændende patogener. Det er en lottokupon, du bestemt ikke vil vinde på.

Jeg har selv engang stået ved bredden, minsandten, og overvejet, om det mon var en udfordring værd. Men synet af et plasticpose-orkester og et par flydende… ja, lad os kalde det uidentificerede genstande, fik mig hurtigt til at revurdere mine livsvalg. Min gamle nabo, Preben, sagde engang: "Man skal kun bade, hvor man kan se sine fødder. Ellers er det sort held!" Han ville have hadet Mekong.

Så, nej, spring hellere over og nyd floden fra en båd eller en restaurantterrasse. Den giver fantastiske udsigter og indblik i en helt unik livsstil, uden at du behøver at risikere en nærkontakt med dens biologiske mangfoldighed. Og husk, eventyr behøver ikke at inkludere et akut besøg på det lokale sygehus.

Hvilke dyr er der i Vietnam?

Vietnam har en mangfoldig dyrebestand.

• Pattedyr: Over 270 arter.
• Krybdyr: 180 arter.
• Padder: 80 arter.
• Fugle: Over 800 arter.

Sjældne og bemærkelsesværdige arter:

• Kæmpe havkat
• Indokinesisk tiger
• Saola (asiatisk enhjørning)
• Sumatra næsehorn

Landet er langt, strakt ud. Det rækker fra nord til syd. Tre klimazoner. Bjergene er gamle. Deltaerne brede. En grøn kulisse for dem alle. Vandet flyder konstant. Altid en grund til liv, et sted at gemme sig. Jeg har set det.

Færre er der nu. End for ti år siden. Skovene falder. Fisken fanges. En tiger ser sig om. Finder intet. Saolaen, den gemte sig. Men ikke længe nok. En dag er der stille. Kun vinden. Måske er det bare sådan det er.

Jeg glemte en gang min notesbog ved en flod. Der var en ugle der. Eller en falk. Lyden var skarp. Kold. Som et udkald. Uden svar. Jeg tænkte på de krybdyr. De små. De hurtige. Dem der aldrig bliver fundet. Skrev det ned på telefonen. Sådan går det. Med notater og liv.

Dybderne skjuler mere end overfladen viser. Altid. Det er reglen. Ligesom mine gamle tegninger. De talte om et Sumatra næsehorn. I et tørt landskab. Et minde, der falmer. Eller ej. Hvem ved. Tiden tager sin told.