Hvordan bygger man et barns selvværd op?
Okay, lad mig lige give mit besyv med omkring det der med at booste et barns selvværd. Jeg tror virkelig, det handler om at være der for dem, ikke bare fysisk, men også med hjertet. Og så skal vi huske, at de ikke er små voksne! Forventningerne skal passe til, hvor de er i livet.
Det er også okay at være ked af det eller vred, det er en del af livet. Og når de så laver ballade, så husk på at skille tingene ad – det er handlingen, der er forkert, ikke barnet i sig selv. Det er min erfaring, at det gør en kæmpe forskel!
Åh, hvor jeg dog kender det der med at ville bygge et barns selvværd op! Det er jo noget, man tumler med konstant, ikke? Jeg mener, hvordan gør man lige det? Det føles sommetider som den største og vigtigste opgave i verden. For mig handler det i bund og grund om at være til stede. Rigtig til stede. Ikke bare sådan halvt, mens man scroller på telefonen, men med øjnene, ørerne og – vigtigst af alt – hjertet.
Husker engang min niece, lille Fie, hun var vist en fire-fem år gammel, kom grædende ind fra haven. Hun havde tabt sin is. En kæmpe tragedie, selvfølgelig. I det øjeblik tænkte jeg, skal jeg nu komme med alle de “fornuftige” argumenter? At der var mere is i fryseren, at det jo bare var en is, osv.? Men nej. Jeg satte mig ned, tog hende på skødet og lod hende bare græde. Det var jo hendes verden, der var styrtet i grus, en hel is-verden! Og det var okay. Bagefter, da hun havde fået grædt ud, spurgte hun så selv efter en ny is. Det tror jeg siger det hele.
Og så de forventninger… puh! Min søn, for eksempel, han er en drømmer. Han kan bruge timer på at bygge fantastiske LEGO-verdener. Skal jeg så presse ham til at være god til fodbold, bare fordi “alle de andre drenge” er det? Nej vel! Han skal have lov at være sig selv, med alle sine drømme og krummelurer.
Og så det med at skille tingene ad… Det har jeg lært på den hårde måde. Da min datter var lille, tegnede hun engang på væggen med en tusch. Min første reaktion? Frustration! “Hvorfor gør du dog det?!” Men så tog jeg en dyb indånding og sagde: “Jeg kan godt se, du har tegnet et fint billede. Men væggen er ikke det rigtige sted at tegne. Næste gang tegner vi på papir, okay?” Det var svært, men det virkede. Hun forstod. Det var handlingen, der var forkert, ikke hende.
Jeg tror ikke, der er én magisk formel for at bygge et barns selvværd op. Det er en løbende proces, en dans, en rejse. Men hvis vi husker at være der, virkelig der, med åbne hjerter og realistiske forventninger, så er vi godt på vej, tror jeg. Hvad tænker du?
#Børn #Opdragelse #SelvværdKommenter svaret:
Tak for dine kommentarer! Din feedback er meget vigtig, så vi kan forbedre vores svar i fremtiden.