Hvornår er det normalt at kunne læse?

Hvornår er det normalt at kunne læse? Åh, det er et godt spørgsmål, synes jeg. Altså, syv år, som de fleste gør her i Danmark? Det føles… rigtigt, på en måde. Jeg kan huske min niece, hun var helt vild efter at lære at læse. Fem år gammel sad hun med billedbøger og lod som om hun læste. Opfandt historier ud fra billederne. Skulle man så have presset hende til at lære rigtige ord dengang? Jeg ved det ikke… jeg tror, hun ville være blevet frustreret. Som at prøve at løbe et maraton i sandaler. Bare… ikke optimalt.

Syv år, derimod... det føles mere… organisk? Som om man venter til planten er klar til at blomstre, i stedet for at hive i stilken. Jeg husker selv at starte i skole. Klar, parat, læse! Okay, måske ikke helt så dramatisk. Men jeg husker den der spænding ved at knække koden. A-B-C, og pludselig åbnede en hel verden sig. Tænk engang, alle de historier, der ventede! Det tror jeg ikke, jeg havde været klar til et par år før. Eller hvad? Måske? Det er svært at sige.

Jeg har engang læst et sted – jeg kan ikke huske hvor, måske en artikel online? – at hjernen udvikler sig i sit eget tempo, og at det er vigtigt at respektere det. Og det giver jo mening, ikke? Jeg mener, det er vel ikke en konkurrence, hvem der kan læse først. Det vigtigste er vel, at man får glæden ved det. At man føler sig klar og parat til at dykke ned i bøgernes verden. Og for de fleste, virker det til, er det omkring syv år. Syv år… det lyder… rigtigt. I hvert fald for mig.