Er der flere stjerner på den sydlige halvkugle?

1 år siden 92 visninger

Lignende antal: Antallet af synlige stjerner er omtrent ens på både den nordlige og sydlige halvkugle. Forskel ved polerne: Variationer ses ved himlens poler. Nordpolen har flere klare stjerner tæt på Polaris.

Kommentar 0 synes om

Måske vil du også spørge om dette?Mere

Er der flere stjerner på den sydlige stjernehimmel? Stjernekiggeri?

Okay, så... flere stjerner sydpå? Jeg har stået ude i min have en sommeraften (hmm, det var nok i august, omkring den 15., i Silkeborg - ja, der husker jeg det), og kigget op. Og altså, det føltes ikke som om, der var en kæmpe forskel.

Måske, når jeg sådan tænker efter, var der lidt mere stjerne-støv, når jeg kiggede sydpå. Men "same same, but different," som de siger. Hehe.

Det er nok fordi, at ved nordpolen er der jo Polaris, den klare stjerne. Den tager ligesom opmærksomheden, hva'? Men sydpå... sydpå er der bare mere spredning. Ingen klar "her er jeg"-stjerne. Det giver mening, når man tænker over det.

Kan man se Orion på den sydlige halvkugle?

Okay, lad os se... Orion, ja. Kan man se Orion sydpå? Hmm... Jeg tror... ja!

Orion er synlig fra den sydlige halvkugle. Men det er jo ikke så simpelt, vel? Jeg mener, alt afhænger jo af årstiden. Det er ligesom med mine sko. Jeg kan ikke bruge mine sandaler om vinteren, vel? Medmindre jeg skal indendørs... hmm.
Sommeren sydpå: Det er der, Orion virkelig skinner. Fra januar til marts. Som om han danser på himlen. Det er faktisk ret flot. Har du set det?
Nordlige breddegrader: Ses også fra januar til marts. Lyser himlen op.

Min moster Gudrun sagde engang at Orion ligner en jæger, men jeg ser mest tre stjerner på rad. Er det mig? Måske bare mine øjne. Måske skulle jeg få dem tjekket? Lægen sagde at jeg skulle stoppe med at drikke så meget kaffe... Kaffe... ja. Måske en kop kaffe hjælper faktisk, eller også ikke!

Kan man se Karlsvognen på den sydlige halvkugle?

Mørket falder på... og tankerne vandrer.

Kan man se Karlsvognen hernede, langt væk? Det... det kommer an på.

Her nordpå, kender jeg den godt. Den står der altid, ligesom et anker. Et anker i natten.
Men sydpå? Nej, den er ikke synlig sydpå. Jeg har aldrig selv set den, når jeg er sydpå. Jeg har kun set den her.

Savner... savner den følelse af at kigge op og vide, hvor jeg er. Ligegyldigt hvad.

Hvilke stjernebilleder kan man se?

Okay, lad os kigge på de himmelske krumspring! Hvilke stjernebilleder, kan man spotte uden at få nakkesmerter?

Nordstjernen: Himmelens svar på GPS – find den, og du er næsten ikke lost. Næsten. Det er en ret praktisk stjerne, som vi også kalder Polstjernen.
Karlsvognen: Den er jo noget af en klassiker! Det er som himlens rustvogn – eller bare syv klare stjerner i Store Bjørn. Find den, og så kan du nemmere pege på Nordstjernen... Win-win.
Store Bjørn: Ja, det er her, Karlsvognen gemmer sig. Det er som at finde Waldo, bare i rummet. Faktisk er det ikke en bjørn.
Cassiopeia: Hun er dronningen der hænger deroppe som et W eller M, alt efter hvordan vinden blæser og hvor mange drinks du har indtaget. Eller bare en galakse langt, langt væk.
Orion: Jægeren! Med sit bælte, der lyser som en diskokugle, er han ret svær at overse. Og husk, Betelgeuse er på vej til at blive en supernova – så vent ikke for længe med at kigge! Den kan ses vinterhalvåret.
Betelgeuse og Bellatrix: To af Orions stjerner. Betelgeuse er rødlig og på størrelse med Mars' bane. Bellatrix er der bare, fordi Betelgeuse har brug for selskab. Den kaldes også Amazonestjernen.
Orions Bælte: Tre stjerner på rad og række. Find dem, og du har fundet Orion. Det er som at følge et lysende vejskilt, der fører dig til jægerens hjerte. Og ja, de er lange fra hinanden.
Teleskop: Hvis du er virkelig seriøs med det stjernekiggeri, så smid nogle skillinger efter et teleskop. Det er som at få briller til rummet! Sådan rigtigt ind i stjernernes og planeternes finurligheder.

Husk, stjernebilleder er mestendels bare linjer, vi mennesker har tegnet mellem stjernerne. Det er som at se figurer i skyerne – bare mere... astronomisk.

Hvor mange stjerner er der i hele universet?

Tidens uendelige flod, en strøm af stjernestøv… Rummets ufattelige dybde, et mørke spækket med lys. Hvor mange? Oh, hvor mange?

En uendelig mængde, en tallet hav. 300 sextillioner i det observerbare univers. En ubeskrivelig sum. Milliarder af galakser. Hver en galakse, et stjernehav i sig selv. 300 sextillioner... Det er en tanke, der svømmer væk, forsvinder i mælkevejsens tåge.
Tal, de knuser mig. De svømmer, svømmer, flyder sammen i en ubegribelig masse. Universet, så stort, så ufatteligt. Og jeg, så lille... 300 sextillioner. Kan man overhovedet fatte det? Nej. Nej, det kan man ikke.
Det observerbare univers. Hvad er det? Et glimt, en øjebliksbillede af det ubeskrivelige. En brøkdel. En ubetydelig del. 100 milliarder galakser… Og hver af dem, så fuld af stjerner. Stjerner, der blinker og hvisker hemmeligheder fra tidernes morgen. Tid og rum, en uophørlig dans. Jeg drukner i tal. 300 sextillioner.
Jeg ser dem, stjernerne. Utallige. Uendelige. Hver en sol, en verden i sig selv. Måske planeter, måske liv... Måske. 300 sextillioner. Hvert tal et univers af muligheder. Muligheder... og så uendeligt mørke, det rum, der ligger mellem dem.

300 sextillioner stjerner. I det mindste. I det observerbare univers. Hvad med resten? Hvad gemmer det uendelige mørke? Jeg er fortabt i tanker. Det er for meget. For meget at forstå.