Kan man fritages for idræt i folkeskolen?

Kan man fritages for idræt i folkeskolen? Det spørgsmål sætter jo gang i tankerne, ikke? Altså, jeg synes personligt, det er lidt… ja, næsten hjerteskærende at tænke på nogen, der helt skal undvære idrætstimerne. Selvfølgelig, hvis man har en alvorlig skade eller sygdom, så forstår jeg det jo godt. Hvad skal man ellers gøre? Men tanken om at gå glip af alt det sjove, fællesskabet… Er det ikke vigtigt?

Jeg husker selv dengang i folkeskolen, da min veninde brækkede benet. Hun var så ked af det over at skulle misse alle kampene og gymnastiktimerne. Skolen fandt dog en løsning, hvor hun kunne hjælpe læreren med at planlægge øvelser og holde styr på point. Det var jo ikke helt det samme som at være med selv, men det gav hende alligevel en følelse af at høre til, at være en del af holdet. Det var ret sejt, synes jeg.

Og det er jo netop pointen, er det ikke? At finde en meningsfuld alternativ rolle. Det er da vigtigt at skolen tager det seriøst og – sammen med eleven og forældrene – finder en løsning, så timerne ikke bare bliver… ja, spildtid. Man kunne jo for eksempel lære om sportshistorie, taktik eller kost. Eller måske endda hjælpe de yngre elever. Mulighederne er der jo, det handler bare om at være lidt kreativ, tænker jeg. Det er jo ikke bare om at løbe hurtigst eller hoppe højest. Idræt er jo så meget mere end det! Det handler om teamwork, om at lære at vinde og tabe – og om at finde sin plads, selv når man ikke kan være med på banen.