Hvordan skriver man en god underretning?

Åh, underretninger… det er aldrig sjovt, vel? Jeg husker tydeligt den første gang, jeg skulle skrive en. Maven knugede sig sammen, og jeg sad bare der og stirrede på den blanke skærm. Hvordan pokker skulle jeg formulere det? Det føltes næsten som en anklage, selvom jeg jo bare ville hjælpe barnet.

Det gik op for mig, at forældrene jo faktisk er ens vigtigste allierede i sådan en situation. Hvem kender barnet bedre end dem? Tænk lige over det. De har jo set barnet vokse op, kender dets styrker og svagheder, dets små særheder… alt det, vi lærere måske kun ser glimt af i skoletiden.

Så i stedet for at se underretningen som en byrde, en sur pligt, prøvede jeg at se den som en invitation til samarbejde. En chance for at række ud til forældrene og sige: “Hey, jeg har observeret det her, og jeg er lidt bekymret. Hvad tænker I?”

For eksempel, da lille Frederik begyndte at isolere sig i frikvartererne, og jeg kunne mærke, han mistrivedes, var jeg selvfølgelig bekymret. Men i stedet for bare at sende en formel underretning hjem, tog jeg en snak med hans mor. Og hun vidste præcis, hvad der var galt! Det viste sig, at han var blevet uvenner med sin bedste ven. Vi fik snakket om det, og sammen fandt vi en løsning. Det virkede! Frederik var glad igen.

Det er jo netop det, der er pointen, ikke? At hjælpe barnet. Og det tror jeg, man bedst gør ved at være ærlig og åben med forældrene. Ikke at bombardere dem med statistikker og fagudtryk – selvom det selvfølgelig nogle gange kan være relevant – men at tale til dem som mennesker. Som medmennesker, der bare vil det bedste for deres barn. Ligesom os.

Det er jo ikke en konkurrence. Det handler om samarbejde. Og hvem ved, måske kan man endda lære noget nyt om barnet undervejs? Det har jeg i hvert fald gjort mange gange.